Anmeldelse: Gildet – eller hvordan man vinder et folketingsvalg

af Eva Gregersen

Med historiske undtagelser som Gullivers rejser, Jonathan Livingston Havmåge og Ayn Rands forfatterskab gør det liberale præmis sig ikke så godt i litteraturen. Overordnet set er litteraturen nemlig bedre til at påpege problemer end til at anvise løsninger og bedre til at blive i det intuitive og menneskelige domæne end til at hellige sig den upersonlige logik, som er nødvendig for at formulere ægte liberale principper.

En ny dansk bog gør dog forsøget. Gildet, eller hvordan man vinder et folketingsvalg er en intellektuel komedie, der plotmæssigt sætter en Lars (Løkke), en Helle, en Villy, en Søren (Krarup), endnu en Lars (Hedegaard) og en Anders (Samuelsen) m.fl. til drikkegilde under samme tag dagen efter folketingsvalget 2011. Her diskuterer de, hvad politik i virkeligheden er – og talernes meget forskellige bud karikerer den aktuelle politiske debat i Danmark, samtidig med at de trækker på de store linjer og ideologier.

Bogen er skønlitteratur af den klassiske slags, som blot lader karaktererne lufte hver deres tilgang til politik. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Gildets sympatier er liberale, men her findes ingen konkret politisk brugsanvisning, og selvom der både er helte og skurke i Gildet, så har alle karaktererne såvel sympatiske som usympatiske træk, stærke og svage sider. Bogen lader det med andre ord være op til den enkelte læser selv at finde ud af, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Meningen ligger altid ‘lige rundt om hjørnet’, som i en god David Lynch-film, og læseren må selv være opmærksom for ikke at gå glip af den. Om man som læser vil opleve dette som befriende eller utilfredsstillende, kan man nok forudsige ud fra, hvordan man har det med Ayn Rand, der i højere grad bøjer sit budskab i neon.

Bogen er velskrevet, velgennemtænkt, veludført. Alting refererer til hinanden på kryds og tværs, og historien giver først fuld mening, når man har læst alle 132 sider.

Mange lag af mening

Og så er der mindst tre lag i spil i Gildet. På overfladen er der en stærkt underholdende satire af de ledende folketingspolitikere anno 2011; dernæst er der et lag af psykologiske arketyper; og nederst er der et lag, som peger tilbage imod de gamle græske filosoffer. For den læser, der er velbevandret udi alle tre lag, er Gildet en særdeles festlig parade af skarpe, subtile guldkorn. Læsere med færre filosofiske forudsætninger (såsom undertegnede) kan dog sagtens nyde bogen alligevel, idet der er rigelig morskab – og manen til eftertanke – alene i parallelerne til dansk politik samt i bogens menneskekendskab.

Med Gildet har Danmark fået et kulturartefakt af første klasse. Det er smallitteratur af den slags, der normalt er forbeholdt Det Radikale Venstre og den akademiske venstrefløj. Bogens budskab er dog liberalt, og Gildet udfordrer således førnævnte segments patent på finkultur. Måske kan udgivelsen bidrage til at få personer såsom Henrik Dahl, der egentlig er liberale, men som ikke kan identificere sig med det kulturfattige verdenssyn, der kendetegner handelshøjskole-kulturen, til at tage mærkaten på sig?

Og hvordan vinder man så et folketingsvalg? Slutningen skal ikke afsløres her, men det er ikke at sige for meget at notere med fryd, at politikernes forfængelighed ender med at blive brugt imod dem selv.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close