De danske kongers historie

af Søren K. Villemoes og Troels Heeger

Danmark er det land i Europa, der i de sidste 500 år har haft den absolut mest uduelige kongerække. Siden Christian III døde i 1559 har vi ikke haft en eneste regent, der kunne krybe op på vurderingen “tilnærmelsesvist middelmådig”. Nej, nu må vi også bevare nuancerne, for nogle af de danske konger har til fulde levet op til deres evner, da de som Frederik IX endelig begyndte at lave ingenting.

Nu er det kommet frem, at kong Christian IX rent faktisk forsøgte at indlemme Danmark i det tyske storrige efter nederlaget i 1864. Herved gør han sig fortjent til betegnelsen ‘landsforræder’ i tredje potens og kommer nu med i den hårde kamp om at være danmarkshistoriens værste konge. Det er en svær titel at erobre, da feltet er spækket med amatører og dilettanter.

Det danske kongehus er en skændsel. Især den oldenborgske kongeslægt. De udgør en perlerække af skampletter på nationens historie. Ingen anden familie har betydet større tab og mere lidelse for Danmark end den oldenborgske slægt. Glücksburgerne, der i dag huserer, er ikke meget bedre. Deres tid som kongeslægt indledes som sagt af en landsforræder, og det eneste, der trækker dem lidt op, er, at de de sidste mange år intet har foretaget sig. Det ændrer ikke ved, at kongehuset historisk har været det værste, der er hændt landet.

Det er derfor smertefuldt, når selvtilfredse og lalleglade royalister skal belære os republikanere om, at vi mangler viden, forståelse og respekt for historien. Det er lige omvendt. Det er royalister, der må mangle ethvert kendskab til danmarkshistorien. Ellers er der ingen formildende omstændigheder for at støtte en institution, der har har pint nationen med så megen elendig ledelse.

Dengang kongerne troede, de skulle lege politik, gik Danmark fra det ene pinlige nederlag efter det andet. Christian III er den sidste halvgode konge, landet har haft. Hans søn Frederik II lavede ikke meget andet end at drikke og jage. Men den ubestridte leder af listen er Christian IV, som royalister traditionelt er helt vilde med (mest fordi han byggede Rundetårn og Børsen). Han var den værste leder, der nogensinde har haft lov til at regere landet. Da han kom til magten, var Danmark den største magt i Nordeuropa. Vi havde en af Europas største flåder og et territorium, der strakte sig fra Grønland, Shetlandsøerne, Island, Norge, Sydsverige, store dele af Nordtyskland og områder i det nuværende Estland. Vi var et magtfuldt imperium. Et storrige. Da Christian IV døde, var vi et lille forgældet og forarmet enevældigt regime uden noget at kunne prale af politisk (på nær et par flotte bygninger). Det skyldtes mest af alt Christian IVs håbløse ledelse, hvor han imod Rigsrådets vilje insisterede på at gå med i 30 års krigen, hvor Danmark intet havde at vinde og alt at tabe. Det kulminerede med nederlaget ved Lutter am Barenberg i 1626. Uanset om man er anti-imperialist eller royalist må man se i øjnene, at Christian IV var en pinlig joke på nationens bekostning.

Samtlige konger, der fulgte efter Christian IV, viste sig at bestå af nøjagtigt samme elendige støbning og med samme totale mangel på politisk tæft som deres uduelige forfader. Frederik III gjorde ondt værre ved at få stadfæstet den enevældige arvefølge, der siden lå som en forbandelse over landet, der nu ikke kunne gøre noget som helst for at blive fri for kongefamiliens historisk ringe arvemateriale. Herefter kom den ene amatør efter den anden til magten, uden at danskerne havde et ord at sige. Majestætsfornærmelse førte til dødsstraf, så hvis nogen vovede at ytre sig frit og hævde det åbenlyse, at vi havde en uduelig kongefamilie, kunne de imødese at få hoved og krop adskilt hurtigere end man kan sige Skåne, Halland og Blekinge. Som i øvrigt var netop de danske regioner, som Frederik III mistede i en håbløs krig mod svenskerne.

Christian VI udmærker sig blandt disse konger ved at være en af de få regenter i disse år, der ikke førte os ud i et pinligt militært nederlag. Det skal han have ros for. Til gengæld sultede nationen under hans ledelse, hvor økonomien sejlede. Det forhindrede ham dog ikke i at opføre store palæer til sig selv og sin familie. I dag er royalisterne naturligvis ellevilde med disse bygninger, der er blevet opført for penge, som landet manglede mere end nogensinde før eller siden. Mange måtte dø af sult, især i Norge, og landets økonomi brød helt sammen. Nå ja, han var også så flink at indføre stavnsbåndet, der gjorde små bønder til noget, der mest minder om slaver. Hans søn Frederik V var så gennemalkoholiseret, at han aldrig rigtigt ledede landet. Hvilket vist kun er et plus i karakterbogen. Hans efterfølger Christian VII var endnu mere ude i tovene, men må ligesom sin far også få et plus i karakterbogen for sin totale manglende interesse for politik. Det følger nemlig opskriften fra de sidste knap 500 år: Jo mindre danske konger laver, jo bedre.

Frederik VI var en helt eminent dårlig konge, der formåede at tage den forkerte beslutning i alle vigtige og mindre vigtige spørgsmål i sin regeringstid. Pga. hans elendige ledelse mistede vi både Norge og hele det gamle København, der blev brandbombet af englænderne. Frederik VI havde en imponerende evne til at komme frem til den forkerte løsning på stort set alle problemer. Hans insisteren på at have en finger med i nærmest alle statsrelaterede beslutninger var katastrofal, for sjældent har en mand været så dårlig til at træffe beslutninger. Den eneste formildende omstændighed ved hans regeringstid var, at han med nød og næppe undgik at nationen blev totalt tilintetgjort efter Napoleonskrigene. Men at undgå at få landet plyndret og brændt af er naturligvis også at sætte standarden ret lavt.

Frederik VII, der ellers anses som lidt af en fiasko, må ved nærmere eftersyn fremhæves som en succes, da han som en af de ganske få i denne slægt erkendte sin egen middelmådighed og opgav enevælden. Selverkendelse er nemlig en sjældenhed hos oldenborgerne. Desværre nåede han ikke at videregive denne indsigt i familiens uduelighed, der på tragisk vis først nåede oldenborgerne sent i historien. For han fik ingen børn. Og da man importerede glücksburgerne fra Tyskland måtte vi starte forfra og skulle igen lide under konger, der troede at de var politikere. Landsforræderen Christian IX formåede nemlig også at indføre noget, der mest minder om et diktatur, som han heldigvis nåede at se gå til grunde, inden han døde.

I dag hyldes Christian IX af uforklarlige årsager for at have organiseret de fleste af sine børn ud i det ene tvangsægteskab efter det andet rundt omkring i europæiske kongefamilier. Selvom vi indfører love som 24-årsreglen for at komme den slags fænomener til livs, er det alligevel ikke mere end et halvt år siden, at DR1 viste et program, hvor Margrethe II stolt blærede sig med sin oldefars bedrifter inden for arrangerede ægteskaber. Faktisk ret ubehageligt, når man tænker lidt over det.

Den sidste regent, hvis selvopfattelse var helt ude af trit med virkeligheden var naturligvis Christian X. Den mand var helt blank og havde tydeligvis ikke fattet, at systemskiftet i 1901 betød et farvel til kongernes politiske pilfingre. Hans eneste job var at lave så lidt som muligt. Men det fattede han slet ikke. Hvilket bedst blev eksemplificeret, da han ved en fejl kom til at fyre Zahle-regeringen i 1920, og i en uge febrilsk forsøgte at sammensætte en eller anden form for erstatning, indtil han på ulidelig pinlig vis måtte erkende sin fiasko. Havde det ikke været for hans hesteture under besættelsen, ville han stå som en stor parodi på sig selv. Nå ja, han var også lige ved at føre samarbejdspolitikken til sin afslutning pga. en dumsmart bemærkning til Adolf Hitler. Noget han af mystiske grunde nærmest hyldes for i royale kredse.

Frederik IX var en god konge akkurat som Margrethe II i dag er en god dronning: Fordi hun intet foretager sig. Kronprins Frederik lider desværre under sine forfædres manglende selverkendelse, og han tror, at han skal lege politiker. Derfor har han af mystiske grunde bevæget sig ind i IOC – en af verdens mest beskidte, korrupte og fordækte internationale politiske organisationer. Der findes få ting i denne verden, der er mere nederdrægtigt end international sportspolitik. Det kræver lave moralske standarder, skarpe albuer, kynisme, snuhed og politiske evner, hvis man skal begå sig succesfuldt i den branche. Og det er vel ikke nødvendigt at understrege, at kronprinsen ikke ligefrem er en undtagelse på listen over kongelige slendrianer.

At afskaffe monarkiet er politisk helt urealistisk – i hvert fald de næste mange år. Det har de fleste nok indset. Men det ændrer ikke ved, at enhver der kender sin danmarkshistorie og elsker sit land, burde længes efter den dag, hvor den danske befolkning endelig kan gøre regningen op og sende det uduelige kongehus på historiens berømte mødding.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close