Er forstaden fremtiden?

af Søren K. Villemoes

Så er de københavnske lokalpolitikere på banen igen. Den sidste måned har vi fået præsenteret en række ‘kreative’ forslag og ideer til, hvordan det umage par, Klaus Bondam og Ritt Bjerregaard, mener, at København skal se ud i fremtiden. Og det er i konflikten.dk’s øjne nogle meget triste meldinger, der kommer fra Rådhuset i disse dage. Først lancerer Bondam et ambitiøst forslag om at gøre Nørrebrogade bilfrit. Derefter lufter Bjerregaard ideen om at sanere Nørreport station, bygge højhuse, afspærre trafikken og ‘udnytte’ byrummet omkring stationen. Der er meget god grund til at være decideret skeptisk indstillet overfor kommunens planer om en ‘lækker by’ (som Bondam kalder det).

Byplanlægning i København har altid været et kontroversielt politisk emne, der har sat følelserne i kog hos en masse mennesker. De fleste husker velsagtens overborgmester Weidekamps krig mod Indre Nørrebro i 1980′erne, der førte til opførelsen af noget af det hæsligste røde sociale boligbyggeri på Stenbroen. Selv idag kan man støde på folk, der bliver rasende, når hans navn nævnes. At rive smukke boligblokke ned var dog ikke noget, der udelukkende hørte 1980′erne til. Tilbage i midten af 1990′erne valgte kommunen at fjerne et af de smukkeste steder på hele Stenbroen: Saga-karreen, der med sine labyrintiske baggårde og unikke facade (med den berømte saga-kvinde) repræsenterede gullaschbaronbyggestilens absolutte æstetiske højdepunkt. Idag står der et rødligt, deprimerende og ufolkeligt hotel.

I sidste halvdel af 1990′erne blev byfornyelsen af Vesterbro implementeret. Der var bestemt god grund til at installere varmt vand, bad og andre grundlæggende fornødenheder i en lang række af de gamle lejligheder. Men inde på Rådhuset var det ikke nok. Lejligheder skulle slåes sammen, så antallet af 1 og 2 værelser idag er mere end halveret. Det har naturligvis betydet langt færre beboere fra de lavere samfundslag og en overvægt af børnefamilier. Men det var heller ikke nok. Man skulle også pudse alle facaderne, så de så ud som om, de netop var blevet pakket ud af en fin lille æske. 100 års Stenbroshistorie, der ellers stod skrevet ind i mørtlen og murstenene, var nu blevet vasket væk for at ‘give kvarteret et løft’.

Det var ingen overraskelse, at konsekvenserne af denne politik blev huslejestigninger, en eksplosion i tilflyttere fra forstæderne (der pludselig syntes at kvarteret var blevet så ‘pænt’) og flere børnefamilier. Med andre ord blev kvarteret strømlinet, socialt udlignet og ganske enkelt søvndyssende kedeligt.

Kommunens ideer om ‘lækker by’ førte altså til, at Vesterbro er blevet det nye Østerbro. Hvis vi kigger på nogle af de andre projekter, kommunen har kastet sig over, giver det kun yderligere grund til at være skeptisk overfor de nuværende forslag. Ørestaden er et glimrende klasseeksempel på fejlagtig byplanlægning, der burde inkluderes som skrækeksempel i samtlige arkitektlærerbøger i fremtiden. Området, der består af de ene monstrøse prestigebyggeri efter det andet, har intet af det, man normalt forbinder med byliv. Der er ikke blevet viet én eneste stueetage i hele kvarteret til butikbyggeri (hvilket ellers er regel nummer ét for liv i gaden). Hvis man skal købe ind, er der kun ét sted at tage hen: Det lokale storcenter. Kvarteret er blevet opført med så lidt omtanke for social diversitet, at det kun er overklassen, der har råd til at bo der. Akkurat som Vesterbro er det kun én klasse, der dominerer området.

Hvad minder alt det her én om? Social og klassemæssig ensartethed og butiksliv isoleret i storcentre er fænomener, der kendetegner forstadslivet. De har intet at gøre med storbyslivet. Det er det samme vi ser på Vesterbro. Antallet af støjklager i kvarteret er eksploderet. Og det har bestemt intet at gøre med, at støjen er steget. Det er tolerancen, der er faldet. Folk flytter til dertil for at kunne bo ‘i byens dybe stille ro’.

Hvis man ser de nuværende forslag fra Bondam og Bjerregaard i dette lys, så er ideerne om en bilfri Nørrebrogade og et rekreativt område omkring Nørreport en del af samme tendens: Man ønsker at tage forstædernes idealer og virkeliggøre dem midt inde i København. Man bliver ved med at fodre og gøde folks forestilling om, at det skam er på sin plads at ønske mindre larm, mindre trafik og flere grønne områder i storbyen, selvom alle disse ting allerede eksisterer til overflod i forstæderne og i provinsen. Men i processen dræber man alt det, der gør København til København. Alt det, der adskiller storby fra provinsby, stenbro fra forstad. En storby er karakteriseret ved at larme, at have masser af trafik og butikker i stueplan. Den er ikke karekteriseret ved sin stilhed, sine grønne områder og sin mangel på biler. Medmindre vi gerne vil have, at København bliver det nye Oslo, så er det nu, vi skal til at vælge.

Og når det valg skal tages, vil det være glimrende at spørge sig selv: Har kommunens hidtidige byplanlægning været en succes?

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close