Anmeldelse: Richard Feynman Tegneserie

Ny tegneserie fortæller historien om den moderne fysiks mest sprælske og underfundige skikkelse, den alsidige og utraditionelle professor Richard Feynman.

af Ryan Smith

Med særprægede hobbies som bongotrommer, nøgenmaleri og det at lirke pengeskabe op er Richard Feynmans liv og levned et oplagt emne at lave en tegneserie ud af. Læg så dertil, at Feynman også var udadvendt, humoristisk, en hjerteknuser og tillige en rigtig showman, og så begynder man faktisk at undre sig over, at ingen har taget fat på projektet før nu.

To kompetente tegnere har dog sat sig for at gøre op med forseelsen, og frisk fra trykken kommer nu tegneserien ’Feynman’ – en grafisk skildring af Feynmans liv og den videnskab, han berigede vor verden med. Ophavsmændene Jim Ottaviani og Leland Myrick har gjort deres hjemmearbejde, og oven i hatten har de lagt en massiv indsats for at udvikle en unik æstetik til udgivelsen. Med bemærkelsesværdig snilde, og en selvsikker udnyttelse af tegneseriemediet, formår de to at indfange såvel Feynmans ukuelige begavelse som hans farverige personlighed.

Bogen præsenterer sig selv som en biografi, men der er nærmere tale om en serie løst sammenhængende anekdoter, der er arrangeret i kronologisk rækkefølge, sådan at de til sammen danner en rød tråd gennem hovedpunkterne af Feynmans liv. Vi starter i Feynmans ungdom, hvor vi ser hans undervisere anbefale ham til Amerikas fineste universiteter, for som de siger: ”En begavelse som Feynmans kommer kun én gang hvert 25. år.” Dernæst følger vi Feynman i arbejdet med det tophemmelige Manhattan-projekt, hvor han arbejdede på atombomben sammen med blandt andre Niels Bohr – den autoritære dansker, som de amerikanske fysikere var bange for, men som Feynman kunne tale frit til. Vi følger også Feynmans omgang med den aldrende Einstein, og på den måde udstiller udgivelsen ikke kun Feynmans udfarende privatliv, præget af bongotrommer og nøgne damer, men giver os også indblik i Feynmans intellektuelle udvikling i årene, der gik forud for, at han vandt nobelprisen for sit arbejde med kvanteelektrodynamik.

Feynman som showman
Egentlig er Ottaviani og Myricks bog bygget op omkring de samme hændelser, som man allerede kan læse om i Feynmans storsælgende selvbiografi ’Surely You’re Joking, Mr. Feynman!’ Dermed kunne man frygte, at tegneserien blot blev en fodnote, en illustration af bogen, men har man læst dem begge, hvilket denne anmelder har, så kan man til sin overraskelse konstatere, at Ottaviani og Myricks kompetente brug af tegneseriemediet faktisk formår at indfange og intensivere nogle aspekter af Feynmans liv, som bogen ikke var i stand til.

Eksempelvis var det Feynman, som var med til at opklare, hvorfor rumfærgen Challenger i 1986 forulykkede og rev syv astronauter med sig i døden. Problemet skyldes, at en såkaldt O-ring af gummi var hærdet under de 20 graders frost, der herskede på opsendelsesdagen, og for at demonstrere sin pointe for publikum, så dyppede Feynman et stykke gummi i et glas isvand for så at slå det itu med en hammer for øjnene af den samlede opklaringskomite og på direkte tv. Det er i skildringen af episoder som disse, at tegneseriemediet virkelig brillierer: Ved at trække en simpel handling ud over flere captions, og indflette billeder af tilskuernes forundrede ansigter derimellem, formår forfatterne elegant formår at udnytte det grafiske format til det yderste.

I den berømte tegneserie ‘xkcd’ skriver tidligere NASA-ingeniør Randall Munroe, at videnskabsfolks entusiasme for Feynman da snart må være et overstået kapitel. Men skulle det ske, så bliver det dog næppe på baggrund af Ottaviani og Myricks udgivelse, som snarere lægger i ovnen til fornyet romance.

Jim Ottaviani og Leland Myrick
Feynman
272 sider, ISBN 1596432594
First Second, 2011