Anmeldelse: The Darwin Economy

af Ryan Smith

Da Liberal Alliances Joachim B. Olsen for nyligt slog fast, at der ikke findes fattige i Danmark, havnede han i en mediestorm. I en absolut forstand havde Olsen dog ret. Sammenlignet med verdensgennemsnittet er selv de fattigste danskere umanerligt rige.

Der findes dog også en anden måde at gøre tingene op på, og set fra dét perspektiv, så tog Joachim B. Olsen faktisk fejl. For at forstå alternativet, så stil dig selv et simpelt spørgsmål: Hvilken af følgende to verdener ville du helst leve i?

Verden A: Du bor i et hus på 300 m2, og alle andre i dit nabolag bor i et hus på 200 m2.

Eller:

Verden B: Du bor i et hus på 400 m2, og alle andre i dit nabolag bor i et hus på 550 m2.

En rationel aktør ville vælge Verden B, men når man rent faktisk spørger folk, så viser det sig, at 80-90 % af de adspurgte foretrækker at leve i Verden A. Folk vil hellere leve absolut dårligere, end de vil leve nederst i det relative hierarki. Så hvis vi opgør tingene efter relative standarder, så tog Joachim B. Olsen altså fejl. Og så vil der altid være fattige i Danmark.

Med Darwin som økonom
Da Joachim B. Olsen benyttede sig af det absolutte fattigdomsbegreb, videreførte han som sådan blot en liberal kongstanke. Derimod har socialister de sidste mange år været mere optagede af den relative fattigdom, og nu melder den venstreorienterede økonom Robert H. Frank Darwin sig ind i kampen på relativisternes side. Det sker med Franks nye bog, The Darwin Economy, der agiterer for, at Darwin ikke alene bør betragtes som biolog, men også som en samfundsøkonom med antiliberale tendenser. En økonom på højde med fagdisciplinens allerhelligste, grundlæggeren Adam Smith.

Har man fulgt liberalismedebatten de seneste år, så kommer det ikke som nogen overraskelse, at størstedelen af den offentlige liberalismekritk har baseret sig på stråmænd og appeller til dumhed. Vi har tidligere her på BogBlokken efterlyst begavet liberalismekritik, og professor Frank er manden, der kan levere den.

Franks (og Charles Darwins) centrale indsigt er, at individuel rationalitet og kollektiv rationalitet ofte kommer i konflikt med hinanden, i dyreriget såvel som blandt mennesker: Når påfuglehunner skal vælge en mage, så vælger de hannen med den største hale, men de store haler gør det svært for hannerne at slippe væk fra rovdyr, og det svækker artens overlevelsesmuligheder som gruppe. Det er individuelt rationelt for den enkelte han at have den største hale, men det er kollektivt irrationelt for hannerne at have så store haler, at de ikke kan undslippe rovdyr. Således også med kronhjorte, hvor hannen med det største gevir får flest hunner. Det er individuelt rationelt for den enkelte han at have det største gevir, men det er kollektivt irrationelt for gruppen, at deres gevirer bliver så store, at de sætter sig fast i grene og forhindrer kronhjortene i at undslippe ulve, der er på jagt.

Sådan er det også med mennesker: Hvis den enkelte ishockeyspiller kan vælge, hvorvidt han vil spille med eller uden sikkerhedshjelm, så vælger han altid at spille med hovedet bart, da det giver ham bedre udsyn. Men hvis ishockeyspillere kollektivt skal stemme om, hvorvidt de alle skal bære hjelme under kampene, så stemmer flertallet ja. Hvad der er individuelt rationelt, ligger igen i krig med det, der er kollektivt rationelt.

Fint skal det være
Var mennesker fuldstændig rationelle, så orienterede de sig kun efter, hvorvidt de selv fik det bedre, men i virkelighedens verden bruger folk flere ressourcer på at sammenligne sig med naboen end på blot at nyde den velstand, de er så heldige at råde over. Og det er med denne indsigt i hånden, at Frank hamrer de liberale i hovedet igen og igen: Folk er fanget i et kapløb, hvor de konstant køber større huse, hurtigere biler og holder mere ekstravagante børnefødselsdage. Alt sammen fordi naboen også gør det, og det har fastlåst moderne vesterlændinge i et konsumræs, hvor middelklassefamilier fravælger ting som efteruddannelse, sundhedsforsikringer og alderdomsopsparinger for i stedet at udvide villaen med udestue nummer to, iPods til hele familien, og et 60-tommers plasma-tv at samles om lørdag aften. Alt sammen for ikke at være kronhjorten med det mindste gevir. Alt sammen fordi ’de andre’ gør det.

I princippet kunne den enkelte melde sig ud af det materialistiske konsumræs, men i praksis er det op imod 90 % af befolkningen, der belåner sig til op over skorstenen for at forbruge, hvilket bl.a. har været med til at lægge kimen til den nuværende økonomiske krise. Frank vil have os ud af sumpen, og ifølge Frank er løsningen simpel: Vi bør erstatte indkomstskatter med en progressiv forbrugsskat, der skaleres efter luksusfaktoren, sådan at der næsten ikke er nogen skat på små parcelhuse, større skat på luksushuse, og til sidst enorme marginalskatter på palæer og andre prestigeboliger. Dernæst gør vi det samme med biler; det skal være disproportionalt dyrt at køre Porsche i forhold til Citroën, Mazda, osv. Resultatet er et win-win: Det vil sætte en kæp i hjulet på forbrugskapløbet, og det vil tilskynde folk til at spare op. Det vil være kollektivt rationelt for menneskeheden som helhed, og som en ekstra bonus, så har økonomier, der kører på opsparing, lettere ved at ryste recessioner af sig end økonomier, der kører på gæld, sådan som Vesten har gjort det de sidste 20 år.

En politisk ufarvet person, der kigger på Franks argumenter, vil således være enig: Der ligger en gratis krukke guld og venter på os her, og så er det vel bare at smøge ærmerne op og gå i gang med at presse på for at indføre Franks darwinianske forbrugsskat. Eller hvad?

Government, like fire…
Slow down, cowboy
. Måske er det ikke så nemt, som Frank her foregøgler os. For hvornår har du sidst set et vælgerkorps, der var velorienteret, og en politikerstand, som var ærlig? Hvis den offentlige beslutningsproces spillede efter alvidende og rationelle toner, når der skulle træffes beslutninger, så kunne Franks forbrugsskat måske fungere. Men i virkelighedens verden ser statens projekter ofte anderledes ud end det glasbillede, som Frank præsenterer sin imaginære offentlige sektor som. I virkelighedens verden snakker vi alt fra den tilsyneladende evige IC4-skandale til vindmølleparker i milliardklassen, der anlægges, så de stjæler vinden fra hinanden. Og det er blot lille Danmark. Går vi til USA, må vi ikke glemme, at det var de regeringsunderstøttede boliglånsbureauer Fannie Mae og Freddie Mac, der var med til at lægge kimen til den nuværende finanskrise.

Heri ligger den første af to alvorlige kritikker af Franks bog: Igen og igen stiller keynesianeren Frank de uperfekte markeder op over for et fatamorgana af en perfekt agerende offentlig sektor. I Franks forfatterskab får vi uperfekte markeder og en perfekt offentlig sektor, snarere end det vi i virkeligheden har, nemlig uperfekte markeder og en uperfekt offentlig sektor. Frank pakker med andre ord dækket, så kortene automatisk spilles ud i hans favør.

Den anden kritik af Franks bog læner sig op af den læresætning, at uanset hvor meget vi psykologiserer, så kan vi aldrig kende folks motiver til bunds. Det er nemt at kigge på Rolf fra socialklasse 5 og bestemme, at han har bedre af levertran, grønsager og en bog om personlig udvikling, end han har af endnu en pakke smøger og brede dæk til sin Nissan. Men hvordan kan vi vide, at det nu også er tilfældet? Er livsstilsvalg kun for de folk, der kan argumentere overbevisende for dem? Hvilken ret har vi egentlig til at beslutte, hvordan andre skal leve deres liv, hen over hovedet på dem?

Så vidt selve indholdet af Franks nye bog. Hvad angår formen, så havde den haft godt af færre gentagelser, færre stråmænd og en mere gennemtænkt adressering af, hvorfor det er ok at begive sig ud i moralsk paternalisme på områder, hvor det enkelte menneske ikke skader andre end sig selv. Ikke desto mindre skal Frank dog have ros for at bryde op på en forkalket og indgroet debat med et underbelyst løsningsforslag, der er mere spiseligt for liberale end så mange andre af venstrefløjens ideer. Og så skal Frank have ros for at være en venstreorienteret, der erkender, at mange af venstrefløjens populære grundantagelser simpelthen er forkerte, når man ser på dem empirisk.

The Darwin Economy: Liberty, Competition, and the Common Good
af Robert H. Frank
256 sider, ISBN 0691153191
Princeton University Press, 2011

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close