af Ryan Smith
Den feministiske interesseorganisation KVINFO, der støtter tvangskvoter og kønsdiskrimination af mænd, får hvert år ca. 30 mio. kr. af fællesskabets penge. Vi betaler alle for KVINFO og har ingen mulighed for at melde os ud. Ifølge KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen (det er hende med påstandene om hemmelige mandeloger) har KVINFO fået støtte hvert år siden 1987, og ifølge kulturminister Uffe Elbæk (R) er der ingen udsigt til, at KVINFO bliver taget af finansloven. Hvordan kan det gå til, at KVINFO sidder så stærkt på fællesskabets penge?
Det er ikke, fordi feministerne er specielt magtfulde eller velorganiserede. Og med direktør Elisabeth Møller Jensens tendens til at slette, blokere og udelukke kritikere af KVINFO, og til at glæde sig over voldsomme personangreb på politiske modstandere, så er det bestemt heller ikke, fordi KVINFOs repræsentanter er specielt politisk sofistikerede.
Så hvorfor har KVINFO nu på 24. år snabelen nede i de offentlige kasser? Er det, fordi KVINFO udfylder et reelt samfundsmæssigt behov, som vi, der ikke vil støtte foretagendet, er for dumme til at indse, at vi har brug for? Er det, fordi det er rimeligt, at vi andre skal betale for KVINFO? Selvfølgelig ikke! Som kvindegruppen ‘Q Freedom‘ viser, så formår civile fint at diskutere køn og ligestilling, uden at staten betaler for det, og mon ikke langt størstedelen af danskerne formår at se forbi det akavede figenblad, der fungerer som den officielle begrundelse for, at en organisation som KVINFO skal modtage 30 mio. kr. af fællesskabets penge?
Hvad majs fortæller om KVINFO
Som nævnt har KVINFO fået støtte hvert år siden 1987. I USA har man en lignende ordning: Hvert år udbetaler man penge til bønder, der dyrker majs. Majsordningen strækker sig helt tilbage til 1955, og heller ikke her er der nogen udsigt til, at støtten visner bort.
I USA er eksperterne ellers udmærket klar over, at majsstøtten er skadelig for nationen: Statsstøtten til majs oversvømmer markedet i bølge efter bølge af billig majssirup og bidrager derved til Amerikas fedmeepidemi. Derudover bliver den statsstøttede majs også brugt til biobrændsel, hvilket ifølge den amerikanske kongres’ egen uafhængige forskningsenhed evaporerer hurtigere end traditionelle brændstoffer og derfor skader ozonlaget mere, end normal benzin gør det.
Ikke desto mindre har alle præsidentkandidater fra den amerikanske mainstream støttet majssubsidier, så langt tilbage som øjet rækker. Det vil sige alle på nær republikaneren John McCain, der med sin ”straight talk express” sagde det, som det var: At majssubsidier – præcis som KVINFO – er uretfærdige for det store flertal, der ikke får noget ud af at betale til ordningen. Der var blot ét problem med John McCains ærlighed: Præsidenten i USA hedder ikke John McCain. Han hedder Barack Obama, og støtter ivrigt op om majssubsidier. Obama gik til valg på “forandring”, men han fortsætter linjen fra 1955. Og det er ikke, fordi han holder særligt af cornflakes.
Ligesom med KVINFO er det ikke, fordi majsbønder fra midtvesten er specielt politisk sofistikerede. Nej, hvad de til gengæld faktisk er, er en lille gruppe tæt organiserede vælgere, som går mere op i det ene politiske spørgsmål (statsstøtte), end de går op i alle andre politiske spørgsmål til sammen. En vælger, der ikke dyrker majs, ville måske nok ønske sig at indstille støtten, men det ønske er blot ét blandt flere hundrede andre politiske ønsker. For en majsbonde, såvel som for en KVINFO-feminist, er spørgsmålet om gratis penge fra staten (forståeligt nok) vigtigere end alle andre spørgsmål tilsammen. Og det er derfor, KVINFO aldrig kommer af finansloven.
KVINFO og demokratiet
Det liberale demokrati er den ubetinget bedste styreform, vi mennesker hidtil har opfundet. Men som alle andre styreformer, så har demokratiet dog svagheder. Intuitivt er der mange der tror, at demokratiets akilleshæl består i flertallets mulighed for at tyrannisere mindretallet. Imidlertid viser de amerikanske økonomer Gary Becker og Charles Wheelans arbejde, at problemet ofte går den modsatte vej: Mindretallet tyranniserer flertallet. Små interessegrupper som KVINFO-feminister og majsbønder tilraner sig vores andres penge, og hvor end vi gerne ville, så kan vi ikke få verfet dem ud af vores privatøkonomi. En simpel beregning forklarer hvorfor:
Hvis der er 1 KVINFO-feminist for hver 9999 vælgere, som ikke gider KVINFO, så kunne vi andre i princippet tvinge KVINFO-folket til at betale til os over skatten. Det ville betyde, at hver gang vi andre lænsede KVINFO-folket for 1 kr. hver, så skulle hver KVINFO-feminist betale 9999 kr. mere i skat. Vi andre ville trække på skuldrene af en krone fra eller til, men ”den feministiske titusindedel” ville gå meget langt for at undgå denne brandbeskatning. Vil man som politiker maksimere sit stemmetal, så er prioriteringen ikke så overraskende: Man støtter selvfølgelig feministerne.
Lad os så se på den omvendte side af sagen: Hvad nu, hvis ”den feministiske titusindedel” tvang os andre til at betale for KVINFO, selvom vi egentlig ikke havde lyst? Jo, hver gang KVINFO fik tilsnyltet sig 9999 kr., så skulle vi andre hver betale 1 krone mere i skat. Feministerne er ellevilde, og vi andre trækker endnu en gang på skuldrene. Igen er det ikke svært for en politiker at prioritere: Her støtter han også feministerne.
Derfor er særinteresser som KVINFO og majsstøtte en slags fejl ved demokratiet. En fordærvelse af den politiske proces, som er blevet kaldt mutual corruption (”gensidig korruption”): Politikerne og interesseorganisationerne kan enes om en ordning, de begge har gavn af, og den brede befolkning tvinges til at betale uden reel demokratisk mulighed for at sige fra. I mellemtiden kan KVINFO så fortsætte med at støtte op om tvangskvoter og kønsdiskrimination for penge, som vi aldrig har sagt ja til at give dem.
Vi er de 99,99 %, og vi vil gerne være fri for at betale til KVINFO. Spørgsmålet er bare, om vi nogensinde får lov.