Kritik af den marxistiske historie – og klasseanalyse

af Christian Frederiksen

Marxister opfatter menneskehedens historie som en konstant klassekamp. Kampen udspiller sig mellem en stor gruppe af undertrykkede og en mindre gruppe af undertrykkere. Marxister opfatter økonomien som det primære middel til undertrykkelsen.

Menneskehedens historie inddeles i fem faser – hvor historiens afslutning ender med indførelsen af et klasseløst samfund:

Første fase:
De herskende klasser fratager al overskuddet af produktionen på bekostning af deres slave-arbejdere.

Eller, som Marxister siger: De herskende klasser approprierer (konfiskerer)produktionens merværdi (afkast, forrentning)til brug for at pleje deres egne interesser.

Anden fase:
De herskende klasser forener sig i en fælles interesse i at fastholde ejerskabet til produktionens merværdi – og de vil aldrig opgive deres ejerskab af egen fri vilje.

Ethvert tab af magt til den undertrykkede klasse må tages fra dem igen.

Den eneste måde de undertrykkede kan vinde kampen er ved at indføre en fælles klassebevidsthed.

Ved at gøre alle, der er undertrykt af de herskende klasser, bevidste om undertrykkelsen, kan de forene sig i kampen for at tage magten fra de herskende klasser.

Tredje fase:
Det, at der eksisterer klasser, er en konsekvens af hvordan ejendomsretten er formuleret.

Eller, i Marxistiske termer: Den specifikke relation til ejerskabet af produktionsmidlerne.

Den herskende klasse opretter og gør sig til hersker over et statsapparatur hvis formål er at fastholde deres ejerskab til produktionsmidlerne – et statsapparatur af vold og tvang.

Statsapparaturet bruges til at skabe en administrativ opretholdelse – og en folkelig opbakning til synet på det retfærdige ved et klassedelt samfund.

Fjerde fase:
Konkurrencen mellem de herskende klasser skaber en tendens til stadigt snævrere centralisering af magt og penge (sociale goder).

Et system med mange magthavere vil blive til et system med få; og i sidste ende føre til en monopolisering af magt.

Færre og færre magt-institutioner vil se sig i stand til at fastholde deres position.

Der vil blive indført en hierarkisk verdensorden mellem de tilbageværende magt-institutioner.

Den interne centralisering af magt vil føre til imperialisme – krig mellem staterne – og derved en udvidelse af den herskende klasses magt over endnu større geografiske områder.

Femte og sidste fase:
Med magten over stadigt større geografiske områder vil den herskende klasse opnå sin naturlige grænse for magt: Verdensherredømmet.

Opretholdelsen af klassedelingen vil herefter være uforenelig med en yderligere udvikling og forbedring af produktionsmetoderne.

De økonomiske kriser vil blive mere og mere karakteristiske.

Dette vil skabe hvad Marxisterne kalder objektive betingelser for opstandelsen af de undertrykkedes fælles klassebevidsthed.

Når de objektive betingelser er til stede vil de undertrykkede tilintetgøre staten og indføre et klasseløst samfund.

Den nye regeringsform vil være et system af menneske over menneske til administration af alle ting.

Og, som resultat vil der opstå en uhørt, universel velstand.

Alle teserne kan gives gode begrundelser. Det vil jeg vise senere.

Dog, må man sige, har Karl Marx gjort mere end nogen anden for at få hans tese til at fremstå som utroværdig ved at lade fundamentet af den hvile på en absurd klassekamps-teori.

DISKUSSION AF MARX’ UDNYTTELSESTEORI

De prækapitalistiske samfund
Ifølge Karl Marx er ældre styreformer såsom slaveri og feudalisme karakteriserede ved udnyttelsen.

Det kan der ikke være nogen indsigelse mod.

Slaven er ikke en fri arbejder. Han er trælbundet, og får derfor ikke nogen gevinst ved sin arbejdsindsats.

Den velstand, slaven skaber, konfiskeres af slavens herre.

Forholdet mellem herren og slaven er baseret på udnyttelse og undertrykkelse.

Det samme gælder feudalherren. Han indkræver jordrenter af bonden, som opdyrker og bor på feudalherrens jord. Herrens gevinst er bondes tab.

Vi vil heller ikke bestride at slaveri og feudalisme uundgåeligt vil have en negativ indvirkning på produktionens effektivitet.

Hverken slaven eller bonden vil være lige så produktive, som de ville have været, hvis de ikke var henholdsvis træl og livegen.

‘Oprindelig akkumulation’ og den moderne kolonialisme
Men den Marxistiske ide tager den et skridt videre, idet den hævder, at udnyttelsen stadig vil finde sted i et rent kapitalistisk system.

Altså, hvis slaveriet ophører og slaven bliver en fri arbejder. Fri til at sælge sin arbejdskraft hos en hvilken som helst gårdejer, som er villig til at betale for arbejdskraften.

For at være sikre i vores sag vil vi ganske kort kigge på to af Marx bedst kendte teorier.

Karl Marx giver sin version af historien til hvordan kapitalismen opstod, ved at vise, at det meste af kapitalistens ejendom er resultatet af plyndring, undertrykkelse og erobring; det berømte kapital 24: Oprindelig Akkumulation – Kapitalen.

Vold og tvang i forbindelse med indførelsen af kapitalisme i tredjeverdenslande bliver også kraftigt fremhævet; kapitel 25: Den Moderne Teori om Kolonialismen – Kapitalen.

Så vidt vi alle ved er historierne højst sandsynligt korrekte. Og, for så vidt de er korrekte, er der intet moralsk forsvar for at indføre sådan et undertrykkende og udnyttende kapitalistisk system.

Man bør dog holde sig for øje at Karl Marx laver et smart trick i denne forbindelse.

Ved at undersøge historiske begivenheder, der vækker læsernes foragt og indignation over de mange brutale overgreb på befolkningerne i de kapitalistiske lande, glider Marx faktisk let hen over hans egentlige tese:

Nemlig den, at selv i et rent kapitalistisk system, hvor den kapital, man råder over, udelukkende er resultatet af privat ejendomsret, arbejde og opsparing, vil det, at kapitalisten hyrer køber arbejderens arbejdskraft stadig være undertrykkende og udnyttende.

Dette er hvad Marx så som et af sine vigtigste bidrag til økonomisk analyse.

Marx’ objektive analyse af kapitalismens udnyttelse
Hvordan kommer Marx’ frem til beviset om det rene kapitalistiske samfunds undertrykkende natur?

Ved at påpege konsistente observationer, der viser, at lønningerne til arbejderne er lavere end produktionsomkostningerne.

Fordi arbejderen får betalt en løn svarende til 3 dages produktion for en 5 dages produktionsperiode.

At arbejderen på den måde producerer for flere penge end han reelt modtager som godtgørelse for sin arbejdsindsats.

Og, fordi merværdien fra de to ekstra dage bliver approprieret af kapitalisten.

Ifølge Karl Marx er der altså her tale om undertrykkelse og udnyttelse.

Marginalnytte og tids-præferencer
Hvad er der galt med Marx’ objektive analyse?

Svaret er åbenlyst, når vi spørger os selv, hvorfor arbejderen skulle gå med til sådan en aftale.

Han går med på aftalen, fordi hans løn kan bruges til at dække hans umiddelbare behov; igennem sine handlinger viser arbejderen, at han værdsætter at få dækket sine umiddelbare behov højere end at dække eventuelle fremtidige behov.

I sidste ende kunne arbejderen jo bare vælge ikke at sælge sin arbejdskraft og på den måde få den fulde værdi af sin arbejdskraft.

Men det ville selvfølgelig betyde, at han måtte vente i længere tid før han kunne få dækket sine behov.

Ved at sælge sin arbejdskraft, viser arbejderen, at han hellere vil have en mindre mængde penge nu og her, end en potentielt større mængde penge på et senere tidspunkt.

På den anden side kunne man spørge; hvorfor går kapitalisten med til sådan en aftale med arbejderen?

Hvorfor går han med til at betale løn til arbejderen før han modtager afkastet af sine investeringer?

Kapitalisten vil selvfølgelig ikke betale fx 100kr. nu og her, hvis han forventer at få præcis samme beløb udbetalt et år senere.

Hvorfor beholder kapitalisten ikke lønnen i et år, og opnå den sikkerhed, det er, at have fuld kontrol over pengene under hele perioden?

I stedet må kapitalisten forvente, at de 100kr., han betaler arbejderen i løn nu og her, vil blive til et højere beløb en gang i fremtiden.

Kapitalisten må sætte sin lid til at han er i stand til at skabe en profit – eller, mere korrekt, en forrentning – af sin investering en gang senere i fremtiden.

Desuden kunne vi spørge; hvorfor er kapitalistens opsparing ikke større, end den er, hvis han ville tjene endnu mere ved at spare mere op nu og her?

Hvorfor hyrer kapitalisten ikke arbejdere for alle sine penge, hvis hver ansat sikrer et større afkast i fremtiden?

Svaret er igen fuldstændigt indlysende: Kapitalisten er også forbruger – og han kan ikke undgå at være det.

Kapitalistens opsparing og investeringer er begrænsede af, at også han skal dække sine behov for forbrugsgoder nu og her – både de helt essentielle forbrugsgoder såsom mad og husly, men også hans begær efter umiddelbar materiel tilfredsstillelse.

Det der er galt med Karl Marx teori om kapitalistens undertrykkelse og udnyttelse af arbejderen, er, at han ikke forstår den universelle lov om tids-præferencer, der gælder ethvert menneskes handlinger.

At arbejderen ikke modtager sin ”fulde værdi” har ikke noget med udnyttelse at gøre.

Det afspejler bare det faktum, at det er umuligt at betale penge for noget nu og her, som man først modtager en gang i fremtiden, uden at der samtidig er tale om en form for rabatordning.

I modsætning til situationen mellem herren og slaven, hvor herrens gevinst er slavens tab, er forholdet mellem den frie arbejder og kapitalisten gensidigt fordelagtig.

Arbejderen går med til aftalen fordi hans tids-præference gør at han foretrækker en mindre mængde penge nu og her frem for en større mængde penge en gang i fremtiden.

Kapitalisten går med til aftalen for hans tids-præference gør at han foretrækker en større mængde penge en gang i fremtiden, frem for en mindre mængde penge nu og her.

Deres relation er hverken udnyttende eller undertrykkende, men, tværtimod, harmonisk.

Uden kapitalistens forventninger til fremtidige afkast af sine investeringer, ville arbejderen være dårligere stillet, fordi han ville blive nødt til at vente i længere tid, end han ønsker at vente.

Uden arbejderens ønske om at tilfredsstille sine umiddelbare behov, ville kapitalisten være dårligere stillet, fordi han ville blive nødt til at tage mindre effektive produktionsmetoder i brug, end dem, han ønsker at tage i brug.

Tids-præferencer i det kapitalistiske lønningssystem
Det kapitalistiske lønningssystem er heller ikke en hindring for stadigt større afkast og forbedring af produktionen, som Marx hævder.

Hvis arbejderen ikke havde lov til at sælge sin arbejdskraft, og kapitalisten til at købe den, ville det samlede afkast af produktionen være lavere, da der ville relativt mindre penge i omløb til lønninger og lignende under selve produktionen.

Hvert køb af ejendom, enhver investering, al produktion og/eller opsparing sker med forventningen om at det vil føre til et større afkast på et senere tidspunkt.

Kapitalisten vurderer værdien af sin kapital ud fra forventningerne til hans fremtidige investeringer, fratrukket hans forventede forbrug af personlige forbrugsgoder nu og her samt i fremtiden.

Problemet med det kollektiviserede lønningssystem

  • Hvis produktionsoverskuddet kollektiviseres har kapitalisten ikke længere fuld kontrol over den kapital han har skabt.
  • Han må opgive sin position som virksomhedsleder, hvor hans fremtidige indkomst vil blive afledt af en ansættelse.
  • Her vil delvis kontrol af produktionen blive tildelt en gruppe der hverken ejer noget, producerer noget eller sparer op.
  • På den måde falder den tidligere kapitalists forventning til værdien af de goder han vil modtage af produktionsoverskuddet.
  • Som konsekvens vil påvirkningen af alles tids-præferencer stige.
  • Alle ville være ejere af naturens ressourcer – som alle ved er begrænsede – og der vil være langt mindre opsparing til at vedligeholde de ressourcer, som skulle bruges til at producere nye goder.
  • Produktionsperioden vil blive forkortet som en konsekvens af det relativt høje grad af spild.

Opsummering
Hvis Karl Marx teorier om kapitalismens undertrykkelse og udnyttelse – samt hans idéer til hvordan man gør ende på udnyttelsen, ved indførelsen af et nyt system, der skaber uhørt universel velstand, er forkerte til et punkt hvor det virker direkte latterligt, må det være klart, at enhver teori om historien, der er afledt af Karl Marx teorier, på lige fod må betragtes som forkerte.

Eller, hvis de er korrekte, så må de være skrevet på en falsk præmis.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/0/d/indadvendt.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/plugins/slickquiz/php/slickquiz-front.php on line 59