Retorik: Ethos, pathos og logos

af Pernille Sørensen

Ethos er defineret som den argumentation der overbeviser via talerens egenskaber som afsender, hans karakter. Hvad angår disse egenskaber er især ærlighed af afgørende betydning, da vi, tilhørerne, altid er parat til at tage den troværdige mands ord for gode varer uanset om spørgsmålet vedkommende så adresserer, er sandt i sig selv. Aristoteles taler om tre definerende komponenter indenfor ethos. Disse er mental habitus (intelligens), moralsk habitus (sømmelighed) og emotionel habitus (den gode vilje). Vi kan dermed udlede, at ethos ikke er en selvstændig appelform, men befinder sig i konstant og dynamisk vekselvirkning med logos (intelligens) og pathos (god vilje). Det betyder således også, at ethos ikke er statisk, men udvikles i samspil med afsenderens budskab.

Der findes historisk set to opfattelser af ethos, en ejet og en begået. Forestillingen om det ejede ethos knytter sig uløseligt til det menneskelige legeme, især det ”åbne ansigt”. Her er talerens ethos synonymt med vedkommendes eksistens som en afgrænset enhed i et større hele, eksempelvis som borger i staten.  Her er man sin person, da ethos er en iboende, tvungen afspejling af ens karakter. Forestillingen om det begåede ethos knytter sig derimod til den antagelse, at ethos optjenes gennem gode eller slette handlinger. I denne optik er det muligt udforme sin ethos i overensstemmelse med et ønske om at blive opfattet på en bestemt måde af sin omverden. Dermed kan man i en vis udstrækning skabe sin ethos som retorisk afsender, og dermed overlapper forestillingen om det begåede ethos med et andet fagbegreb, den retoriske persona.

Den historiske baggrund for begrebet persona skal findes i romersk/italiensk masketeater hvor en maske signalerede hvilken rolle en skuespiller tog på sig. Med blot et beskedent sortiment af masker kunne den samme skuespiller således påtage sig ind til flere roller i løbet af det samme teaterstykke, og ordet persona betyder da ganske enkelt også maske. Indenfor retorikken betyder det forhold, at man kan gøre sit ethos synonymt med sin afsenderposition i stedet for blot at tale som sig selv. Eksempelvis er ordene ”Klokken er 14.30, du er anholdt.” autoritære og alvorlige når de afsendes fra en politimands-persona. Når politimanden udtaler disse ord taler han ikke blot som sig selv, men som repræsentant for det bagvedliggende politisk-juridiske kompleks som ikke alene besidder et voldsmonopol, men også er i stand til at udstede bøde- og fængselsstraffe. Omvendt er de samme ord letbenede og fornøjelige når de afsendes fra en stand-up-komiker, gerne med en tyk jysk accent.

Ethos er altså i visse tilfælde den a priori højeste appelform, som er udslagsgivende for den retoriske situation og dermed bestemmende for den måde hvorpå modtagerne opfatter det egentlige budskab.

Eksempel på ejet ethos:

”En person med en tro har samme styrke som 99 mennesker, der blot har en interesse.” – John Stuart Mill

Eksempel på begået ethos:

”De fleste mennesker er akkurat lige så lykkelige, som de beslutter sig for at være.” – Abraham Lincoln

Eksempel på person med høj ethos: Albert Einstein som berigede menneskeheden med sine relativitetsteorier, loven om forholdet mellem masse og energi, og loven om fotoelektrisk effekt. Disse opdagelser gav Einstein et ethos som ”den der havde indset sandheden”, og gav ham således mulighed for at udtale sig tilsvarende vægtigt om religion og politik (hvor Einstein imidlertid ikke kunne tilbyde samme geniale landvindinger). Einsteins ethos indenfor fysikken gav ham med andre ord også autoritet på områder hvor han ret beset ikke havde nogen.

Eksempel på person med lav ethos: George W. Bush som bedyrer vigtigheden af alternativ energi og omsorg for miljøet samtidig med, at han og hans familie har tjent deres millioner på olie, at han har tilgodeset oliefirmaerne med særlovgivning, og han undlod at ratificere Kyoto-protokollen.

***

Dernæst pathos:

Pathos konstituerer den praksis at overtale ved at appellere til modtagernes følelser. En alternativ definition af pathos kunne også lyde på, at pathos var den praksis at indfange modtagernes sympati via tilhørernes naturlige empati. I sådanne tilfælde appellerer afsenderen til modtagernes intuitive forståelse af vedkommendes situation. Den vellykkede pathos-appel er den, som får modtagerne til at identificere sig med afsenderens standpunkt; den får publikum til at føle hvad afsenderen føler. Her genkender vi i en vis udstrækning problematikken fra det ejede versus det begåede ethos: Ejet pathos kunne f.eks. være en morder som oprigtigt fortryder sin handling og for alt i verden ikke ønsker at komme videre. Begået pathos kunne være en morder som fingerer fortrydelse fordi han ved, at det sandsynligvis vil få en jury til at se mildere på ham. Her bliver retorikken for alvor aktuel: I en verden som i tiltagende grad præges af politisk spin bliver kriterier for identifikation af oprigtig versus populistisk pathos instrumentale for enhver akademisk analyse af den offentlige debat; I et politisk klima hvor vi i tiltagende grad præsenteres for fejlagtige statistikker og manipulerede tal bliver følelsesvurderinger det intuitive forsvar mod enhver løgnagtig politiker.

Den måske mest klassiske måde at bedrive en pathos-appel på er via fortælling som argumentation. Et narrativ fungerer som en slags usynlig argumentation idet ethvert møde mellem to eller flere mennesker forudsætter et grundlæggende omfang af velvilje, samt en gradueret villighed til at tro på, at vor samtalepartner ikke står og lyver os op i ansigtet. Tyer vedkommende til fortælling som argumentation er vi dermed nødsaget til at udvide vor velvilje overfor for vedkommende, til også at gælde dennes fortællinger, og således også til at acceptere vedkommendes historier som sande på baggrund af præmisser leveret indenfor selve vedkommendes historier. Det er selvfølgelig muligt, at vi inderst inde ikke accepterer historien som sand, men at en afsender bliver konfronteret med sin løgn i samme sekund modtageren identificerer den som værende løgn sker kun sjældent udenfor familie- og ægteskabsforhold.

I sin bog, The Psychology of C.G. Jung, identificerer forfatteren Jolande Jacobi ganske korrekt det forhold, at tænkningen (logos) dømmer i sandt-eller-falsk-regi, mens følelserne (pathos) dømmer i acceptabelt-eller-uacceptabelt-regi. Et narrativ kan gøre begivenhederne nærværende. Afsenderens værdier og forståelse er implicit til stede i narrativet. Det er abstrakte etiske principper ikke nødvendigvis. Et velfortalt narrativ kan således omgås etiske konstanter som ikke kan udfordres på logos-planet. I det tidligere eksempel med morderen der ikke vil dømmes for mord, kan vedkommende i sit vidneudsagn fortælle historien om vedkommendes personlige erfaring af situationen, for således at eksplicitere hvordan drabshandlingen forekom vedkommende at være den rigtige løsning på gerningstidspunktet. Og da modtagerne ikke har adgang til morderens subjektive erfaring af situationen har de således intet alternativ til den pågældende pathos-appel.

***

Og så logos:

Logos er den græske urform af vores logik. Men efterhånden som logikken er blevet formaliseret af især matematikken, er logik blevet et noget snævrere begreb end logos. Logos for det antikke menneske var først og fremmest en afspejling af verdensaltets indvirkning på tingenes tilstand; når de materielle tilstande af uudforskelige årsager harmonerede med det menneskelige intellekts a priori forventninger til sin omverden, var det et udtryk for logos. Heraklit brugte betegnelsen logos om det udifferentierede ursubstrat hvorfra han mente alting kom. Marcus Aurelius personliggjorde logos i sine Meditationer, som et allestedsnærværende forsyn, og i hellenistisk tid blev logos synonymt med det Nye Testamentes budskab, og i visse tilfælde endda med den kødeliggjorde Jesus selv.

Den definition som optager retorikeren er imidlertid Aristoteles som i sin Retorik omtaler logos som når tale i sig selv beviser en tilsyneladende sandhed. Når den etymologiske baggrund alligevel er interessant for retorikeren er det fordi de mange bibetydninger stadig er lagret i begrebet logos. Således skal vi ikke længere end et år tilbage før pave Benedict XVI skabte global furore ved at påstå, at den kristne Gud kun kan forstås i kraft af sin hellenistiske arv, som en afspejling af logos, mens Allah og Islam, der ikke har været igennem en hellenisering, er fuldstændig transcendal og derfor ikke nødvendigvis rationel. Derfor må den kristne Gud afstå fra sysler som intellektet intuitivt opfatter som frygtelige, mens Allah kan gøre som han vil. Og ifølge paven er det derfor Jihad, hellig krig, kan have en central plads i Islam mens den kristne Gud – bundet af logos som han er – aldrig vil kunne opfatte volden som andet end et onde.

Uanset hvad man så ellers måtte mene om dén udredning, så er det imidlertid et uomtvisteligt faktum, at historiens mange kristne korstog startede med et passioneret stykke retorik fra en af pavens forgængere. Navnlig med Urban IIs tale ved Clermont-konsilet i 1095.

Logos udgør desuden et af de vigtigste elementer af den neoaristoteliske retorik som defineret af  tænkerne Perelman og Olbrechts-Tyteca. Retorikken har for Perelman traditionelt set betonet vigtigheden af æstetik og form, frem for egentlig rationalitet, logos. Den traditionelle retorik har været anset som indholdsløs, især af filosoffer som Kant (”ingen agtelse værdig”), og Perelman forsøger således at etablere en moderne akademisk retorik for derved at bringe den retoriske disciplin tilbage til fortidens agtelse. Ifølge Perelman er denne glorværdige fortid tiden før ”slutningen af det 16. århundrede” hvor faget ifølge ham begynder sit forfald. De fleste vil nok imidlertid mene, at retorikkens forfald begynder allerede i antikken med de græske bystaters forfald, og den romerske republiks kollaps.

Perelman sporer retorikkens degeneration til den franske logiker Petrus Ramus, som Perelman mener har gjort vold mod Aristoteles ved at reducere retorikkens domæne til det at udtrykke sig godt. Retorikkens aftagende vigtighed har således også formindsket kendskabet til den klassiske aristoteliske argumentationsteori, og dermed også offentlighedens kendskab til logos. Set i lyset af denne historiske udredning kan det ikke undre, at Perelman efter århundreder uden argumentation i den offentlige sfære ser et behov for at vurdere værdier rationelt, på baggrund af logos.

Derfor er Perelman og Olbrechts-Tytecas retorikbegreb også defineret som et møde mellem fornuftsvæsener. Det ”universelle publikum”, en imaginær retorisk størrelse som afsenderen altid bør have i baghovedet når vedkommende tænker på sin modtagergruppe, defineredes således som enhver gruppe intelligente, kompetente, og rationelle væsener som er i stand til at udforme konkluderer i forhold til et givent emne. I forhold til omvurderingen af samfundets værdier er Perelman dog små 50 år for sent på den, da allerede Nietzsche i Moralens Oprindelse efterstræbte ”en omvurdering af alle værdier” – dog ikke på logiske, men på ”dionysiske” betingelser. Derfor måtte Perelman også senere revidere sit værk for at imødekomme udfordringen fra Nietzsche og de franske Nietzsche-inspirerede tænkere i hans samtid.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close