Kritik af Rune Lykkebergs holdning til Ny Alliance

af Pernille Sørensen, (14. maj 2007)

Kære Rune Lykkeberg

Dette brev vedrører din artikel ”Ny alliance med det bedre borgerskab” som blev bragt i dagbladet Information 12. maj 2007. Det er et brev hvori jeg stiller begrundede forslag til forbedring af din artikel.

Lad mig starte med at komplimentere din eminente fornemmelse for spot og spe. Genremæssigt så er dit indlæg nemlig overordentlig vellykket som satire. – Men var det virkelig ment som satire?  Der er jo sket en del siden den antikke satiriker Juvenal levede, og det er ikke altid nemt at genkende satire nu om dage. Ja, nogle gange går det sågar satirikeren selv forbi hvad det er vedkommende egentlig laver.

Der ligger nemlig store problemer i, at landets politisk aktive på forhånd fravælger hinandens input uden overhovedet at høre på det, og det udelukkende på grund af en given referenceramme eller en forudindfattethed som de mener at finde hos afsenderen. Jeg er sikker på at du vil sige, at denne forudindfattethed ligger som dem, modstanderne, og at hvis de ikke kan mande sig op til at se rigtigheden i dine betragtninger, jamen så er det deres tab. Sandheden er imidlertid en anden. Sandheden er, at den bløde kommunikation i den her situation er den hårde overlegen, og når du satiriserer over Ny Alliances utilstrækkeligheder, og dermed også nedgør det modtagersegment som eventuelt kunne finde på at stemme på Khader, Seeberg et al., så fremmedgør du dem samtidig overfor dit i øvrigt ellers reelle budskab: At Ny Alliance har en masse form, men endnu intet indhold. Så ja: Det er da komisk, at så mange mennesker flokkes til noget som de dybest set ikke ved hvad er, men når du nu ved at det allerede drejer sig om over 8000 mennesker, har du så virkelig i sinde at fremmedgøre dem alle sammen? Er det virkelig din intention? – For det bliver resultatet netto når du farer frem på den måde.

Naturligvis ligger der fællesskabsværdi i at være blandt ”sine egne”, og jeg skal heller ikke benægte at det kan føles rart at henvende sig til meningsfælderne som man på forhånd ved er enige med en selv. Videreudvikling af tankegods og kuglestøberi foregår bedst i selskab med de allerede overbeviste. Men processen har ikke den store værdi hvis ikke den i sidste ende flytter noget på den lange bane. Hvis ikke endemålet er at facilitere et sympatiskifte som fra tid til anden flytter folk over på afsenderens side, så er den politiske retorik lidet mere end en retorisk blindgyde. Captatio benevolentiae siger man også; indfang velvilje. Fordi man løber en betydelig risiko ved at formulere sig så aggressivt, at det fjerner folks vilje til at overhovedet at overveje ens budskab som afsender. Det er essentielt set dårlig retorik.

Hvis du vil have et tilsvarende retorisk eksempel fra den ”blå” lejr, så kan jeg anbefale dig at se nærmere på Mikael Jalvings optræden overfor Klaus Rothstein i nyhedsmagasinet Deadline. Debatten omhandlede det nu hedengangne ungdomshus og blev sendt 1. marts 2007.  Mikael Jalving lod konsekvent hammeren falde hver gang Rothstein ikke havde rygdækning for sine antagelser »det er noget vås!«, og hver gang Rothsteins argumentation trak på den normative velfærdskonsensus om, at der skal være plads til alle. Mikael Jalving leverede med andre ord et rationelt partsindlæg som argument-teknisk set var Rothsteins overlegent. Men ligesom i din artikel blev budskabet leveret så aggressivt, at Jalving endte således med at distancere sig fra sine modtagere. Tænk over det: Er spot og spe virkelig vigtigere end at kunne gå i dialog med de 8000 politisk interesserede medlemmer af Ny Alliance? For det kan du ikke når du nedgør dem.

Kvalitetsretorik kendetegnes af en passende balance mellem tilgængelige argumenter, publikums egenskaber og interesser, samt afsenderens retoriske persona. Hvis ’publikums egenskaber’ blandt andet består i at være vokset op i Danmark, i velfærdsstaten, så det udtryk for et ubalanceret stykke retorik at udføre et frontalangreb på velfærdsstaten i en debat om Ungdomshuset. På samme måde gælder det, at hvis et ’publikums interesser’ omfatter velvilje overfor Ny Alliance, jamen så er det udtryk for et stykke ubalanceret retorik når du med vilje misforstår Gitte Seebergs udtalelser vdr. omstillingsparathed, eller når du opfinder en belejlig naivisme (den ”humanistiske kapitalisme” versus den ”onde kapitalisme”), som du så kan gøre synonym med Ny Alliance.

Jeg siger ikke, at der er noget galt med den politiske mening du lader sive ud mellem linjerne af din artikel. Ej heller, at samfundet skal gå foruden satire, eller at man ikke bør sige sin mening nøjagtigt som den forekommer en. Men jeg siger, at et vist mådehold er på sin plads. Så længe vi holder totalitære politiske ekstremer ude af billedet, så bør denne balance altid være midtersøgende i sit væsen. Det vil med andre ord sige, at du bør sige hvad du mener, men sige det på en ikke-konfrontatorisk måde som tager hensyn til modtagernes allerede eksisterende sympatier.

Du mener måske ikke, at Ny Alliances medlemmer og sympatisører læser Dagbladet Information. Eller måske bejler du til det kapitalkritiske flertal blandt bladets læsere? Hvorom alting er, så går ikke at benytte sig af en implicit skyggeargumentation når man samtidig er aktiv medspiller i den politiske debat.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/0/d/indadvendt.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/plugins/slickquiz/php/slickquiz-front.php on line 59