En karakteristik af Storbritannien som kolonimagt

Med særlig reference til teksterne ’Fordelene ved det britiske styre af Indien’ og ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’

af Alex S.C.

Som vi har set i den forudgående redegørelse, så kan en karakteristik af Storbritanniens koloniale overherredømme overordnet set deles op i to hovedperioder: Perioden før 1783, hvor englænderne optrådte som barske og nidkære koloniherrer, og perioden efter 1783, hvor tabet af de befolkningsrige, og kulturelt nært beslægtede, kolonier i Nordamerika fører England frem mod en attitude bestående af the civilizing mission og en velvillig humanisme. Før tabet af kolonierne havde vi set, at englænderne kunne være lige så brutale i omgangen med sorte slaver, som de barske portugisere kunne det. Og på hjemmefronten var Irland ligeledes blevet brutalt undertvunget, og i bogstavelig forstand udsultet under Cromwell.[1]

2.1 Temaerne i ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’

Kilden falder her i perioden efter 1783, hvor briterne, som beskrevet ovenfor, gjorde brug af en velvillig humanisme og et fremsynet værdipolitisk frisind i forhold til sine undersåtter. ’ Hvad angår Traktat med ’Kongen af Benin 26. Marts, 1892, kan vi identificere følgende temaer, som allerede er diskuteret andetsteds: Artikel 2 henviser den merkantilisme som briterne troede på, dvs. den økonomiske teori, at en økonomi vokser bedst når rigdommen holdes inden for (koloni)rigets grænser. Artikel 3 viser en standard magtpolitisk manøvre idet britiske statsborgere ikke kan dømmes af andre magter end briterne selv. Som stormagtpolitisk tiltag er det for så vidt ikke anderledes, end når nutidens USA nægter at lade Den Internationale Domstol, ICJ i Haag dømme amerikanske indbyggere eller soldater, eller når romersk statsborgerskab konfererede en lang række friheder og sikkerheder.[2] Med lidt god vilje kan Artikel 3 også tolkes som briternes koloniale paternalisme der ofte kontrasteres med franskmændenes assimilationspolitikker, hvor alle kunne blive fuldgyldige franske citoyens. Denne paternalisme skal vi se nærmere på senere, men i henhold til traktatens Artikel 3 er det her nok at sige, at ”barnet”, dvs. de indfødte, naturligvis ikke kan dømme forælderen, dvs. briterne ej heller selvom briterne rent faktisk skulle begå fejl og lovovertrædelser. Samme tema slås an i traktatens Artikel 4, hvor briterne påtager sig opgaven som opmænd mellem parter i regionale stridigheder mellem forskellige indfødte fraktioner: Her påtager briterne sig rollen som klarttænkende, rationelle overherrer, der køligt kan mediere de indfødte ud af de blodige konflikter, der ellers ville herske iblandt dem. Et godt eksempel på denne politiks nytteværdi kan findes på Sri Lanka, hvor det britiske overherredømme underkuede de etniske spændinger mellem det singhalesiske flertal og det tamilske mindretal:[3] Så snart den britiske overmagt forlod scenen kastede de to etniske grupper sig over hinanden i en kamp, som har varet ved til vore dage.[4] Det var et fremmeligt eksempel på renæssancefilosoffen Thomas Hobbes’ tanker om, at individet kun kan være frit under en mægtig konge, der står klar til at knuse alle bander og militser, der vil tage loven i egen hånd.[5] Artikel 5 understreger den britiske tradition for retspleje, the rule of law, og traktatens Artikel 7 nævner den religionsfrihed, der nødvendigvis må gå hånd i hånd med den værdipolitiske liberalisme som englænderne udbredte i denne periode.[6]

2.2 Temaerne i ’Fordelene ved det britiske styre af Indien’

Næste kildetekst er Fordelene ved det britiske styre af Indien, forfattet af Dadabhai Naoroji, parsi-indisk universitetsprofessor og politisk tænker, som blev den første britiske Member of Parliament, der var af indisk oprindelse. Naoroji er en spændende skikkelse fordi han var en udtalt modstander af den måde, som briterne havde administreret deres oversøiske territorier på, hvad enten det gjaldt hans hjemlige Indien, beliggende halvvejs omme på den anden side af kloden, eller blot den inadækvate sygepleje i Irland, blot et stenkast fra England selv. Men på den anden side var Naoroji ingen kulturalist af den slags, der karakteriser den vestlige opfattelse af ”oprindelige folkefærd” i dag: Naoroji var dybt taknemmelig for, og dybt bevidst om, de civilisationsforbedringer, som briterne havde bragt med til Indien. Helt fra gammel tid havde Indien nemlig været en decentraliseret og heterogen størrelse, hvor civilsamfundet og præstekasten ofte havde mere magt end de formelt herskende politikere.[7] Denne politiske kultur, eller mangel på samme, gik ikke briternes opmærksomhed forbi, hvorfor britiske embedsmænd beskrev de indiske byer, de regerede over, som ”små republikker i sig selv” der ville overleve som selvstændige entiteter, selv hvis det britiske imperium trak sig ud af Indien.[8] Briterne forenede landet, og selvom Indien havde været kortvarigt forenet under kejser Asoka (273- 232 f.v.t.), så havde Indien alligevel aldrig båret præg af så stor en juridisk og politisk homogenitet, som under englænderne.[9] Alle disse civilisatoriske tiltag var forudsætningen for at kunne gennemføre og håndhæve den humanistiske sekularisering, som Naoroji fremhæver i sit skrift: Ro, orden, ytringsfrihed, pressefrihed, ligestilling og menneskerettigheder, som eksemplificeret ved et stop for enkeafbrændinger og barnemord. I lighed med Karl Marx, så opfattede Naoroji det britiske overherredømme som en nødvendig fase; – en hegeliansk historisk nødvendighed – som inderne måtte gennemleve, førend de selv kunne overtage ansvaret.[10]

Men når alt alligevel ikke er rosenrødt, så er det fordi Naoriji introducerer et tema, som ikke er nævnt i traktaten med kongen af Benin: En økonomisk udbytning og rovdrift af de indiske undersåtter fra de engelske overherrers side. Her befinder Naoroji sig igen i en art marxistisk analyse, idet han i afsnitte, ”Ulemper: Økonomisk, Materielt” forsøger at isolere en art ”merværdi” eller profit, som englænderne antageligvis skulle suge ud af Indien hvert år. Her begår Naoroji dog to fejlslutninger; en økonomisk og en filosofisk: Englænderne opkræver 100 millioner i Indien, men investerer kun ca. tre millioner. Her er fejlslutningen at antage, at makroøkonomi er et nulsumsspil, og at penge er lige meget værd hvor end de befinder sig i økonomien. For at gendrive denne fejlslutning behøver man blot at spørge sig selv: Er en ekstra 10 millioner dollars mest værd for Steve Jobs idet han står overfor at skulle udvikle sit første produkt, eller som en ekstra indtjening, længe efter, at Apples egenkapital har overhalet Mircosofts? Ligeledes er Naorojis anden fejlslutning at forsøge at afgøre et værdipolitisk spørgsmål videnskabeligt; et videnskabeligt projekt, som endegyldigt styrede i grus med filosoffen og matematikeren Bertrand Russells påvisning af paradokser i værditillægningsprocessen.[11] Eller sagt på en anden måde, så havde Indien råstoffer og manpower nok til at blive et særdeles lukrativt foretagende for englænderne, ”the jewel in the British crown”[12], men uden Indien ville England stadig være en industriel supermagt. Uden England ville Indien være feudalt, eller det, der var værre, og i en kort overgang efter Indien vandt sin selvstændighed fra englænderne, gik levestandarden i Indien faktsik nedad grundet ineffektivitet og forskellige planøkonomiske eksperimenter.[13]

Sidst i teksten nævner Naoroji også Sakar ki Churi – ”kniven af sukker”, som er indernes indforståede navn for den britiske tilstedeværelse på deres kontinent. Der er ingen brutalitet under briterne, skriver Naoroji, men i bund og grund kan man stadig ikke komme uden om, at der er tale om en kolonisering. Det interessante ved Naorojis afsluttende Sakar ki Churi-afsnit er dog den måde, han appellerer til briterne på: ”Jeg nævner det for, at I skal kende disse følelser. Vores store ulykke er, at I ikke kender vores behov. Hvis I kendte vor virkelige ønsker, har jeg ikke den mindste tvivl om, at I ville øve retfærdighed.” Naoroji appellerer med andre ord til englænderne som var de en art forælder, og det fører tilbage til briternes paternalistiske tilgang til deres undersåtter: I modsætning til Frankrig, hvis senere kolonitradition var vokset ud af den radikale revolution af 1789, så var briternes tilgang til koloniseringen af de indfødte karakteriseret ved en pragmatisk og moderat tilgang, der nok så på værdierne fra den franske revolution med beundring, men som med den konservative politiker Edmund Burke kiggede over kanalen og så, at der skete for meget, for hurtigt til nogens bedste. I modsætning til Frankrig (og senere Belgien) så vidste briterne altså, at de ikke kunne gennemtvinge store sociale omvæltninger fra den ene dag til den anden, uden at kolonialisereringsprojektet ville løbe løbsk.[14] Briterne var i bund og grund tempererede pragmatikere.[15]

2.3 Hvordan var England som kolonimagt? Og hvorfor?

I min karakteristik af Storbritannien vil jeg anvende den komparative metode, da jeg mener, at det er den nyttigste måde, at definere en stormagts ageren på: Alle sekulære, oplyste stormagter udfører både gode og dårlige politikker over århundrederne, det ville være underligt hvis de ikke gjorde, og det giver derfor ikke megen mening at definere en enkelt kolonimagt uden at se på dens rivaler. Lad os derfor begynde med en af Europas første kolonimagter; et imperium hvis kolonier ofte blev plyndret og overtaget af briterne: Spanien.

Spaniens koloniimperium var af flere omgange større end det britiske, men spanierne var generelt ustabile som koloniherrer fordi Spanien fra gammel tid havde regeredes mere af et statisk og uproduktivt arvearistokrati. England havde derimod oplevet uafbrudte invasioner i sin tidlige historie, fra romere, saksere, normannere og vikinger. Arvearistokratierne døde derfor hurtigt ud, hvis ikke de var i stand til at forsvare deres besiddelser, og med til et forsvar hørte altid den betydelige aflønning af dyre professionelle soldater. England var således mere af et plutokrati, og mere dynamisk i sin tilgang til administration og økonomi.[16]

En anden årsag til, at englænderne generelt var mere stabile end spanierne i de oversøiske kolonier, var at det var en generel trend, at englænderne udvandrede til den nye verden i selskab med deres koner, hvorimod de spanske eventyrere drog ud alene, hvilet skabte ustabile forhold når de nye koloniherrer tog sorte slavinder og indfødte indianerkvinder som elskere, og derved skabte antagonisme blandt undersåtterne, og forskubbede familiestrukturerne, sådan at en given koloni ikke kunne regne med stabile og fortløbende fødetal.[17]

Komplementære faktorer til ovenstående årsagsvirkning var den britiske religionsfrihed, som sikrede en stærk arbejdsetik og loyalitet overfor ens kone, hvorimod den tvungne katolicisme, der herskede i de spanske, franske og portugisiske imperier også prædikede loyalitet overfor adel og kirke.[18] Igen ser vi altså England (og det reformerte Holland) på vej imod et proto-demokratisk kapitalistisk meritokrati, mens de katolske imperier, med mulig og periodisk undtagelse af Frankrig, på vej imod en rigid social orden præget af nedarvede privilegier, der kvalte fri kommerciel entreprise.[19] Intet illustrerer måske denne forskel bedre, end det, at man i det britiske Nordamerika gav man jordbesiddelser til driftige og virkelyste unge mænd, så de kunne gå ud i vildnisset og bygge en tilværelse op for sig selv, der stod i mål med den enkeltes evner; i det spanske Amerika gav man i stedet familiemedlemmer og venner fra hoffet retten til at herske over den indfødte befolkning som vicekonge.[20]

Det lå altså fra starten i kortene, at britiske gentlemen mødtes i repræsentative forsamlinger for at diskutere lokalsamfundets anliggender i ro og mag og på proto-demokratisk vis, hvilket var et nedarvet levn fra de britiske øers multietniske middelalder.[21] Men selvom det kan virke oplagt at komme med en pure kulturalistisk fortolkning, så må vi ikke overse de socio-økonomiske faktorer, der ligeledes bidrog til briternes tegnetegn som koloniherrer, nemlig humanisme, liberalisme og the civilizing mission. Vi har allerede set hvordan ”Hollandsk syge” kan korrumpere hele kontinenters arbejdsmoral idet man vender sig til ”gratis” penge der strømmer ind i form af guld, sølv, olie eller diamanter. Hvis vi ser på den omvendte side af mønten, så gælder det ifølge Chicago School of Economics-skolens tænkning i humanadfærd, at humanisme og tolerance er en ”luksusvare”, som vi tillader os selv, når først vi er blevet så rige, at vore egne sociale behov er dækket.[22] Derfor går I-lande mere op i at bevare sjældne dyr end U-lande, og derfor give dyre cafeer et par kroner af overskuddet til velgørenhed, mens billige cafeer ikke gør. Kigger vi på historien, så kan vi ikke afvise, at materiel velstand ligeledes er med til at fostre den humanisme som briterne blev kendt for i løbet af deres imperial century.

Sammenligner vi med Romerrigets periode af high empire, under de ”fem gode kejsere”,[23] så ser vi en tilsvarende spirende humanisme i netop den periode, hvor Romerne regerer allermest ubestridt, der blev lovgivet imod tortur af slaver, og det blev på comme il faut for den romerske overklasse at identificere sig med slavernes lidelser.[24] Et andet argument i de socio-økonomiske forholds favør er at vende fakta på hovedet, for som vi husker, så var englænderne mest brutale mod deres slaver i netop samme periode hvor de selv var den svageste og fattigste kolonimagt. Således må altså både kulturelle traditioner, og økonomisk velstand, betegnes som medvirkende faktorer det britiske koloniale genus.

 2.4 Konklusion

Jeg har i denne sektion analyseret hovedtrendsne i Storbritanniens adfærd som kolonimagt. Da begge kilder, dvs.’Fordelene ved det britiske styre af Indien’ og ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’, har jeg i min karakteristik lagt særlig vægt på de egenskaber, som briterne var kendt for i deres Imperial Century. Jeg har dog samtidig været opmærksom på vægtningen, og jeg har forholdt mig kritisk til det faktum, at det er svært at udmønte hele nationalkulturer og ”folkesjæle” på tværs af århundreder og kontinenter.

Jeg har derfor styret uden om den pure kulturalitisk-romantiske forklaring, som relativiserer og romantiserer alt ved historien, men har ligeledes undgået at falde i dens modpol; en pure marxistisk/ Chicago School of Economics’sk socioøkonomiske analyse hvor materiel velstand udgør hele forklaringsgrundlaget. Jeg har stræbt efter at levere end syntese hvor jeg belyser, hvordan Storbritanniens fremmeligste karakteristika i perioden var et produkt af både kulturelle og socioøkonomiske vilkår, og der kan ikke være nogen tvivl om, at England historisk set har været utrolig heldigt stillet hvad angår både kulturinstitutioner, den politiske tradition, og de socioøkonomiske forhold.

Jeg konkluderer, at det britiske genus ikke har været konstant over århundrerne, ligesom ingen andre folkesjæle har været det. Men hvad angår the Imperial Century er det min påstand, at det britiske overherredømme karakteriseredes af paternalisme (mod undersåtterne), humanisme og værdipolitisk liberalisme, the civilizing mission (dvs. den hvide mands pligt til at civilisere de andre racer for at bringe dem ”op” på hans niveau), merkantilisme, retspleje (the rule of law), og måske en begyndende inerti fra en snigende hollandsk syge i form af kostbare færdigvarer fra Indien.

Litteratur:

Ansary, Tamim: Destiny Disrupted: A History of the World Through Islamic Eyes New York: PublicAffairs 2010

Arnold-Baker, Charles: The Companion to British History London: Routledge 2001

Braudel, Fernand: A History of Civilizations London: Penguin Group 2011

Brathwaite, Edward: Slave Society in the Danish West Indies: St. Thomas, St.John and St.Croix University of the West Indies Press 1994

Bulliet, R.W. og Crossley, P.K.: The Earth and Its Peoples: v. 2: A Global History Wadsworth: Delmar Cengage Learning; 5th edition 2009

Cameron, Euan: Early Modern Europe: An Oxford History, Oxford: Oxford University Press 1993

Engelhardt, Robin: Logicomix – An Epic Search for Truth København: Fagbladet Ingeniøren, Mediehuset Ingeniøren, 26. Marts 2011

Higginbotham, Don: The War of American Independence: Military Attitudes, Policies, and Practice 1763–1789. Northeastern University Press, 1983

Hernon, Ian: Britain’s Forgotten Wars Pheonix Mill: The History Press 2004

Jalving, Mikael: Dealing with Hobbes – Hume, Smith and the Problem of Order Self-published Ph.D.-thesis, Florence: European University Institute, Department of History and Civilization 2002

James, Lawrende: The Rise and Fall of the British Empire, London: St. Martin’s Griffin 1997

Jones, Michael E.: The End of Roman Britain New York: Cornell University Press 1998

Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest London: Allen Lane 2011

Ferguson, Niall: Empire: The Rise and Demise of the British World Order and the Lessons for Global Power New

York: Basic Books 2004

Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order: From Prehuman Times to the French Revolution, London: Profile Books 2011

Gibbon, Edward: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire New York: Viking Adult 1995

Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. København: Jespersen og Pios Forlag 1963

Green, J.P. & Pole, J.R.: A Companion to the American Revolution Oxford: Wiley-Blackwell 2003

Greiss, Thomas E.: The Wars of Napoleon Square One Publishers 2004

Grove, Paul A.: Economic Development and Social Change in Sri Lanka: A Spatial and Policy Analysis New Delhi: Manohar Publishers and Distributors 1999

Koch, A. og Peden, W.: The Life and Selected Writings of Thomas Jefferson Random House 1993

Levine, Philippa: The British Empire: Sunrise to Sunset Harrow: Longman 2007

Levitt, S.D. & Dubner, S.J.: Superfreakonomics: Global Cooling, Patriotic Prostitutes and Why Suicide Bombers Should Buy Life Insurance Allen Lane 2009

Marx, Karl: The Future Results of British Rule in India New York: New-York Daily Tribune, August 8, 1853; reprinted in the New-York Semi-Weekly Tribune, No. 856, August 9, 1853.

Murphy, Sam D.: The United States and the International Court of Justice: Coping with Antinomies Washington: George Washington School of Law 2007

Piecuch, Jim: Three Peoples, One King: Loyalists, Indians, and Slaves in the Revolutionary South, 1775-1782 Columbia: University of South Carolina Press 2008

Pocock, John Greville Agard: The Machiavellian Moment: Florentine Political Thought and the Atlantic Republican Tradition, Princeton: Princeton University Press 2003

Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves London: Fourth Estate 2010

Russell-Wood, A. J. R.: The Portuguese Empire, 1415-1808: A World on the Move The Johns Hopkins University Press 1998

Smith, Simon C.:  British Imperialism 1750 – 1970 Cambridge: Cambridge University Press 2004

Sowell, Thomas: Race and Culture – A World View New York: Basic Books 1993

Spielvogel, Jackson J.: Western Civilization: A Brief Histroy Boston: Wadsworth Publishing 2010

Thomas, Hugh: The Slave Trade: The Story of the Atlantic Slave Trade 1440-1870 Quezon City: Phoenix 2006

Thornton, William H.: New World Empire: Civil Islam, Terrorism, and the Making of Neoglobalism Rowman & Littlefield 2005

Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East Cambridge: Proceedings of the Cambridge Philological Society 1994


[1] Levine, Philippa: The British Empire: Sunrise to Sunset s. 16

[2] Murphy, Sam D.: The United States and the  International Court of Justice s. 4-5

[3] Grove, Paul A.: Economic Development and Social Change in Sri Lanka s. 287-89

[4] Grove, Paul A.: Economic Development and Social Change in Sri Lanka s. 315

[5] Jalving, Mikael: Dealing with Hobbes – Hume, Smith and the Problem of Order s. 28-9

[6] Nu ved jeg naturligvis godt, at “traktaten” med Benin i virkeligheden var et påskud frem imod at undertvinge Benin til at blive en fuldgyldig britisk koloni, og at denne traktat om ”venskab” i virkeligheden endte i en tragisk massakre på både briterne og indfødte. I min behandling af kilden har jeg dog valgt at lægge vægt på, at H.L. Gallwey handlede uden Londons vidende: Gallweys mandat havde netop været at sikre Benins fredelige samarbejde, men han trodsede sine ordrer, og gik udenfor sit mandat, da han øjnede en chance for at blive rig på at udplyndre Benins aristokrati. Denne hændelse kunne så tænkes at bane vejen for en diskussion om, hvorvidt det britiske imperium havde et strukturelt ledelsesproblem, men heller ikke denne diskussion finder jeg sandsynliggjort på baggrund af de historiske kendsgerninger. Som de triste sager om tortur og fangemisbrug fra Irak og Afghanistan viser, så kan selv liberale, humanistisk indstillede demokratier som Danmark få sager om overgreb og magtmisbrug på halsen, når mennesker sendes i krig mod fremmede folkeslag på den anden side af jorden. For dokumentation af det historiske forløb omkring Benin-ekspeditionen, som det udlægges i nærværende note, se: Hernon, Ian: Britain’s Forgotten Wars s. 409

[7] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 6

[8] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 169

[9] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 179, 181

[10] Marx, Karl: The Future Results of British Rule in India

[11] Engelhardt, Robin: Logicomix – An Epic Search for Truth

[12] Ansary, Tamim: Destiny Disrupted: A History of the World Through Islamic Eyes s. 235

[13] Thornton, William H.: New World Empire: Civil Islam, Terrorism, and the Making of Neoglobalism s. 94

[14] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 181

[15] Pocock, John Greville Agard: The Machiavellian Moment s. 547

[16] Spielvogel, Jackson J.: Western Civilization: A Brief History s. 445

[17] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 133

[18] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 114

[19] Pocock, John Greville Agard: The Machiavellian Moment s. 514

[20] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 112

[21] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 112

[22] Levitt, S.D. & Dubner, S.J.: Superfreakonomics s. 124

[23] Nerva, Trajan, Hadrian, Antoninus Pius og Marcus Aurelius, fra Gibbons berømte citat i Gibbon, Edward: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire s. 90

[24] Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. s. 177

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close