“Poor loves. Trained to Empire, trained to rule the waves. All gone. Bye-bye, world.”
– John le Carré, ’Tinker, Tailor, Soldier, Spy’

af Alex S.C.

I sin bredest mulige forstand starter Storbritanniens kolonihistorie i år 43 e.Kr., hvor den romerske kejser Claudius gav sine legionærer ordre til at invadere de nordligt liggende øer.[1] I løbet af de efterfølgende 15-20 år erobrede det avancerede romerske militær- og logistikapparat snart 2/3 af det nuværende England, og gik prompte i gang med at omforme landet til en romersk provins, Britannia, med statholder, skatteopkrævning og med romersk monopol på militær magt.[2] Kort sagt: Storbritannien startede selv som en fremmed stormagts koloni.

Som romerske undersåtter var briterne blevet påført en perlerække af civilisatoriske opdagelser, såsom det romerske talsystem, algebra og matematik, jura, lægekunst og de store tanker fra græsk filosofi, som romerne så omhyggeligt havde bevaret.[3] Og da romerne ca. 360 år senere forlod de britiske øer, for at lade de mægtige legioner tjene andetsteds i imperiet, gik der ikke længe før Pax Romana; den civilisatoriske orden, som romerne havde etableret, kollapsede ud i borgerkrig og små lokale magtkampe.[4] Allerede i englændernes tidligste historie finder vi altså et nært parløb med koloniseringen som institution, samt den erfaring, at koloniseringen kan fungere som en opbyggelig institution.

1.1 Den ydmyge begyndelse: Chikane af den spanske kæmpe

Hvorvidt denne erfaring kan siges at være en kontinuer kongstanke fra den spæde begyndelse i 43 e.Kr. og frem til det britiske imperiums højdepunkt, Britain’s Imperial Century, fra 1815 til 1914, er imidlertid mere et åbent spørgsmål.[5] Da kong Henry VII gav sin royale godkendelse til, at den første generation af engelske opdagelsesrejsende kunne drage ud i verden var det på ingen måde givet på forhånd, at det økonomisk og teknologisk inferiøre England skulle ende som et imperium, der herskede over hen ved 26,000,000 km², 20 % af verdens landmasse, og 400 millioner, eller 25 % af verdens daværende befolkning.[6] England kom først sent på banen som kolonimagt: Portugal og Spanien havde været Europas første kolonimagter i moderne tid;[7] de nederlandske opdagelsesrejsende havde sejlet i portugisernes spor, og angrebet og overtaget visse af deres kolonier, og englænderne gjorde senere det samme; først med hollænderne og senere med franskmændene.[8]

I løbet af briternes Imperial Century skulle det britiske imperium blive kendt som et fremsynet og værdipolitisk liberalt imperium, der var betingelsesløst imod slaveri, og som kærede sig om menneskerettigheder.[9] Så meget desto mere iøjnefaldende er det, at den engelske kolonimagts begyndelse er defineret ved alt det modsatte: Briterne tillod ivrigt et væld af uafhængige fribyttere at angribe og udplyndre det spanke imperiums ubevæbnede transportskibe og forsvarsløse kolonier.[10] Der var tale om gemen udplyndring, ofte af civile, og ligeledes også i fredstid. Målet var penge og indflydelse over den spanske interessesfære i den nye verden.[11] Ligeledes lagde briterne sig ud med tidens anden store kolonimagt Portugal, og overtog hurtigt en stor andel af Portugals lukrative og brutale handel med sorte slaver fra Afrika.[12]

Men de britiske fribyttere var ikke for alvor i stand til at overtage de spanske kolonier i Latinamerika, som samtidig var hjemstedet for de attraktive guld- og sølvminer, der i årene forud for 1588 havde gjort Spanien til verdens førende supermagt.[13] De egentlige bestræbelser på at etablerede en serie oversøiske britiske kolonier blev derfor kanaliseret ind i Nordamerika, hvor kolonister ikke fandt guld, men hvorfra de til gengæld sendte en vifte af ubearbejdede, men sjældne råvarer tilbage til moderlandet: Krydderier, sukker, te, tobak, bomuld og pels. I den første fase af Storbritanniens kolonihistorie gjaldt det derfor, at Englands vigtigste kolonier alle lå koncentreret omkring den Nordamerikanske østkyst, og direkte syd for den, eftersom de højest udviklede og tættest befolkede områder var kolonierne på det nordamerikanske fastland, og eftersom de mest værdifulde råvarer strømmede ind fra caribiske kolonier som Barbados, St. Kitts, St. Lucia, med videre.[14]

1.2 Detroniseringen af en rival: De britisk-hollandske krige

Efterhånden som englænderne sad tungt på flere amerikanske havne begyndte englænderne at udvise en magtfuldkommenhed, der lå fint i tråd med tidens dominerende økonomiske system, merkantilismen. Merkantilismen tilskrev, at den nation, som bedst formåede at holde al handel og rigdom indenfor egne grænser, nødvendigvis ville blive den rigeste og mægtigste på sigt.[15] Derfor dekreterede englænderne, at kun engelske skibe måtte lægge til i de britisk kontrollerede havne i Nordamerika, hvilket var med til at udløse de fire britisk-hollandske krige (1652–54, 1665–67, 1672–74).[16] Englænderne ønskede at stække de nederlandske handels- og industriinstitutioner, og valget stod mellem et angreb på Hollands militære flåde, eller igen at ty til fribyttere og pirateri. Briterne angreb hollænderne på begge fronter, og gennem en serie omfangsrige træfninger farede* The Royal Navy sammen med De Forenede Nederlandske Provinsers eskortskibe.

Englænderne havde undervurderet de hollandske sømænds ekspertise, og i løbet af de britisk-hollandske krige lykkedes det ofte Nederlandene at påføre englænderne voldsomme tab.[17] Efterhånden som krigene skred frem stod det dog klart, at hollandsk snilde og kløgt ikke kunne hamle op med Englands overlegne størrelse målt på hhv. antal af havne og indbyggere.[18] Hollænderne, der i tidernes morgen havde gjort deres lykke ved at sejle i portugisernes spor, stod nu selv i samme situation som den, der hundrede år tidligere havde tvunget det portugisiske kolonirige i knæ: Moderlandet var simpelthen ikke stort nok til at understøtte så mange og så vidt spredte, besiddelser i krigstid.[19] Hollænderne havde aldrig tilstrækkelig manpower, og de måtte i årene under de britisk-hollandske krige se englænderne overtage handelsruter og koloniale besiddelser bid for bid. Selv en pest på det engelske fastland og en alliance med en anseelig sømagt som Danmark-Norge kunne ikke vende de britisk-hollandske krige til hollandsk favør, hvilket alt sammen illustrerede, at det syttende århundrede nu for alvor var de store landes tid, og England dominerede verdenshandelen fra ca. 1700 og frem.[20]

1.3 Syvårskrigen: Den første ”Første verdenskrig”

En af de vigtigste begivenheder i Storbritanniens kolonihistorie, men som mange kolonihistoriske værker forsømmer at nævne, er Syvårskrigen, der af flere historikere, er blevet kaldt den første ”Første verdenskrig”.[21] At komme hele vejen rundt om denne globale konflikt, der på mange måder har været med til at forme verden, som vi kender den i dag, ville optage mere plads, end vi her har til rådighed, for som hovedpersonens voice-over satirisk lyder i Kubricks filmmesterværk om Syvårskrigen, Barry Lyndon:

“It would require a greater philosopher and historian than I am to explain the causes of the famous Seven Years’ War in which Europe was engaged, and, indeed, its origin has always appeared to me to be so complicated, and the books written about it so amazingly hard to understand, that I have seldom been much wiser at the end of a chapter than at the beginning, and so [I] shall not trouble you with any personal disquisitions concerning the matter.”[22]

I kort form lyder konflikten dog på, at England og Frankrig havde været bitre rivaler helt tilbage fra Hundredeårskrigen i 1337, altså i mere end 400 år. Ved Syvårskrigens udbrud i 1756 havde Preussen netop meldt sin ankomst på storpolitikkens scene, med en hær der af mange opfattedes som den bedst disciplinerede på kontinentet.[23] Preussen så en mulighed i at ”befri” de af de franske besiddelser i Rhinlandet, der egentlig var etnisk tyske, og som Frankrig havde underlagt sig under Louis XIV. Samtidig havde Preussen kun få oversøiske kolonier, og den storpolitiske situation i Europa præsenterede derfor en oplagt chance for Englænderne: Støt Preussen i en landkrig mod Frankrig, og angrib selv de franske kolonier. Strategien lykkedes, og blandt de mange og komplekse udfald af Syvårskrigens afsluttende dokument, Paris-traktaten af 1763, var de vigtigste (1) At England nu for alvor kunne spille kongemager på kontinentet. (2) At Frankrig måtte afstå størstedelen af sine kolonier i Nordamerika og Indien til England, og at England derfor nu var den ubestridte leder, hvad angik oversøiske kolonier.[24] (3) At Indien og Canada blev forenet til homogene lande, snarere end spredte territorier, fordelt ud på forskellige magter.[25]

En fjerde konsekvens af Syvårskrigens udfald, som var mindst lige så vigtig som de tre ovennævnte, men som dog ikke havde direkte konsekvenser var, at Storbritannien befandt sig tæt på bankerottens rand, samtidig med at briterne nu skulle integrere og pacificere sine nye undersåtter i Nordamerika, såvel som i Indien. Det er denne fjerde konsekvens, der ledte direkte frem mod det næste hovedpunkt i Storbritanniens kolonihistorie, og som jeg vil undersøge i mit næste punkt.

1.4 Tabet af 13 kolonier: Det amerikanske oprør

Det britisk-franske opgør var endt med et stærkt forgældet Storbritannien. For at løse problemet med statens finanser indførte man nu skatter og toldmure i kolonierne i et forsøg på at hente nogle af krigsudgifterne hjem.[26] Samtidig måtte man forene både de etnisk-franske undersåtter og række en hånd ud til de mange indianerstammer, der havde hjulpet englænderne under krigen. Dengang som nu, så amerikanerne ikke venligt på højere skatter, og samtidig var nybyggerne i de 13 kolonier ivrige efter at skubbe indianerne længere ind i landet, selvom den britiske krone altså ønskede at belønne dem med egne territorier.[27] Kombinationen af disse to interessekonflikter, med hensyn til økonomi og geopolitik, førte tilsammen frem til Boston-massakren i 1770, hvor britiske tropper åbnede ild mod amerikanske demonstranter, og i årene derefter indførte briterne en stribe særskatter, påbud og forbud, hvor de regulerede amerikanerne stadigt mere stramt i et forsøg på at knække deres vilje, og undertvinge dem det britiske imperium fuldt og helt.[28] Som bekendt blev udfaldet dog det modsatte: Amerikanerne gjorde oprør og ville med sikkerhed have tabt krigen, hvis ikke det var for Englands ærkefjende fra Syvårskrigen, Frankrig, der stod klar i kulisserne til at hjælpe oprørerne med krudt, våben, penge og krigsskibe.[29] Ved freden i 1783 havde briterne mistet sine 13 vigtigste kolonier (med undtagelse af de indiske territorier), og Storbritannien lærte en vigtig lektie: Man kan ikke besejre en løsrivelsesbevægelse i fjerne territorier ved at tvinge den i knæ med magt.[30] Der måtte andre midler til. Samtidig havde briterne også opdaget, at kolonisternes slaver og de indfødte amerikanske indianere var flokkedes til The Union Jack, fordi disse marginaliserede grupper havde opfattet Storbritannien som mere humanistisk end kolonisterne.[31] Humanismen kunne anvendes som et storpolitisk våben, og det var i høj grad hvad Storbritannien gjorde i The Imperial Century.

1.5 Imperial Century: The Sun Never Set on the British Empire

I perioden 1815-1914 herskede briterne ubestridt som verdens supermagt nummer et. Briterne havde gang på gang besejret Napoleon i årene forud for 1815, tjent stort på krigsspekulation, og ødelagt meget af den franske flåde i slaget ved Trafalgar.[32] I perioden 1807-33 formåede Storbritannien også at forbyde slaveri (og håndhæve forbuddet) som det første land i verden.[33] (Danmark var egentligt det første land som havde forbudt slaveri, men statsmagten gjorde intet for at håndhæve forbuddet.)[34] Rigt, progressivt, humanistisk og innovativt stod England i spidsen for en verden i rivende udvikling. Og englænderne udnyttede denne førerposition til at agere politimand for hele verden: På aggressiv vis stoppede de fremmede skibe og løslod alle slaver de fandt om bord, uanset at slaveri var tilladt i andre lande.[35] Og i 1873 lagde britiske krigsskibe til i verdens (dengang) største slavemarked: Det osmanniske Zanzibar. Briterne blokerede havnen indtil slavehandelen ophørte, og på denne måde udnyttede Storbritannien sin militære magt til at bringe sin liberale værdipolitik til mere konservativt sindede lande.[36]  På samme måde, som romerne i sin tid havde bragt Pax Romana til Europa, bragte Storbritannien nu Pax Britannica til hele verden.

Briterne havde taget ved lære af erfaringerne fra den amerikanske revolution: Ved at fremstå fremsynede, velvillige og humanistiske gav de deres koloniale bestræbelser legitimitet. Og det var i denne periode, at briterne udviklede tanken om, at de havde en særlig civilizing mission;[37] en moralsk ret og pligt til at kolonisere og civilisere fremmede, ”tilbagestående” folkeslag, igen ikke ulig romerne, der udover civitas (borgerskabskontrakt) også mente, at de havde givet deres provinser humanitas (god dannelse) for derved at redde dem fra deres iboende barbari.[38]

Dog blev det britiske imperium samtidig svækket i perioden: Gennem det nittende århundrede skete der en opblomstring og national samling i det kontinentale Europa, hvor lande som Tyskland og Italien blev forenet for første gang siden hhv. middelalderen og antikken, og hvor Japan moderniserede voldsomt, og begyndte at udvide sin interessesfære i Østasien.[39] Samtidig begyndte USA’s industrielle magt at gøre sig mere og mere gældende, idet briterne stadig troede på en slags merkantilisme som beskrevet i afsnit 1.2 ovenfor, og amerikanerne altid havde været positivt stemt overfor frihandel, som man havde set som en delmængde af individets ejendomsret.[40] Englænderne havde været så forhippede på deres egen storhed og på at regere deres eget imperium, at de ikke så de ydre trusler til den globale magtbalance, og ikke fangede dem i opløbet.[41]  Ved udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 måtte briterne sande, at deres gamle politikker, som kongemager på kontinentet og som herredømme til søs, ikke længere var nok til at afgøre verdens skæbne.

1.6 Konklusion
Når jeg også har fremhævet de britisk-hollandske krige, har det været for at understrege Storbritanniens unikke position som kolonimagt: Spaniere og franskmænd havde haft manpower og militære kompetencer, men manglede blik for det kommercielle og industrielle aspekt af kolonialismen. Portugisere og hollænderne var de første internationale spekulanter i futures (en standardiseret aftale om køb eller salg af et givet aktiv i en given mængde til en på forhånd aftalt pris på et aftalt tidspunkt i fremtiden)  i moderne tid. De havde altid blik for en god handel, men de manglede manpower til at regere og forsvare deres kolonier. Storbritannien udgjorde en unik mellemstation imellem de to ekstremer, da de både havde kommercielt knowhow, et  talent for at regere og administrere, og samtidig var et stort land med et indbyggertal og et militær, der var stort nok til at forsvare de oversøiske besiddelser i krigstid.