Buddhismens tre virkelighedsopfattelser

af Ryan Smith

Den klassiske tekst, Treatise on Buddha Nature, tilskrives den indiske munk Vasubandhu, som levede i det fjerde århundrede efter Kristus. I en vigtig passage taler Vasubandhu om tre måder at se verden på: Den diskriminerende, den relative, og den sande. Her vil vi citere og kommentere.

Den diskriminerende måde

Den første måde, som Vasubandhu fortæller os om, er den diskriminerende måde:

“Den diskriminerende måde har for altid været ikke-eksisterende. Og dog er det ikke tilfældet, at den er [fuldstændig] blottet for virkelighed. Hvorfor? Fordi de navne og ord, der udgør denne sandhed, forbliver.”

Den diskriminerende måde at se verden på er den måde, hvor alting tildeles navne, kategorier og ord, og mennesket så styrer gennem tilværelsen på baggrund af disse (ultimativt falske) definitioner, det har skabt for sig selv. Det kan siges at svare til en forsker, der bevæger sig rundt i et laboratorium fyldt med tusindvis af reagensglas; på ydersiden af hvert reagensglas er der en etiket med en påskrift om, hvad reagensglasset indeholder. Forskeren er så optaget af at navigere efter labels, at han aldrig stopper op for at se, præcis hvad der er i de enkelte glas. Han ser kun de ydre definitioner på etiketterne og går derved glip af en dybere forståelse af virkeligheden.

En anden grund til, at den diskriminerende måde at opleve verden på er forkert, er, at den er tilbøjelig til at opfatte alle objekter som distinkte: Lad os sige, at et af forskerens reagensglas indeholder syre, og at et andet indeholder base. Med den diskriminerende måde at opfatte virkeligheden på vil man ikke opfatte nogen intrinsisk sammenhæng mellem de to, og derved vil man ikke forstå, at alle forekomster her i universet er indbyrdes afhængige af hinanden, sådan som buddhismen mener, at de er.

Men hvorfor siger Vasubandhu så, at den diskriminerende måde at opleve verden på ikke er fuldstændig blottet for virkelighed? Jo, fordi de definitioner, som det diskriminerende sind sætter på forekomster i universet, i sig selv er med til at styre den enkeltes adfærd, hvilket er en del af virkeligheden. Lad os f.eks. sige, at forskeren fra før har tænkt sig at tage noget C-vitamin: Han roder rundt mellem de mange tusinde reagensglas i sit laboratorium for at finde det glas, der bærer etiketten ”C-vitamin”. Da han finder reagensglasset, åbner han det og sluger indholdet. Men i virkeligheden indeholdt glasset blot kalk. Forskeren har altså gjort noget forkert i forhold til sin intention om at indtage C-vitamin, men det, der fik forskeren til at gøre det, var de definitioner. han troede på, som der knytter sig til den diskriminerende måde at opfatte virkeligheden på, og som i sig selv er falske.

Den relative måde

Den næste måde at opfatte virkeligheden på, som Vasubandhu fortæller os om, er den relative måde:

Den relative måde eksisterer og er dog alligevel ikke virkelig. Den eksisterer på baggrund af forvildet bevidsthed … men så vidt som den ikke opfatter tingene Fuldstændig-som-de-er, så vidt er den relative måde ikke virkelig. Hvorfor? Fordi ideen om gensidig opståen er virkelig. I sammenligning med den diskriminerende måde så eksisterer denne måde. Men i sammenligning med den sande måde at opfatte virkeligheden på, eksisterer den relative måde ikke ”rigtigt”. Dette kaldes at eksistere uden i sandhed at være rigtig.

Buddhismens ide om gensidig opståen er, hvad der ligger bag troen på, at alt, hvad der findes, er ét. Dette kaldes også tomhed med henvisning til, at alle ting (og fænomener) er blottet for intrinsisk natur: De eksisterer kun i relation til andre ting (hvorfor denne måde at se verden på kaldes den relative måde): Ser man verden gennem den diskriminerende måde, så ville man tænke på et menneske som havende individuel eksistens, men ser man det samme menneske gennem den relative måde, så vil man se, at mennesket ikke kan eksistere uden andre mennesker at definere sin individualitet i forhold til. Ligeledes kan konceptet mennesker heller ikke eksistere uden noget, der ikke er et menneske, at eksistere i forhold til. Alt eksisterer relativt til hinanden, da alting, set fra en dybere måde (end den diskriminerende måde), hænger sammen. Da alting dybest set hænger sammen, så kan sort ikke eksistere uden hvid, ligesom varm ikke kan eksistere uden kold, og et individ ikke kan eksistere uden et andet individ at eksistere i forhold til.

Derfor er den relative måde at opfatte virkeligheden på mere sand end den diskriminerende måde, men mindre sand end den sande måde, som vi skal se på i næste afsnit. I forhold til den sande måde er den relative måde at opfatte virkeligheden på stadig en forvildelse.

Andetsteds i Treatise on Buddha Nature forklarer forfatteren desuden, at den relative måde at opfatte virkeligheden på kan ses som både ren og uren: Det urene kommer ud af den diskriminerende bevidsthed, idet prædikater som ’kold’, ’varm’, ’sort’ og ’hvid’ stadig er en form for diskriminerende måde at opfatte virkeligheden på. De rene elementer af den diskriminerende måde kommer derimod ud af, at man opfatter tingene Fuldstændig-som-de-er, som ligeledes er fundamentet for den sande måde at opfatte virkeligheden på, som vi skal se herunder.

Den sande måde

Den sidste måde, som vi skal høre om, er den sande måde:

Den sande måde er at se virkeligheden Fuldstændig-som-den-er, med hensyn til hvilken det at-eksistere og det ikke-at-eksistere begge er virkelige, fordi hverken det at-eksistere eller det ikke-at-eksistere er tilfældet.

Her får vi altså at vide, at ”det at-eksistere og det ikke-at-eksistere begge er virkelige, fordi hverken at-eksistere eller det ikke-at-eksistere er tilfældet”, hvilket svarer omtrent til at sige, at ”en ting er både sort og hvid, fordi den hverken er sort eller hvid”. Det kan lyde som sort snak, men henviser til det faktum, at den højeste måde at opfatte verden på er såkaldt non-dualistisk, hvilket betyder, at verden ikke kan deles op i diskriminerende bidder, der så kan ses relativt til hinanden. Fra et non-dualistisk perspektiv opleves tingene Fuldstændig-som-de-er, hvilket vil sige, at objekter, der med den relative opfattelse kun eksisterede relativt til hinanden, nu, med den sande opfattelse, eksisterer både som distinkte objekter og relativt til hinanden, fordi den sande måde at opfatte virkeligheden på er non-dualistisk.

Når den sande måde at opfatte virkeligheden på er non-dualistisk, skyldes det, at den sande måde ser tingene Fuldstændig-som-de-er, og at tingene Fuldstændig-som-de-er eksisterer uden tanker og derfor uden koncepter. Den japanske zen-mester Dainin Katagiri forklarede engang dette, som om man med den sande måde at opfatte virkeligheden på blot opfatter tingene uden at gøre sig tanker om dem. Man har populært sagt tømt sin knold for tanker gennem meditationen.

Til sidst er det vigtigt at huske, at der på trods af de tre virkelighedsopfattelser kun er én virkelighed ifølge buddhismen. Denne virkelighed kan så subsidiært opleves enten fuldstændig forvildet (den diskriminerende måde), delvist forvildet (den relative måde) og oplyst (den sande måde). Der er ingen skjult, esoterisk virkelighed, der er mere sand eller ren end den virkelighed, der er lige her og lige nu. Det er blot vor egen opfattelse af virkeligheden, der kan være forvildet gennem den fejlagtige tro på distinkte objekter såsom individuel eksistens.

Alle passager er citeret fra Treatise on Buddha Nature, stk. 794c

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close