Parmenides’ digt på dansk

Parmenides var den vigtigste vestlige filosof før Platon. Vi har kun nedenstående fragmenter af hans store digt om eksistensen og det-som-er.

Parmenides kontrasteres ofte med Heraklit, for hvor Heraklit sagde, at alt ændrer sig, så mente Parmenides derimod, at alting stod stille. Dog mente den tyske filosof Martin Heidegger, at de to grækere dybest set var enige om tilværelsens natur.

Til venstre ses maleren Raphaels fremstilling af Parmenides, detalje fra maleriet ‘Skolen i Athen’.

Nedenfor følger hele Parmenides’ digt i dansk oversættelse. Digtet kan deles op i tre: Introduktionen, hvor den unge mand, sikkert Parmenides selv, bliver ført op til Gudinden og hilst velkommen, Afsløringen, hvor Gudinden forklarer den unge mand sandheden om universet, og så Konventionen, hvor Gudinden forklarer den unge mand om den fejlagtige måde, som dødelige opfatter verden på.

Introduktionen

I

De heste, der bærer mig, bar mig så langt,
som mit hjerte nogensinde havde ønsket,
da de anbragte mig og satte mig på den ansete Vej,
der tilhører Gudinden, der med sine egne hænder fører den vidende mand,
gennem alle ting.

Ad denne vej blev jeg ført;
og videre [oppe] ad vejen førte de vidende gangere mig,
de trak min vogn, og ungpiger viste vejen.
Og akslen [på vognen], glødende i naglen
og de hvirvlende hjul blev skyndet fremad på hver side [af vognen]
de afgav en lyd som lyden af en fløjte,
når solens døtre hastede mig fremad,
for at bringe mig ind i lyset,

og [der] kastede [de] deres slør af deres ansigter,
idet [vi] forlod Nattens bolig.
Der [så jeg] portene [til både] Nattens Vej og Dagens Vej,
indrammer med en overligger foroven og med en tærskel på sten for neden.
Selve portene er placeret højt oppe i luften, de [åbnes og] lukkes af mægtige døre,
og den hævnende Retfærdigheds [gudinde] holder de nøgler, der åbner dem.

Jomfruerne overtalte [Gudinden] med blide ord og dygtig appel,
til at åbne op for de boltede barer, [der holdt portene lukkede].
Og da dørene åbnede, afslørede de en bred åbning,
idet deres messinghængsler, som var fastgjort med nitter og søm, svang åbne.

Direkte gennem [portene], på den brede Vej,
førte jomfruerne hestene og vognen,
og Gudinden hilste mig venligt og [hun] tog min højre hånd i sin,
[og] talte så disse ord til mig:

”Velkommen, ærede ungersvend,
som kommer her til min bolig i den vogn,
der bærer dig, der føres af de udødelige jomfruer!
Det er ikke det pauvre tilfælde, men retfærdighed og rigtighed,
som har sendt dig ud for at rejse ad denne Vej.
Langt væk ligger den i sandhed fra den vanlige vej,
som[dødelige] mænd betræder!
At møde [denne Vej] er, at du skal lære om alle ting,
både om den overbevisende sandheds urokkelige hjerte,
samt om de opfattelser de dødelige [bærer],
og som man slet ikke kan regne med.

Men ikke desto mindre
skal du også lære om [de dødeliges meninger],
eftersom du bliver nødt til at dømme tingene [som de ser ud for dødelige],
idet du går gennem alle anskuelser på din rejse.

Afsløringen

II

Kom med, og jeg vil fortælle dig –
og du skal lytte til min forklaring og tage den med dig herfra:
De eneste to måder at undersøge verden på, der kan udtænkes, er disse:

Den første, navnlig, at det-som-er, ER TIL,
og at det er umuligt for det-som-er ikke at være til.
Dette er overbevisningens Vej (for overbevisning følger af [kendskabet til] sandheden).

Den anden, navnlig, at det ikke er nødvendigt for helheden af det-som-er at eksistere.
Dette, fortæller jeg dig, er en fuldkommen utroværdig Vej.
For du kan ikke kende til det, som ikke eksisterer, og ej heller kan du tale om det.

III

For det er den samme ting, der kan tænkes [på] og som kan være.

IV

V

VI

Det må nødvendigvis være sådan, at det, der kan tænkes, og det, der tales om, ER TIL,
for det er muligt for det-som-er at eksistere,
og det er umuligt for det-som-er at være intet.
Disse to ting bør du overveje.

Jeg holder dig tilbage fra denne måde at reflektere på:
[Måden] hvorpå dødelige, som intet ved, vandrer [omkring] i to sind,
fordi tøven guider de vandrende tanker i deres bryst,
så de føres bedøvede frem [gennem tilværelsen],
ligesom døve og blinde [mennesker].

Skarer, der ikke skelner,
i hvis øjne den-samme-ting og ikke-den-samme-ting [både] er og ikke-er,
og [for hvem] alle ting bevæger sig i modsatte retninger!

VII

Thi dette skal aldrig blive bevist:
At de ting, der ikke-er, ER TIL;
og hold du dit sind fra denne måde at reflektere på.
Og lad ej heller vanen tvinge dig
til at kaste et afsøgende øje på denne fordægtige Vej,
eller at vende dit ekkoende øre eller din tunge i retning af [denne Vej],
men bedøm du den subtile gendrivelse af denne Vej,
[som her er] afsagt af mig.

VIII

[Der er nu kun] en Vej tilbage, som vi kan tale om [med troværdighed],
nemlig at det-som-er, ER TIL.
På denne Vej er der virkelig mange vidnesbyrd om,
at det-som-er, er uskabt og uforgængeligt,
alene, komplet, ubevægeligt og uden ende.

Det har aldrig været, og det vil aldrig være, for det ER TIL NU,
alt på én gang, et kontinuerligt hele.
For hvad slags oprindelse vil du kigge efter for det-som-er?
På hvilken måde, og fra hvilken kilde, kunne det-som-er tage til?
Jeg vil ikke lade dig sige eller tænke,
at det-som-er opstod ud af det-som-ikke-er,
for det-som-ikke-er kan hverken tænkes, eller tales om,

Og hvis det-som-er opstod ud af intet,
hvilket behov kunne så have gjort,
at det-som-er opstod på et senere tidspunkt og ikke på et tidligere?

Derfor må det-som-er enten være fuldkomment [og uden tid],
eller slet ikke være.
Ej heller vil den kraft, som sandheden er,
tillade noget at opstå [som er] uden for det-som-er.
Derfor løsner Retfærdigheden ikke sine lænker
og lader ikke noget blive til eller forgå,
men holder det-som-er fast.

“ER det-som-er TIL eller er det-som-er ikke til?”
Der er med sikkerhed afsagt den dom,
at vi skal anse den ene af de to Veje som utænkelig og navnløs
(for det er slet ikke en sand Vej).

Men den anden Vej er sand og virkelig.
For hvordan kan det-som-er, eksistere i fremtiden?

Eller hvordan kunne det-som-er ’komme til’?
For hvis det-som-er er ’kommet til’, så ER det ikke TIL [i nuet],
og så kan det heller ikke være i fremtiden.
Således er den mulighed, at det-som-er bliver udslukket og forsvinder,
heller ikke noget, man [bør] høre tale om.

Ligeledes kan det-som-er heller ikke opdeles,
da det er ens overalt, og der er ikke mere af det på et sted end på et andet;
det ville forhindre det-som-er i at være [ensartet] sammen [overalt],
og derfor er der heller ikke mindre af det [på noget sted end på et andet],
men alt er [lige] fuldt af det-som-er [på alle steder].

Derfor er det-som-er ensartet;
for det-som-er er i berøring med det-som-er.

Derudover er det-som-er ubevægeligt,
idet det er langt i mægtige lænker,
er det-som-er uden begyndelse og uden ende;

Da det at opstå og forgå er blevet drevet langt væk [fra dine tanker],
og den sande viden har forkastet dem.
Det-som-er er ensartet,
og det er beliggende på det selvsamme sted,
blivende i-sig-selv.

Og dermed forbliver det-som-er konstant på sin plads,
for hård Nødvendighed holder det-som-er bundet inden for den grænse,
der holder det-som-er fast på alle sider.

Derfor er det ikke tilladt for det-som-er at være uendeligt,
for det-der-er mangler intet;
men hvis det-som-er nu var uendeligt,
så ville det mangle alt.

Det er den samme ting, der kan tænkes,
og af hensyn til hvilken det-at-tænke eksisterer.
For du finder ikke tanker, uden [at tankerne refererer til noget], der ER TIL,
og tanken er i samspil med det-som-er.

Og der er ikke og skal aldrig være en anden tid end NU,
for skæbnen har lænket det-som-er, så det er helstøbt og ubevægeligt.

Derfor er alle ting blot de navne, som dødelige har givet dem,
idet de tror, at det er sandheden:
at opstå og forgå,
at være og ikke at være,
at skifte placering og at udveksle af klare farver.

Men hvor har det-som-er sin yderste grænse?
det er fuldendt på alle sider,
lige langt fra centrum i alle retninger,
som var det-som-er en afrundet kugle.

For det-som-er kan ikke være større eller mindre på ét sted end på et andet.
For der er intet, som ikke er,
der kunne afholde eksistensen fra at strække sig,
lige [langt] ud [i alle retninger].

Ej heller er det muligt,
at der skulle være mere af det-som-er på ét sted og mindre på et andet,
eftersom hele eksistensen er uforanderlig.
Derfor: da det-som-er [strækker sig ligeligt ud] i alle retninger,
således er det også ligeligt begrænset i alle retninger.

Konventionen

Her afslutter jeg min troværdige tale og tanke om sandheden.
Herfra og frem skal du lære de dødeliges opfattelse [af det-som-er],
mens du lytter til min bedrageriske fremstilling [om de dødeliges opfattelse af verden].

De dødelige har i deres sind bestemt sig for at tale om to former,
hvoraf de burde have udeladt den ene.
Og det er derfor, de farer vild i forhold til sandheden.

De har tildelt en modsatrettet substans til hver [ting],
og de opfatter [ting] som separate fra hinanden:
Den ene ting tilskriver de ild fra himlen;
ild der er hårfin og lys,
og i alle henseender ensartet,
men dog forskellig fra den anden [substans].

Den anden [substans] er dens modsætning;
den mørke nat, en tæt og tung materie.

Om disse to fortæller jeg [dig]:
Jeg forklarer dig, hvordan hele kosmologien ser ud for de dødelige,
sådan at ingen dødelige kan overgå dig i viden.

IX

Nu hvor alle ting blevet navngivet [henholdsvis] lys og nat,
og de ting, der passer til hver af dem, hver i sær har fået tildelt disse navne,
(til det ene [objekt], det ene [navn], og til det andet [objekt] det andet [navn]).

Alt er på én gang fuldt af lys og [af den] mørke nat,
begge [er de] lige, da ingen af dem har noget som helst at gøre med den anden.

X

Og du skal kende til oprindelsen af alle de himmelske ting
og alle tegnene på himlen og de strålende gerninger,
som den glødende sols klare fakkel [har begået], og hvorfra de opstod.

Og du skal du kende det samme om månen med sit runde ansigt,
og dens vandrende gerninger;
[du skal lære om] hendes oprindelse.

Du skal også lære [om] himlene,
som omgiver os,
hvorfra de opstod, og hvordan Nødvendigheden tog dem,
og bandt dem til at holde sig inden for stjenernes grænser.

XI

Hvordan jorden og solen og månen, og himlen, der er
fælles for dem alle, og Mælkevejen, og den yderste Olymp
og stjernernes brændende magt opstod.

XII

De snævre cirkler er fyldt med ublandet ild,
og dem, der omgiver [de snævre cirkler er fyldt] med nat,
og midt mellem disse [cirkler] flagrer en del af ilden.

Midt i disse cirkler er den gudinde, som dirigerer
alle tings kurs, for hun hersker over al [den] smertefulde fødsel og al avl;
hun fører kvinden til omfavnelse af manden,
og manden til [omfavnelse af] kvinden.

XIII

Af alle guderne var Eros den første, hun fandt på.

XIV

Hun skinner om natten med lånt lys og vandrer rundt om jorden.

XV

Altid belaster hun sine øjne med solens stråler.

XV

XVI

XVII

Til højre; drenge, og på venstre side; piger.

XVIII

XIX

Således, ifølge mænds meninger,
fik tingene deres væsen,
og dermed de er nu.

Med tiden (tror dødelige) vil tingene vokse og forgå.
Til hver en ting har dødelige tildelt et fast navn.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close