Hvordan romerne opfattede grækerne

Grækerne var det fremmede folkeslag som påvirkede romerne mest, og den kultur fra hvilken romerne tilegnede sig mest. Men som vi skal se var relationen de to kulturer imellem hverken ensidig eller ukompliceret.

I sin bredest mulige udstrækning kan dialektikken mellem den græske og romerske kultur ses som en proces med start i midt-republikansk tid (264-133 f.Kr.) og som strakte sig vel ind i det tredje århundrede e.Kr. – En langvarig proces uden nogen egentlig konklusion eller forløsning. Og som vi skal se strakte romernes syn på græsk/hellenistisk kultur sig fra efterligning, afvisning, beundring, uvidenhed og opfordringer til forbud.

For såvel romer som græker i tiden efter Augustus, var den græske fortid den definerende egenskab som gjorde Grækerne anderledes end imperiets øvrige folkeslag.[1] Plinius d. Yngre:

”Remember that you have been sent to the province of Achia, that true and pure Greece where it is believed that humanitas, litterae and even agriculture were first invented, and that you have been sent to set in order the affairs of the free cities, that is to those who are both men and free in the fullest sense of the words: who have retrained, thanks to their virtue, their good deeds and their friendships, and finally through treaty and religion, rights which were given to them by nature.”[2]

Ciceros brev til sin bror, Quintus, som havde statholder i Asien:

“What if the casting of lots had allocated you Africans or Spaniards or Gauls to rule over? – wild and barbarous peoples, even then you would owe it to your own humanitas to take into account what suited them and to concern yourself with their well-being and safety. But seeing as how we rule that very race of men in which not only is true humanitas found but from whom it is believed to have spread to others, we are at the very least obliged to give them what they have given us.”[3]

Periodens romere skelnede altså kraftigt mellem indbyggerne i det klassiske Hellas og så de samtidige, ”nulevende” grækere, som man anså som dekadente og frivole. Denne diskrepans mellem en umiddelbar respekt for fortidens grækere, og en ligeledes umiddelbar foragt for nutidens græker, som man opfattede som kvindagtig og snu, er i sin grundvold det, der har befordret den mangfoldighed og sammensathed som karakteriserede romernes opfattelser af det græske.

Romerne var altså splittede i deres reaktioner overfor grækerne grundet den forherligelse og ophøjelse af fortiden som de abonnerede på. For romerne gælder det, at fortidsforherligelsen var en immanent del af romersk kultur. Men hvad med grækerne, var fortidsforherligelsen også en immanent del af deres kultur?

Her argumenterer forskerne Swain og Alcock for, at fortidsforherligelsen altid lader til at have været en del af den græske kultur, men at forherligelsen blev markant forstærket efter romernes indtog. Forskeren Simon Swain mener, at grækerne begyndte at dyrke deres fortid mere intenst da de så romernes respekt og beundring for den græske fortid, sådan at grækerne kunne få øgede politiske fordele, ved at iscenesætte sig selv som den græske fortids nulevende arvtagere.

Swain spekulerer endvidere hermeneutisk idet han opsætter den hypotese, at den græske elite desuden også identificerede sig med fortiden fordi den græske eliten fik en øget følelse af selvsikkerhed ud af det.[4] I modsætning til Swain mener forskerne Alcock og Woolf dog snarere, at det første århundredes grækerne foretog en ”kulturel oprustning” indenfor litteraturen som et modsvar mod den gradvise romanisering af Grækenland.

Det interessante er dog, at grækernes egen fortidsdyrkelse meget vel kan have bekræftet romerne i deres forestilling om, at grækerne nu havde tabt deres fortid og var blevet dekadente.

For at begribe den romerske fascination af specifikt den græske fortid er det vigtigt at forstå, at den mytiske græske fortid udgjorde en fantasiverden for Roms herskende klasse; millionærer som ikke behøvede at arbejde, om som havde hele dagen til at fortabe sig i dagdrømme og fantasier, godt hjulpet på vej af af græsk litteratur og filosofi.

Som et eksempel herpå er den romerske statsmand Cato d. Yngres selvmord interessant: I Catos selvmord ser vi hvordan romerske opfattelser af såvel grækerne som dem selv sporer dem ind på en fundamental anden læsning af grækernes fortid end den grækerne selv benyttede sig af.

I Platons oprindelige skildring forblev Sokrates som bekendt rolig og fattet idet han afdæmpet dyrkede sin interesse for filosofien, selv som skarntydens time nærmede sig.[5] – I Phaidon møder vi en Sokrates som ønsker at kropsliggøre grækernes ideal om manden der har levet det gode liv og nu indlader sig på at dø den gode død. Meget lader dog til at Cato d. Yngre har læst Phaidon gennem et særegent romersk spektrum af romerske kardinaldyder og Catos selvmord viser os derfor romernes inderligste idealer; patriotisme, politisk tæft og maskulinitet.

En anden vinkel på særegent romerske værdier finder vi hos Tacitus der om Augustus skriver: ”Caesar foragtede gamle Hellas, som nu var svagt og fattigt, og udstrækker i stedet sin gunst til de fremmeligste græske mænd; dem i Asien.”[6] Eller hos militærmanden Marius som kategorisk nægtede at beskæftige sig med græsk litteratur idet han faldt det ”latterligt at hengive sig til en kultur hvis folk var slaver for et andet”.[7] Endelig har vi Cato d. Ældres maksime om, at ”grækerens ord fødes på hans læber, men romerens i hans hjerte.”[8] – Vi kan således, lidt groft, udlede de typisk romerske modstykker til den dekadence som de forestillede sig at grækerne stod for:

Græske værdier
Romerske værdier
Filosofi Patriotisme
Kvindagtighed Politisk engagement
Individualisme Maskulinitet
Veltalenhed Handlekraft
Letsindighed Militarisme
Indadvendthed Effektivitet
Levitas Gravitas

Set gennem romerske øjne, så havde grækerne engang været et stort folk, men var nu dekadente. I den romerske opfattelse var romerne ikke blevet helleniseret, men civiliseret og stod nu ved et skæringspunkt mellem en barbarisk fortid og en dekadent fremtid. Romerne omdefinerede således den græske opfattede af civilisation som betydende ”at leve som grækerne”, (som vi bl.a. kender fra tiden omkring Alexander den store og hans læremester Aristoteles). I stedet introducerede romerne en anden og mere kulturneutral betydning, nemlig det at leve i overensstemmelse med civilisationen selv: I byer, med love, og med en fælles etik og fælles idealer.[9]

Derfor ser vi også romerne forsøge at rede grækerne ud af dekandencen og tilbage til civilisationen, som da kejser Trajan skrev til Plinius d. Yngre i forbindelse med sidstnævntes udnævnelse til statholder i en græsk provins:

“I for my part had so much confidence in your judgment that I selected you for the instilling of morality in that province, so that you yourself might regulate their affairs and establish them to ensure lasting security fro the province.”[10]

Grækerne er følgelig uden moral og har brug for en romersk guvernørs sunde dømmekraft (prudentia) for at grækerne kan bestå uden at kollapse udi dekadence. Altså et eksempel på, at romersk mandhaftighed trumfer græsk lærdom i det romerske statsapparats egen optik.

Romerne opfattede deres kultur som bl.a. bestående af et politisk og overordnet religiøst fællesskab. Indeholdende visse fælles vaner og værdier.[11] Forskeren Greg Woolf argumenterer for, at den græske kultur ikke var materiel på samme måde som den romerske, og hvad angår sidstnævnte påstand kan vi konstatere, at romerne lader til at have haft en tendens til at tage afstand fra romerske aristokrater som dyrkede netop de materielle sider af den græske kultur. Såsom at tilegne sig græsk påklædning, og læse bøger på græsk (som også den hellofile kejser Hadrian gjorde det).[12] Derfor mener Woolf, at den græsk-romerske sameksistens var baseret på uvidenhed og misforståelser; de to folkeslag lå ifølge Woolf i en kontinuerlig dialog i en periode på mange hundrede år uden nogensinde helt at forstå hinanden: Både romere og grækere var ifølge Woolf præget af en forudbestemt optagethed af deres eget kultursystem, og læste således den andens position gennem egne diskurser.


[1] Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East s. 121

[2] Ibid. s. 120

[3] Ibid. s. 119

[4] Swain, Simon: Hellenism and Empire – Language, Classicism, and Power in the Greek World, AD 50-250 s. 6 ff.

[5] Wilson, Emily: The Death of Socrates: Hero, Villian, Chatterbox, Saint s. 121 ff.

[6] Isaac, Benjamin: The Invention of Racism in Classical Antiquity p. 382

[7] Ibid. p. 388

[8] Ibid. p. 387

[9] Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East s. 120

[10] Ibid. s. 122

[11] Ibid. s. 120

[12] Isaac, Benjamin: The Invention of Racism in Classical Antiquity p. 387

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close