I både USA og Australien strammes bevisnettet om den homøopatiske medicins tilhængere: ”Homøopati har ingen effekt,” påstås det med videnskabelig gravitas og fra flere sider. Ikke desto mindre er homøopati dog fortsat en strålende forretning for visse mennesker.
af Ryan Smith
Hvert år koster den udbredte tro på homøopati som et alternativ til medicinsk behandling både menneskeliv og spildte sundhedspenge, hvorfor der bruges mange ressourcer verden over på at mane den i jorden. En fortrolig (men lækket) rapport fra det australske National Health and Medical Research Council (NHMRC) indikerede for nylig, at et omfattende og længerevarende studie af homøopatisk praksis kunne konkludere, at brugen af homøopatiske produkter mod virkelige sygdomme er ”uetisk” og ”uden videnskabelig basis”. Med den konklusion lægger NHMRC sig på linje med samtlige tidligere videnskabelige undersøgelser på området. Alligevel føler et væld af alternative behandlere sig uretfærdigt behandlet overalt i den vestlige verden.
Homøopati er en strålende forretning for visse mennesker: Det franske firma Boiron, der fortrinsvis lever af at sælge homøopatisk medicin, havde f.eks. en omsætning på 523 millioner euro i 2011. I Storbritannien kan syge mennesker få betalt homøopatisk medicin gennem den offentlige sygesikring (hvilket løber op i en regning på 4 millioner pund om året), og i USA har det føderale National Centre for Complementary and Alternative Medicine (NCCAM), som blandt andet arbejder med homoøpati, kostet skatteyderne op imod 1,5 milliarder dollars, siden det først blev grundlagt i 1938. Homøopati er big business, hvad enten det virker eller ej.
Som vi så er man I Australien kommet frem til, at brugen af homøopati er uetisk. Og på den modsatte side af kloden er man for nylig kommet frem til en lignende konklusion: I den amerikanske delstat Californien har en distriktsdomstol nemlig netop afgjort, at en gruppe forbrugeres fælles søgsmål mod netop homøopatiproducenten Boiron kan ende med, at firmaet må betale erstatning til forbrugerne på 5 millioner dollars. Når Boiron må til lommerne, så er det, fordi firmaet offentligt har påstået, at deres homøopatiske produkter kan anvendes til at behandle lidelser som influenza, gigt, hoste, ledsmerter, hovedpine m.m. Men i USA går den slags altså ikke: Ifølge videnskabelige tests har homoøpati nemlig ingen beviselig effekt, og ifølge det amerikanske fødevarebureau, the U.S. Food and Drug Administration, så kan det meget vel betyde, at der potentielt kan være et søgsmål på vej mod enhver behandler eller firma, som hævder, at homøopatiske produkter er andet end overtro.
Homøopati er moderne alkymi
Og hvordan virker det så? Groft sagt så er ideen om homøopati baseret på to læresætninger: Dels at ”mage kurerer mage”, og dels at ekstremt små doser af et stof er mere effektive end større doser af samme stof. Og hvis det alt sammen lyder en hel del som alkymi, kære læser, ja så er det faktisk, fordi homøopati er alkymi.
Homøopati opstod med den tyske læge Samuel Hahnemann i 1796, men har rødder længere tilbage, helt tilbage til renæssancelægen Theophrastus Paracelsus. Tilbage til en medicinsk æra, hvor usteriliserede blodtapninger og modige doser opium blev foreskrevet til alt fra mild hoste til sovemedicin og videre igen til urolige børn. En tid, hvor man endnu ikke forstod bakterier og vitaminer, ja kort sagt: I 1796, hvor homøopatien fik sit moderne gennembrud, var der lige så stor chance for at dø af at gå til lægen som at dø af ikke at gå til lægen, når først man fik ondt.
For den videnskabeligt skolede læser vil det måske være nok at konstatere, at ”lighedens lov”, det vil sige, at lighed opløser lighed, og som altså er grundlaget for homøopati, med meget få undtagelser befinder sig i fuldstændig modsætning til moderne videnskabs forskrifter. For den historisk skolede vil det ligeledes være nok at konstatere, at der i 1800-tallets Tyskland blev etableret homøopatiske hospitaler og klinikker overalt i landet, men at disse måtte lukke igen ved indgangen til det 20. århundrede, da man også dengang indså, at homøopati intet kunne kurere.
Søvnløs? Snup en tår kaffe
Her er et eksempel på, hvordan homøopati virker: Er du f.eks. søvnløs, så følg blot ”lighedens lov” og tag et skvæt kaffe. Ja, du læste rigtigt: Den klassiske homøopatiske ”kur” mod søvnløshed består faktisk i at tage sig et skvæt fortyndet koffein. Efter konventionelle videnskabelige standarder er det ikke en god idé at lade søvnløse mennesker indtage koffein, men spørger man tilhængerne af homøopati, så skal kurens virkningskraft findes deri, at koffeinen i det homøopatiske produkt er fortyndet. Ekstremt fortyndet.
I det homøopatiske præparat “Coffea 30C”, der bruges til at behandle søvnløshed, gælder det således, at den aktive ingrediens er fortyndet ned i forholdet 1:100 og videre ud i vand 30 gange. Og hvad betyder det så? Jo, hvis du hældte en dråbe morgenkaffe ud i den nærmeste sø, så ville der være mere kaffe i søen, end der er kaffe i Coffea 30C. Eller illustreret med et andet billede, så er den aktive ingrediens i Coffea 30C en mindre andel af selve produktet, end et riskorn er en andel af vores solsystem.
Men for homøopater forholder det sig alt sammen anderledes: Mens den etablerede videnskab hævder, at en ingrediens bliver svagere, jo mere udvandet den bliver, så hævder homøopater i stedet, at deres præparater bliver stærkere, jo mere de bliver fortyndet. Når det forholder sig sådan, hænger det igen sammen med grundlæggeren Hahnemann og hans påståede ”lighedens lov” om, at ”mage kurerer mage”: Den søvnløse person fodres med et spejlbillede af den tilstand, der plager ham (koffein vs. søvnløshed), og symmetrien opløser så angiveligt problemet. Og jo mere svageligt dette spejlbillede er, des mere potent er det, påstås det.
Homøopati er i strid med grundlæggende kemi
Da Hahnemann rendte omkring i 1790’ernes Tyskland og advokerede for sine 30C-opløsninger som standardpraksis, så var der i princippet intet til hinder for, at hans foreslåede behandlingsmetode kunne vise sig at holde stik. Sidenhen har moderne videnskab dog udstyret os med sikker viden om atomer og molekyler – indsigter, som blot var ved at vinde fodfæste i Tyskland på Hahnemanns tid.
På Hahnemanns tid var det derfor ikke irrationelt at tro, at en ingrediens (såsom koffein) kunne fortyndes ud i det uendelige. Men med nutidig videnskab har kemikere dokumenteret, at den aktive ingrediens i homøopatiske produkter uundgåeligt vil blive skyllet væk under fortyndelsesprocessen, og at det færdige homøopatiske produkt således ikke er til at skelne fra almindeligt vandhanevand. Med en 30C-opløsning skal patienten statistisk set spise 1041 piller (hvilket beløber sig til en vægt svarede til jordens masse) for at indtage bare ét intakt molekyle af den aktive ingrediens. I mere end 99,999 % af tilfældene indtager den homøopatiske patient altså blot postevand til en pris på over 2000 kr. literen.
Men lige lidt vil det sikkert ændre for homoøpatiens tilhængere, for som homøopatiens åndelige fader, renæssancelægen Paracelsus sagde, så er ”god lægekunst ikke boglig viden, som lægen kan læse sig til,” men derimod noget, som lægen blot har.