Et tankeeksperiment: DR som Avis

af Erik Winther Paisley

Alle, der har en brevsprække, skal betale et obligatorisk abonnement på Danmarks-Tidendet. Det er såmænd en udmærket avis med en stor nyhedssektion, en håndfuld føljetoner, pudsigt mange artikler om norske haver, og så en debatsektion, hvor landets politikere plejer at slå sig løs. Efter at den i starten af 70’erne udkonkurrerede sin største konkurrent, Politiken, er Danmarks-Tidendet blevet landets største avis med en enorm redaktion, og en stab af særdeles (politisk) aktive journalister.

Danmarks-Tidendet bliver jævnligt anklaget for at være både for rød og for blød i sin redaktionelle linje, men fra avisens side forsvarer man sig med, at avisen ikke har nogen ledersektion, og at der er politikere i dens bestyrelse. Kritikerne stiller sig ikke tilfreds med dette argument, men de kommer ingen vegne.

Landets brevsprækkeejere betaler troligt kroner de 2.460 om året, som denne avis koster. I visse kredse bruges avisen godt nok først og fremmest til at fore fugleburet, mens man i andre lag supplerer sit avisforbrug med Børsen eller Tidendet-2 (der er på halv-offentlige hænder, og som blev oprettet som konkurrent i starten af 80’erne). Jo mere højpandet det bliver, jo mere bruges avisen som fuglebursparket, og jo mere lavpandet, jo mere skældes den ud af intelligentsiaen.

Det er en svær kunst at være alt for alle, så avisen bliver tykkere og tykkere – større end selv Weekendavisen – men der er intet alternativt, når det nationale sammenhold kræver at vi har én fælles avis. Uden fælles avis, hvis dyrt producerede søndagstillæg alle danske kunne læse og tale sammen om, hvad skulle så holde os sammen?

Er man i tvivl om Danmarks-Tidendets berettigelse, kan man bare se på alternativerne. Skønt den almindelige borgers avisabonnementsbudget allerede er tynget af brevsprækkeafgiften, er der stadig et udbud af alternative tryksager. Det er frem for alt kulørte blade, som har særlig riv i ungdommen.
Det er journalistik efter en udenlandsk skabelon, og det får de gamle DT-læsere af enhver politisk observans til at gyse. Amalies brevkasse, de kendtes fadæser, og saftige amerikanske klummer er bras, forstår man, og det bedste argument for at bevare avismonopolet.

Nok har lignende hensyn aldrig vejet særligt tungt på TV-sendefladen, som aldrig blev overtaget af staten, men aviser og fjernsyn kan ikke sammenlignes. Det forstår et hvert dannet menneske. Uden Danmarks-Tidendet ville vi kun have kulørte blade. Uden Danmarks-Tidendet, intet Danmark.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close