’Nudge’ – tvang 2.0

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

I september 2012 trådte Danmarkshistoriens største eksperiment inden for såkaldt ”nudging” i kraft: I seks bornholmske supermarkeder, i Nexø, Hasle og Allinge-Sandvig, vil slik og sodavand nu være gemt af vejen, mens frugt og grøntsager fremover vil indtage den centrale placering på hylderne, som slik og sodavand plejede at have.

Metoden er et udtryk for såkaldt ”nudging”, hvor forbrugeren får et blidt puf i den retning, som beslutningstagerne ønsker. Tanken om ”nudging” er blevet tiltagende populær i løbet af de sidste fem år, og det er der god grund til: Før i tiden kunne folk, som mente at vide, hvad der var bedst for andre, nemlig altid foreslå noget med tvang. Hvis man f.eks. ønskede, at folk skulle spise mere Meyers og mindre McDonald’s, så kunne man, som SF’s Özlem Cekic, bare snakke lidt om at tvinge McDonald’s ud af landet.

Men tiden er løbet fra tvang. Tvang er blevet en tabersag, og tvangspolitik har efterhånden fået en patina og en duft, som leder tankerne tilbage på det tyvende århundredes masseløsninger og ufleksible betonpolitik.

Forslag om tvang er ikke længere gangbar mønt i den politiske manege, men mennesker, som mener at vide, hvad der er bedst for andre, er der stadig nok af. Og hvad skal man så gøre, når nu folk er trætte af tvang? Jo, man skifter fra tvang til ’nudging’: I stedet for at ville vride armen om på folk, så ønsker man nu blot at puffe dem i den ”rigtige” retning.

Her er et par andre eksempler på nudging: Jyllands-Postens kulturjournalist Christine Christiansen foreslår i sit indlæg “Kulturel nudging nu” (JP.dk 11.09.2012), at ”man fra politisk hold vedtog, venligt men bestemt [at] gelejde aktivitetshungrende børnefamilier ind i museernes eller naturcentrenes kreative rum”, hvilket sker med den hjemmel, at mange mennesker ”ikke har opdaget wow-effekten ved at gå i teatret, til koncert eller bare fordybe sig i en bog.”

Ligeledes skriver Politikens opinionsredaktør, Per Michael Jespersen, begejstret om nudging i indlægget ”Sådan kan I flytte os, politikere” (Politiken 07.07.2012). Her foreslår Jespersen, at private virksomheder i udgangspunktet bør betale ”en andel af overskuddet til grønne fonde”, men med dog mulighed for at melde sig ud af denne ordning.

Nudging er ikke helt tvang, fordi man ikke forbyder noget. Men den, der via nudging vil tage sig ret til at bestemme, hvad den ”rigtige” beslutning er, bilder sig stadig ind, at vedkommende ved mere om, hvad der er rigtigt for andre mennesker, end de selv gør.

Men hvorfor har teatre og museer mere ret til børnefamiliers fritid end biblioteker, biografer eller computerspil, hvis det er dét, familierne foretrækker? Og hvorfor har ”grønne fonde” mere ret til danske virksomheders overskud end Røde Kors eller Kræftens Bekæmpelse, eller virksomhedens egne aktionærer?

Med nudging har man opgivet at tvinge folk, men ikke desto mindre reserverer man dog stadig retten til at bestemme, hvad andre folk burde gøre. Og således er nudging ikke andet end den moderate version af tvang.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close