Af Ryan Smith
Kierkegaard på litteraturens kirkegård Weekendavisens Anna Libak har for skade lagt sig ud med den gode smags apostle, idet hun i WA 11. januar har fremsat det ganske fornuftige forslag, at der kunne være værdi i at genudgive Kierkegaards kringlede og arkaiske skriverier på nudansk.
Fra modstanderne forlyder flere argumenter. Blandt andet det, at man ikke kan udtrykke så righoldige tanker uden så knudret et sprog. Hertil er der vel kun at indvende, at den politiske filosof Machiavelli formår at udtrykke komplekse og fremsynede tanker i sprog, som er klart, ja nærmest barnligt simpelt.
Et andet argument fra ancestralisterne lyder, at tonen, “den spøgefulde, lette ironi” i Kierkegaards skriverier vil forsvinde i en nudansk genudgivelse. Det har kritikerne muligvis ret i, men her må man spørge sig selv, om man vitterligt ikke kæmper for andet end tonen? Hvis det, der er tilbage, når ‘tonen’ og de øvrige kosmetiske lag er skrællet bort, ikke er værd at beskæftige sig med, så giver det selvfølgelig fin mening, at de, der beskæftiger sig med Kierkegaard, modsætter sig en genudgivelse. Men offentligheden fortjener, at man toner rent flag.
”Ved enhver oversættelse, er der ting, der går tabt,” skriver Libaks kritikere. De har altså indset sagens kerne, men skynder sig hastigt videre fra denne erkendelse. For at dvæle ved den for længe ville få dem til at indse, at der ikke findes nogen rationel skillelinje for, hvornår sådan et tab er acceptabelt, og hvornår en sådan opdatering er en uacceptabel leflen for folkedybet. ”Læs dog Kierkegaard i originalen,” siger de, ”Hvorfor dog væren doven på forhånd? – Hvorfor dog på forhånd gå ud fra, at læseren ikke taler dansk, som man gjorde i 1800-tallet? Det handler om at gide!” Og således kunne man med kritikerne sige: ”Hvorfor dog være doven på forhånd? Læs dog Platon i originalen! Hvorfor dog på forhånd gå ud fra, at læseren ikke kan oldgræsk? Det handler om at gide!” Eller hvad med Lao-Tse og den navnkundige ’Tao Te Ching’? Klassisk kinesisk? Det handler om at gide!
Endelig har kritikerne et sidste argument: “At opdatere Kierkegaard ville være at behandle hans skriverier som en kriminalroman,” siger de. ”Og Kierkegaard er ikke en kriminalroman.” Men hør, er Kant og Hume en kriminalroman? Er Schopenhauer? Alle disse tænkere genskrev på et tidspunkt i deres karriere deres værker i mindre knudrede udgaver, og deres hovedværker er ikke gået i glemmebogen derved – snarere tværtimod. Der er med andre ord intet tabt ved at realisere Libaks forslag om Kierkegaard i en mere moderne udgave – undtagen for de få, som allerede har postet ressourcer i at forstå det, som med Libaks forslag kunne blive almeneje.