Atisas tre persontyper

Persontype 1

Personens motivation: Samsara (dvs. det verdslige liv)

Persontypens mål: At opnå materielle eller psykiske goder.

Kommentar: I antikkens Indien kunne man sige, at personer, som donerede mad til buddhistiske munke i håbet om at opnå god karma derved, eller personer, der tilbad buddhaens relikter (de såkaldte stupa’er) som noget guddommeligt, der var i stand til at forsyne den bedende med særlige velsignelser, ville falde ind under denne kategori. I en mere moderne kontekst kunne man sige, at personer, der mediterer på mindfulness-kurser – kurser, der bl.a. sælges med løfter om ”øget lykke”, ”øget koncentration i hverdagen” og så videre – ligeledes falder ind under denne kategori.

Der er ikke nødvendigvis noget galt med at tilhøre denne kategori, men ifølge Atisas så repræsenterer denne motivation for meditativ praksis det nederste trin af hans tre persontyper. I moderne tid har zen-mesteren Steve Hagen imidlertid givet en mere fritflyvende beskrivelse af samme proces, idet han siger, at enhver person, der kommer til den buddhistiske praksis udefra, nødvendigvis må komme ”ind fra gaden” med forventninger om at opnå noget fra denne praksis. Men efterhånden som personen får mere indsigt i meditationens væsen, vil vedkommende langsomt graduere over til at meditere med en ikke-samsarisk motivation. Som Hagan udtrykker denne transition, så er det som en rumraket, der indledningsvis har brug for støtteraketter for at nå højt nok op i atmosfæren til selv at flyve videre af egen kraft,[i] og når personen først har en god og velafrundet meditativ praksis, så kan vedkommende give slip på sine ideer om at opnå verdslige goder i forbindelse med sin meditation.

Hvad Atisas ville mene om denne mulighed for en glidende og organisk overgang mellem sine faser, er ikke klart ud fra hans tekst. Ja, faktisk er det slet ikke sikkert, at Hagans og Atisas langsigtede mål med meditationen konvergerer, for som japansk zen-mester bærer Hagan i højere grad rundt på en taoistisk inspireret ”uartikulerbar” visdom om, at tingene sker af sig selv (i overensstemmelse med tao), hvorimod Atisas tilhører den klassiske indiske tradition, hvor selv de højere faser af den buddhistiske praksis opererer med en artikuleret motivation og med artikulerede mål.

 

Persontype 2

Personens motivation: At opnå frihed fra fødsel og død (dvs. lidelse)

Persontypens mål: Nirvana (dvs. en eksistens, der ikke er betinget af begær, ulykke og lidelse, sådan som dødelige væseners eksistenser normalt er)

Kommentar: Her har vi den klassiske buddhistiske dikotomi mellem samsara (det lidelsesfulde liv) og nirvana (udslukningen af begær, had, ulykke og lidelse). Det var sådan, al buddhistisk filosofi så ud, før mayahana revolutionerede buddhistisk filosofi et sted i de første århundreder efter Kristus: En person, der ikke praktiserer, er fanget i den lidelses-spiral, som buddhister af og til omtaler som et cyklus af fødsel og død, mens den, der mediterer uden ønske om opnåelse i dette liv, bliver fri af den pinefulde cyklus og bliver en slags buddhistisk helgen, en arhat. Og det er netop her, at de klassiske buddhister har en flanke stående pivåben over for den sylespidse kritik fra mahayana-tænkerne: Buddha sagde, at den sande ontologi var en non-dualisme (to ting er ikke ens, ikke forskellige, ikke både-og og ikke hverken-eller).[ii] Men hvis du postulerer to forskellige stadier, samsara og nirvana, som du påstår, er hinandens modsætninger, så siger du også, at der er to ting, der er ikke-ens, og så forbryder du dig mod Buddhas lære. Derfor postulerer Atisas en tredje persontype, som ifølge ham er kommet ud over denne dikotomi.

 

Persontype 3

Personens motivation: At opnå frihed fra fødsel og død (dvs. lidelse), ikke blot for sig selv, men for alle levende væsener

Persontypens mål: Nirvana hinsides dualiteter: Et nirvana, der ikke er samsara, og som ikke er adskilleligt fra samsara, hvor andre levende væsener stadig lider

Kommentar: Her har vi grundlaget for den klassiske mahayana-ontologi: To ting er hverken ens eller forskellige, form er ikke forskellig fra tomhed, tomhed er ikke forskellig fra form, og samsara er ikke forskelligt fra nirvana. Nirvana er lige nu og lige her, hvis blot vi har indsigten til at vågne op til det.[iii] Hvis vi påstår, at nogen er blevet en helgen-arhat gennem sin buddhistiske praksis, så skaber vi to ting, som er ikke-ens. Så skaber vi igen en dualisme og forbryder os imod Buddhas ord.

Hvad Atisas så mente, at vi mennesker var, når nogle øjensynligt havde nået nirvana og andre ikke, og der alligevel ikke var nogen forskellighed mellem os, fremgår igen ikke af hans tekst. Men teksten forekommer også relativt tidligt i den omfattende mahaynaa-tradition, og senere tænkere som Eihai Dogen arbejdede videre med dette problem, indtil han nåede en konklusion: Ifølge Dogen er der ingen forskel på de to; nirvana og samsara er begge en del af nuet, og ingen af dem har ultimativt nogen selvstændig eksistens, som kan adskilles fra resten af universet.[iv] Og hvad angår ideen om, at nogle af os er blevet helgener, fordi vi har opnået nirvana, og andre ikke, så er det igen blot en illusion, en forkert og vildledende måde at begribe verden på: Hvis blot vi kunne slippe ud af denne habituerede fejlanskuelse og trænge igennem til den virkelige virkelighed, så ville vi se, at der ultimativt ikke er forskel på nogen af os: Vi er alle arhat-helgener, ja bedre endnu; vi er alle Buddha’er (eller endda en del af en transcendent Buddha-natur).[v] Nogle af os har bare ikke indset det endnu, vi sover stadig, og måden at vågne op til vores sande natur på, er ved at meditere.



[i] Hagen: Meditation Now or Never s. 123-124

[ii] Nagarjuna: Fundamental Verses of the Middle Way stk. 3.28, citeret efter Iida: Facets of Buddhism s. 158: “Hverken væren eller ikke-væren; hverken væren på vej til at blive ikke-væren, og ej heller andet end det. Det er heller ikke [på nogen anden måde], hvelken substilt eller grovkornet; hverken stor eller singulær; hverken adskilt eller nærværende.”

[iii] Nagarjuna: Fundamental Verses of the Middle Way stk. 3.294, citeret efter Iida: Facets of Buddhism s. 158: “Selvom han ikke undslipper samsara, så generes han ikke af det. Selvom han ikke stræber efter nirvana, så er det som om han hvilker i det.”

[iv] Okumura: Realizing Genjokoan s. 34

[v] Okumura: Realizing Genjokoan s. 190

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close