Buddhisme og eksistentialisme

Et spørgsmål, som uundgåeligt vil interessere det mere eksistentielt-mindede vestlige publikum, der lader til at være tiltrukket af buddhismens budskab, er følgende: Hvad er forskellen på buddhisme og eksistentialisme?

Tibetan_copper_statue_of_Gautama_Buddha_(14th_century) Det tyvende århundredes eksistentialisme sagde, at vi skulle realisere eller aktualisere os selv i denne verden, og at vores tanker og ”what-ifs” ikke betyder noget, men at kun vores handlinger gælder for noget. Som Jean-Paul Sartre sagde i sin berømte forelæsning Eksistentialisme er en humanisme: “Der er ingen virkelighed, som står uden for handling … en person eksisterer kun for så vidt som vedkommende realiserer sig selv og er derfor intet andet end summen af sine handlinger.”[i] Ingen af de klassiske forsvarsmekanismer gælder ifølge Sartre. Hvis man påstår, at man kunne have skrevet en god bog, fordi man var en begavet, litterært sindet akademiker, men at man aldrig fik gjort det, fordi man var nødt til at arbejde 12 timer om dagen for at forsørge sin familie, så er denne urealiserede mulighed lige så uvirkelig, som hvis man slet ikke kunne skrive eller læse til at begynde med. Ifølge Sartre er der ingen som helst forskel på de to; begge er uvirkelige ikke-bøger, eftersom de ikke er realiseret i eksistensen.

For så vidt som Sartre knytter ”det virkelige” til handlinger, og ikke til tanker eller følelser, så lyder Sartres lære jo egentlig meget buddhistisk. Men der, hvor de to skilles, er der, hvor Sartre og det tyvende århundredes eksistentialister mener, at (selv)realiseringen i eksistensen i bund og grund er et opbyggeligt projekt. Som Sartre videre siger: ”Prousts geni er summen af Prousts værker.”[ii] Her mener Sartre, at Proust har fundet ind til sig selv gennem produktionen af sin litteratur. Med Sartres ord, så har Proust har malet et ”selvportræt” gennem sine handlinger, og der er intet uden for disse handlinger. Men ifølge buddhismen har Proust netop ikke fundet ind til sin sande personlighed ved at opbygge et klart genkendeligt forfatterskab, hvori Proust gang på gang udtrykker bestemte temaer. Fra et mahayana-buddhistisk synspunkt er den ultimative sandhed nemlig karakteriseret ved, at mennesker ikke har individuel eksistens. Som vi husker, så kan verden ifølge mahayana opleves på to måder: Fra et konventionelt synspunkt, som er den måde, vi normalt oplever verden på. Her har mennesker individuel eksistens; Sartre er Sartre, Proust er Proust. Men samtidig så kan verden også opleves ud fra det ultimative synspunkt, og her har ingen mennesker individuel eksistens; Sartre er en del af Proust, Proust er en del af Sartre. De er gensidigt opstået, og tomme for individuel eksistens og karakteristika.

Buddhisterne mener derfor, at for så vidt som Proust oplever sig selv som ”den store forfatter Proust”, så klynger Proust sig stadigt stærkere til illusionen om den konventionelle sandhed og den dualistiske opfattelse af verden, som ifølge buddhismen er årsagen til broderparten af menneskelig lidelse.[iii] Ifølge buddhismen kommer Proust således længere væk fra sin sande natur (som er, at han er en uadskillelig del af alt andet, der eksisterer), hvis Proust tænker, at han har ”realiseret sig selv” og ”efterladt et selvportræt” gennem sit forfatterskab.

Forskellen er altså, at mens både buddhismen og eksistentialismen knytter ’det, som er virkeligt’ til faktiske handlinger og afviser tanker om hypotetiske handlinger som illusoriske, så sidder eksistentialisterne stadig fast i en dualistisk verdensopfattelse, hvor personer har individuel eksistens og iboende karakteristika. Ligeledes taler Sartre i Eksistentialisme er en humanisme om ”Prousts geni” som en konstant størrelse, hvilket buddhismen ville afvise, fordi det ville være at tro på, at ting kunne opretholde sig selv via deres egen karma: Selvom Proust er død, så ville karma’en af ”Prousts geni” ifølge Sartre være konstant. Det ville buddhismen afvise som ’eternalisme’, dvs. troen på, at tingene er permanente. Buddhismen ville i stedet mene, at idet Sartre taler om ”Prousts geni”, så er han selv med til at ændre dens karma ved at tilbyde et nyt perspektiv på Proust, og således vil det, hver gang nogen tænker eller føler noget om Proust, ændre opfattelsen af Proust, da hverken Proust eller hans værker besidder iboende karakteristika eller individuel eksistens.



[i] Sartre: Existentialism Is a Humanism s. 37

[ii] Sartre: Existentialism Is a Humanism s. 37

[iii] Det er dog også muligt (om end usandsynligt), at Proust opfattede sig selv som tom for individuel eksistens og iboende karakteristika og sine værker som gensidigt opstået ud af alt, hvad der eksisterer, og ikke blot sit eget talent. I så fald ville buddhismen ikke klandre Proust, men kun eksistentialisternes udlægning af ham.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close