Kærlighedens veje #1: Nomos

af Ryan Smith

“Faktisk burde der være en lov som tvinger løsslupne elskere til at agere efter samme moralske regelsæt som vi anstændige elskere frivilligt tager på os.” – Platon: Symposium, 181e

I denne, blog-serie vil jeg gennemgå fire former for kærlighed. Hver type kærlighed er enten abstrakt eller konkret, fællesskabsorienteret eller egoistisk, og kan placeres in en 2×2 matriks som følger:

Den første kærlighed vi skal se på hedder Nomos. Den er konkret og fællesskabsorienteret. At den er konkret vil sige, at den går op i det nære, og den materielle virkelighed, snarere en idealiseringer og den psykologiske forbindelse imellem de elskende. At den er fællesskabsorienteret vil sige, at den søger at afdække og imødekomme begge parters behov (i modsætning til de egoistiske som sætter sig selv først i deres parforhold).

Disse kærlighedstyper går tilbage til perioden ca. 500-300 f.v.t., og idéhistorisk set opstod de i Grækenland. De har senere blandet sig med jødedommen, kristendommen og senere europæisk filosofi, og til slut med populærkulturen. Her vil jeg sige lidt om Nomos.

NOMOS

Nomos er den kærlighed der omfavner sin elskede ved at sørge for konkrete behov som tryghed og beskyttelse, og ved at sørge for, at alting går retfærdigt til. I dette modus er de elskende hinandens pligttro vogtere i det korte tidsrum vi har hinanden indtil vi skal herfra igen. Nomos er kærlighed som et bolværk mod livets bekymringer. Det er alvorsfuld, duelig kærlighed. Nomos er serious business.

Da Nomos arbejder ved at identificere og opfylde konkrete behov er den undertiden blevet kaldt “kærligheden som skaffer” eller “kærligheden der sørger for”. Til de mest konkrete af vores behov hører f.eks. behovet for mad og bolig, samt tryghed, stabilitet og meningsfulde relationer til andre mennesker. I en bredere kontekst er disse behov afledt af menneskets behov for at deltage og høre til. Derfor hører kærlighed til familien også ind under Nomos, ligesom engagement i ens nærområde; – eksempelvis arbejdspladsen eller børnenes skole tilhører Nomos-domænet.

Nomos’ Gode sider
Derfor er Nomos også uundværligt for ethvert fællesskab som ønsker at opleve nærvær, engagement og loyalitet.

Her virker Nomos ved at give de elskende et mere jordbundent syn på deres kærlighed og den fremtid der ligger foran dem. I disse øjeblikke er det Nomos der agerer kærlighedens realistsike stemme og minder om, at træerne ikke vokser ind i himmelen, at man ikke er ung for evigt, at der er pligter der skal passes, penge der skal tjenes, og ikke mindst at der er regler der må følges, i kærligheden, såvel som i livet i det hele taget.

Med sin faste forankring i livets konkrete behov ligger det også Nomos lige for at at værdsætte kærlighedens konkrete udtryk, og ritualer såsom familie, hus og børn.

Nomos ved, at man ikke er ung for evigt. Nomos ved, at livet indeholder mange plagsomme elementer, såsom aldring, pligter, sygdom og ansvar. Derfor ved den gode Nomos-elsker også, at det ikke er nok at sværme om sin partner, men at man må være sin elskedes pligttro hyrde i det korte tidsrum man har hinanden her på jorden.

Med sit fokus på tryghed og stabilitet vil mange Nomos-brugere endvidere mene, at når nu livet er kort og uforudsigeligt, så byder kærligheden os, at vi binder os til hinanden og udviser livslang loyalitet. Som Nomos-brugeren Pausanias sagde, så klæder det elskende at bo sammen og være sammen – hele deres liv.

Nomos’ Dårlige sider
Man bør med andre ord binde sig til hinanden. Men hvis ikke Nomos balanceres og blandes op med de tre andre typer kærlighed, så indeholder Nomos den fare, at det elskende par bliver til en sammensmeltet enhed hvor man kan forudsige hinanden ned til mindste deltalje. Og det er dårligt for romantikken i det lange løb, for selvom det kan hjælpe på neurotiske menneskers (overdrevne) behov for tryghed, så kan to mennesker der smeltet sammen til en enhed ikke tiltrække sig selv. Der må leg og overraskelse til for at krydre de elskendes dynamikker.

Uden blik for humor, romantik og fantasier om den anden, risikerer den dårlige Nomos-elsker med andre ord, at slå den romantiske tiltrækning ihjel og erstatte den med et rutinepræget funktions-fællesskab hvor alt bare bliver noget der skal laves: Mad bliver noget der bare skal laves, ferie bliver noget der bare skal laves, sex bliver noget som bare skal laves. Som statistikkerne fra hensunkne parforholder siger: To gange om ugen, og hver anden gang bagfra. Og så ellers kun gøre undtagelser når der er nogen der vinder i Lotto.

Dette er faren, der gemmer sig i Nomos. Det er her serious business bliver til business as usual, og et forhold med Nomos men uden de andre slags kærlighed bliver til et arbejdshus præget af blind lydighed og fantasiforladt rutine.

Det løber i det hele taget som et underliggende tema ved Nomos, at det stabile, repetative sindelag vil være tilbøjeligt til at tænke på kærligheden som noget konstant, og vende blikket væk fra den uomgængelige skrøbelighed der præger såvel kærlighed som den menneskelige eksistens i det hele taget. Før i tiden var der mange Nomos-elskere som imødegik denne forhindring ved at udvikle et verdenssyn som indeholdt samme ordnende princip som Nomos benytter i romantiske forhold: Ligesom tingene har deres rette plads i hjemmet og i fællesskabet, således har tingene har deres rette plads i universet. Som her udtrykt af stoikeren og Nomos-filosoffen Epiktet:

“Sig aldrig om noget ‘jeg har mistet det’ men kun ‘jeg har givet det tilbage’. Er dit barn dødt? Det er blevet givet tilbage. Er din kone død? Hun er blevet givet tilbage.”
– Epiktet: Encheiridion 11

En anden fare ved Nomos er, når behovet for sikkerhed og forudsigeligthed kammer over, og Nomos bliver til en possessiv kærlighed hvor man søger at eje og kontrollere sin partner. For som nævnt, så ved den gode Nomos-elsker, at man aldrig kan eje hinanden, men kun være sin elskedes beskytter og forsvarer i den korte tid man har sammen.

Med sin trang til tryghed og kontrol vil det også sige, at det falder under Nomos’ domæne at blive i et romantisk forhold selvom man ved det er dødt, da man bilder sig ind, at man gør det for fællesskabet, for partneren, eller “fordi det er det rigtige at gøre”. Således er mange mænd blev ansporet til at blive sammen med kvinder de egentlig ville have droppet, da kvinden pludselig blev gravid, og det at blive sammen med hende så var “det rigtige at gøre”. Men den gode, ansvarlige Nomos-elsker, han ved, at det ikke hjælper nogen at blive i et forhold hvor man ikke elsker hinanden.

Nomos i det Gamle Testamente
Bibelens to hovedsektioner et delt over i Gamle og Nye Testamente. Overordnet sagt kan man sige, at det Gamle Testamente udtrykker den kærlighed som er konkret og fællesskabsorienteret, nemlig kærlighed som Nomos, mens det Nye Testamente udtrykker den kærlighed som er konkret og egoistisk (den hedder Agape).

Et eksempel på Nomos er f.eks. fortællingen om Gud der placerer mennesket i paradisets have med “alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne [og] alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr.” Her ser vi Gud udtrykke Nomos ved at give menneskene mad, et hjem, et fællesskab (“Gud skabte Eva, og Adam var ikke længere ensom”), og en klar, konkret, praktisk opgave, for fællesskabets skyld: “Du, menneske, skal dyrke og vogte Edens have”, ligesom der sættes grænser for menneskets stræben: ” Men træet til kundskab må du ikke spise af.” – Kend din plads i fællesskabet, tro ikke, at du kan gøre lige hvad der passer dig, der er regler.

Det Gamle Testamentes eksempler på Nomos er søbet ind i judaisme, og som sådan derfor fremmede for os kulturkristne. På den måde kan de hurtigt komme til at virke som dårlig Nomos, som f.eks. i det andet og mere ubehagelige tilfælde af Nomos, som vi finder vi i historien om Abraham der skal ofre sin eneste søn, Isak, til Herren i (1 Mos 1-24). Her gives der intet rationale, og ingen følelsesmæssigt adækvat begrundelse, men kun Herrens imperativ: “Tag din eneste søn, ham du elsker, og bring ham som offer på det bjerg, jeg giver dig besked om.” – Vi ser med andre ord Nomos reduceret til en parodi på sig selv: Det er den nøgne lydighed og underkastelse af fællesskabets rammer, blottet for de tre andre former for kærlighed. Abraham adlyder med Nomos, og Gud svarer med Nomos: “Fordi du adlød mig, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som stjernerne.” – Fordi Abraham adlød den største far (Gud) bliver han selv til far, antageligvis med mange loyale sønner under sig.

Caravaggio: Ofringen af Isak (1601-3) Fordi Abraham har vist sin ubetingede loyalitet overfor Gud, og vist sig villig til at gennemføre Guds befaling uden nogen form for rationale, skrider Gud ind og lader Abraham ofre vædderen til højre i stedet.

I det hele taget er det Gamle Testamente spækket med eksempler på Nomos, hvor tilhørsforhold og loyalitet konsekvent vægtes højere end rationalitet, og hvor kollektive rettigheder vægtes højere end individuelle rettigheder. Isralitternes stræben efter at få deres eget land, kan læses som en stræben efter, at høre til i et konkret fællesskab, og måden som landet er beskrevet på, er også som et land der dækker indbyggernes konkrete behov – det “flyder med mælk og honning.”

Nomos på Film
I dette blog-serie vil jeg også komme med nogle eksempler på de fire kærlighedstyper på film. Men da Nomos drejer sig om hverdagens rutiner og relationer over tid er det de færreste film der portrætterer kærlighed som Nomos. Der findes dog to nyere film som jeg afslutningsvis vil nævne.

Den første er Lars von Triers Dogville (2003) hvor det lille fællesskabs behov for tryghed, stabilitet og business as usual fortløbende interagerer med Graces (Nichole Kidman) individuelle behov for sikkerhed fra de folk som jager hende, og hendes behov for en familie, efter bruddet med sin far. Dogville handler om de værdier der definerer et fællesskab, og desværre også korruptionen af disse, eftersom Dogville under Lars von Triers præsidium gradvist bliver mere dyster og ubehagelig, for til sidst at ende i åbent overgreb, misbrug og hykleri. – Således står Dogville tilbage som en skræmmende illustration af dårlig Nomos og en alvorsfuld advarsel om hvad der kan ske når Nomos tager overhånd, og ikke balanceres af de andre tre typer kærlighed.

Den anden film er derimod et eksempel på god Nomos, og det er Christopher Nolans The Dark Knight (2008) hvor Christian Bales Batman møder sin nemesis i Heath Ledgers Joker. Når denne actionfilm skiller sig ud fra øvrige actionbrag og portrætterer kærlighed som Nomos er det fordi filmens hovedrolle hverken er Batman eller Jokeren, men byen Gothham og dens behov for sikkerhed fra de kriminelle banders hærgen, samt en konkret og sikker begrebsverden. At Gotham er filmens sande omdrejningspunkt ses både i Batmans replikker, men også i Jokerens: “This city deserves a better class of criminal.”

Indbyggerne i Gothham har brug for en identitet at være fælles om, for at de kan føle sig som et fællesskab. Efter al den kriminalitet indbyggerne har været udsat for har de behov for et ydre fjendebillede at definere sig selv og deres fællesskab op imod. Der er tale om en situation som kalder på Nomos, og således må Batman påtage sig ansvaret for at opfylde indbyggernes konkrete og fællesskabsorientede behov. Derfor slutter filmen med, at Batman må agere skurk og påtage skylden for en forbrydelse han ikke har begået, og derfor lyder filmens sidste linier:

James Gordon Jr.: Why’s he running, Dad?

Lt. James Gordon:
Because we have to chase him.

James Gordon Jr.:
He didn’t do anything wrong.

Lt. James Gordon: Because he’s the hero Gotham deserves, but not the one it needs right now. So we’ll hunt him because he can take it. Because he’s not our hero. He’s a silent guardian, a watchful protector. A dark knight.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close