Kærlighedens Veje #2: Agape

af Ryan Smith

Konkret + Fællesskabsorienteret = Nomos
Konkret + Egoistisk = Agape

Hvor Nomos er konstant og repetetiv er Agape i stedet fluktuerende og pulserende, og der er ingen garanti for, at Agape er det samme i dag som det var i går. – – Hvor Nomos er mennesker der følger traditionerne; de rammer som Gud har lagt ned for den menneskelige eksistens, så er Agape en kærlighed som på ikonoklastisk vis bryder traditionerne, da Agape-elskeren ynder at se sig selv som en Gud der elsker lavere mennesker, eller sagt mere koncist, så er Nomos Menneskers kærlighed til Gud, mens Agape er Guds kærlighed til mennesker. Eller endnu bedre, så er Nomos en kærlighed til rammerne og hverdagen, og Agape en kærlighed til at bryde ud af rammerne, og gøre oprør mod hverdagen.

Agape er gulddrengen og opfinderens kærlighed. Det er en eksplosiv og triumferende kærlighed som ikke kan kontrolleres af hverken ydre eller indre faktorer. Kærlighed som Agape er kærlighed som en eksplosiv kraft som går efter sin udkårne uden at stille spørgsmål, og ikke bare den udkårne, men omgivelserne som sådan vil blive trukket med ind i Agapes karnevaleske kraft. Agape er offentligt udtrykt kærlighed, og kærlighed der ikke skelner mellem privat og offentlig, mellem farlig og ufarlig. Agape trodser døden, det er en velvillig fejring af instinktet som ikke kræver forklaring eller retfærdiggørelse, og en kærlighed som er ligeglad med intellektuel forståelse.

Agape er udiskriminerende og selvforherligende og derfor ligeglad med objektiv værdi. Derfor kan Agape også trumfe alt andet, Nomos’es adlydende attitude overfor regler og traditioner. Agape forstår sig selv som tilværelsens primal matter. (Det er det samme mindset som når MBTI-nørder joker med, at ESTP er den eneste rigtige type, og at alle andre typer blot er perversioner.) På denne måde bliver Agape også til den ventil som folk kan have brug for at komme væk og bryde ud af hverdagens rammer, som de så ofte kan føle sig besnærret af. – På denne måde er Karnevallet med dets spontanitet og dets opløsning af samfundsmæssige regler, roller og rammer (eks. bonden vågner i fyrstens seng og tåben der bliver filosof), Agape er på den måde den samme form for at få “lettet trykket”, hvad enten vi taler om opløsningen af samfundets rammer, den radikale, betingelsesløse tilgivelse eller den seksuelle orgasme.

Denne opløsning af uudtalte regler og lune-drevet selvforherligelse genfinder vi endvidere i historien om Columbus der “løste” et af rennæssancens fysisk/matematiske problemer, nemlig hvorvidt ægget havde et fikspunkt hvor det kunne stå i fuldstændig balance. Columbus løste problemet ved at knalde ægget ned i bordet.

Agape er med andre ord en naturlig inklination som fungerer frit af refleksion, introspektion eller konsistent arbejdsindsats. Denne manglende selvbevidsthed gør Agape lidt som at slå plat eller krone med en naiv, optimistisk tilgang til, at resultatet nok skal blive krone hver gang: Resultatet behøver ingen polerende forbedring når der rammer rigtigt, men er heller ikke til at redde når det rammer ved siden af. Hele Agapes udtryk er affødt af, og gennemført pr., lune – heri ligger både dets charmerende natur og dets fundamentale begrænsning.

God Agape er således: En fintunet instinktuel forståelse for skønhed. En velvillig, tilgivende og eftergivende sindstilstand. En grundholdning til livet som præget af henrykkelse, enthusiasme og optimisme. En affinitet med den ekstasen og den betingelsesløse tilgivelse.

Dårlig Agape er derimod: Sårbart overfor overfladiskheden af de luner som driver psyken. Det er den inkonsistens og det hykleri som alt for nemt kan opstå når man forfalder til selvforherligelse og umiddelbare luner.

Agape på Film
Da Agape er en kærlighed som drejer sig om intensiteten i det enkelte øjeblik er det også den kærligheds-type der gør sig bedst på film. Derfor findes der også nærmest uendelige film der viser Agape som den selv-tiltro der transcenderer objektiv værdi eller normative regler (Nomos). Blandt de mest iøjnefaldende af disse kan nævnes Natural Born Killers, Thelma & Louise og Fear and Loathing in Las Vegas, som alle har det til fælles at en selv-identitet der ikke kan artikuleres, eller værende universelt valid, dyrkes på bekostning af det omkringliggende samfund. I dét regi er det ydermere interessant, at alle tre film har elementer af road movie over sig, da det ligger i fin forlængelse af Agapes impulsive og ustadige natur at være fuldstændig mobil, uden fast holdepunkt, og umulig at definere og knalde ned i statiske kategorier.

Mere overraskende Agape-film er måske måske film som Fellinis Otte e mezzo (1963) eller Peter Greenaways The Cook the Thief His Wife & Her Lover (1989). Fellinis vision i 8½ handler igen om at benytte Agape til at flygte fra den ubehagelige omstændighed at hovedpersonen Guido ikke har lagt noget konsistent arbejde i instruktionen af sin film; han har hverken manuskript eller rollebesætning på plads, men ikke desto mindre bollet udenom og brugt løs af budgetpengene. Investorerne og den stærkt utilfredse ægtefælle ånder ham i nakken, og Guido er ved at gå ned med stress over konsekvenserne af sine handlinger.

– Hvad skal man dog gøre i sådan en situation? – Jamen som en sand Agape-elsker siger det sig selv, at man skal bryde fri af rammerne, og de Nomos-inspirerede mundhæld som “man må yde før man kan nyde” og simpelthen holde en kæmpe fest hvor man tilgiver alt og alle, ikke mindst sig selv, og kaster de etablerede regler og roller fra sig!

Således slutter 8½ med den klimatiske, overraskende livsbekræftende festscene. Der findes ikke noget renere udtryk for Agape på film end Guidos afsluttende monolog:

“What is this sudden happiness that makes me tremble, giving me strength, life? Forgive me sweet creatures, I didn’t know. It’s so natural accepting you, loving you. I feel I’ve been freed. Everything seems so good, so meaningful. I wish I could explain.”

Her får Fellini både udtrykt, Agapes instinktuelle natur og den voldelige kraft der knytter sig til kærlighed udtrykt som Agape. Han får ydermere udtrykt Agapes tendens til at føle sig som en Gud der elsker mennesker, samt den betingelsesløse tilgivelse indeholdt i Agape (“Forgive me sweet creatures, I didn’t know.”). Endelig får Guido udtrykt Agapes anti-intellektuelle og omskiftelige natur: (“What is this ? I wish I could explain.”) – Guido får ikke engang selv de luner der driver ham.

Skulle vi opsummere denne forløsning i en kort vending ville vi sige: “Blessed and happy yet none the wiser.”

Agape i Shakesphere
Det er same konflikt vi ser udkæmpet I The Merchant of Venice (2004) som en kamp mellem Shylocks (Al Pacino) Nomos og Portias (Lynn Collins) Agape.

“You cannot force someone to be merciful
It drops like the gentle rain from heaven
On the place below; it is blessed twice
It blesses him that gives and him that takes
It is the greatest of all qualities; it suits
The king better than his crown.
His staff of office symbolizes his earthly power,
And the respect that is due to a king,
And this is where we fear kings;
But mercy is above this power;
It sits in the hearts of kings;
It is something God has;
And we become like God
When mercy softens justice. Therefore, Jew,
Though you want justice, think about this:
If we just had to depend upon justice
None of us would be saved from damnation; we pray for mercy,
And that prayer teaches us all to be
Merciful. I have spoken so much
To soften that part of your suit which asks for pure justice,
If you follow this strict court of Venice
We have to give a sentence that condemns the merchant over there.”

– William Shakesphere, The Merchant of Venice, act 4

Ligesom med Columbus og ægget ser vi Portia redde dagen via en appel til det barnlige idet hun påpeger en “fejl” i Shylocks og Antonios kontrakt: Shylock må kun tage Antonios (Jeremy Irons) kød, ikke hans blod. Portia får således Shylock til at afstå fra det aftalte pund af Antonios kød, men ikke nok med det: Hun sørger endvidere for, at tvinge Shylock til at afstå hele sin formue, og han tvinges til at konvertere til kristendommen.

Men man spørger med rette sig selv: Hvor er den Agape, “the blessed mercy” som Portia appelerer til i forhold til Shylock? Den er der ikke, og dermed udstiller The Merchant of Venince flere af farerne ved dårlig Agape, nemlig hykleri, overfladiskhed og inkonsistens.

Portia siger “that prayer teaches us all to be Merciful”, men når det kommer til stykket ønsker hun ikke objektiv retfærdighed a la Nomos, men det bedst mulige udfald for den part hun har valgt at begunstige med sin Agape. Portias tale er effektfuld og lyder godt, og dermed inkorporerer den også de gode sider af Agape, nemlig appellen til skønhed, æstetik og ekstase. Men Agape er ikke guidet af retfærdighed a la Nomos, af empatisk melankoli a la Philia eller af intellektuelle vurderinger a la Eros, Agape er guidet af hvad end der er effektivt og lyder godt i situationen, hvilket leder tankerne hen på Sokrateses karakteristik af digtere: “De siger sande ting uden at vide hvorfor, eller hvad det betyder.” – Agape-elskere drives ikke af visdom (sophía) men af tilbøjeligheder i deres natur (phýsis). Og som Sokrates siger: “Fordi de er gode til at sige det der umiddelbart lyder godt tror de, at de er kloge på alverdens andre ting.” [Platon: Sokrates’ Forsvarstale 22ac] – Hvilket er akkurat det samme fænomen som når nutidens kunstnere og Hollywood-stjerner tror sig kloge på politik, økonomi og alverdens andre ting, bare fordi de er vandt til at kunne charmere andre. Vi husker, at det græske ord for skuespiller var hypokrités, altså grundstammen til vor eget “hykler”, altså en der lader som om at han er noget han ikke er, og a propos…

Agape i Bill Clinton
Et lignende eksempel på denne tendens er Bill Clinton, en mand der om nogen er begavet med politisk instinkt og en evne til altid at sige hvad der lyder godt. Bill Clinton er den fuldendte Agape-elsker, og har med stor succes brugt Agape i den politiske manege. Således formåede Bill Clinton at snakke sig udenom det ellers ufravigelige faktum at han var skyldig i mened.

Clinton indrømmede godt nok at han havde løget under ed, men fik samtidig snakket sig udenom at han selv skulle være ansvarlig. (Det var ikke så meget løgn som at han bare “afgav et fejlagtigt indtryk.”). ? Ligeledes: Mens Clinton selv var med til at skærpe lovgivningen vdr. sexchikane hævdede han samtidig i retten, at hans “aktiviteter” med Monica Lewinsky og Paula Jones henhørte til hans privatsfære og at det derfor var “retfærdigt” at lyve eller “afgive et fejlagtigt indtryk”.

Problemet med Clinton og Lewinsky er bare det samme som problemet med Portia og Shylock: For hvis det er ok for Clinton og lyve, ja så implicerer hans handlinger, at det nødvendigvis også ville være ok at lyde i retten for enhver anden tiltalt i enhver anden sag om sexchikane at gå fri da den tiltaltes aktiviteter tilhører privatsfæren!

Men denne attitude var Clinton alligevel ikke parat til at bakke op, da lovgivningen vdr. sexchikane jo var på plads for at forhindre at mænd med magt på arbejdspladsen kastede sig over sagesløse kvinder. – Vi ser med andre ord igen den dårlige side af Agape når en part favoriseres over end anden “bare fordi”.

Bill Clinton havde sådan set ret i, at de ting han blev udspurgt om under retssagen ikke kom andre ved, han glemte bare at fortælle at loven som lå til grund for dette forhør var HANS EGEN LOV OM SEXCHIKANE hvilket igen viser Agapes flygtige og sine steder overfladiske natur.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close