Om politiske møders futilitet

af G.L.S.

Meget kan man sige om mig, men tolerant og overbærende bliver desværre nok aldrig brugt. I det mindste, for at opveje denne beklagelse, gør jeg også hvad jeg kan for at ændre på de ting jeg er utilfreds med.

Idag havde alle studienævnene et møde, for at drøfte bekymringerne om det stigende fravær. Lektorerne var ved at komme til den konklusion at de studier der var hårdere med flere opgaver havde lavere fravær, og derfor måtte man sætte undervisningsbyrden op, for at motivere de studerende. De havde så tydeligt ikke reflekteret videre over at de studier med hårdere krav simpelthen tiltrækker en anden type studerende. Da jeg, G.L.S., besluttede at ytre min ydmyge holdning som studerende; at problemet ikke var faglighedens niveau, men nærmere at de studerende ikke forstod studienævnets vision. At man simpelthen er for dårlig til at kommunikere til de studerende og forklare dem sammenhængen mellem de fag de har. Til dette fik jeg et lille godkendende nik og et grynt fra de voksne ved bordet og diskussionen blev genoptaget. Efter en lille halv time har vores brilliante institutleder noget på hjerte, og erklærer at problemet er at vi i studienævnene ikke er gode nok til at videreformidle studiets sammenhæng til de studerende. Det lød en anelse bekendt, men det kunne vist ikke have været noget der var sagt før, for denne gang blev der nærmest i kor erklæret enighed og denne kommentar krævede ligefrem klapsalver i den lille forsamling.

Disse møder er temmelig lærerige. Ikke bare om hvordan studier fungerer, men især om mennesker. En flok på 50 mand der alle taler og taler om alle deres idéer og tanker mens de knap ænser hvad andre siger. Hvor mange møder har jeg ikke overværet med alle disse fornemme titler i lokalet, der kan analysere situationerne, nå en glimrende konklusion, og altid lade den blive på idéstadiet. Hvorfor? Fordi man har en frygt for det lavpraktiske vil jeg tro. Om de simpelthen ser det for noget for banalt og ligegyldigt, eller de ikke mener at de bør være de ansvarlige for dets udførelse er jeg ikke klar over.

Så endnu et møde på 4 timer som på ingen måde kommer til at ændre noget for nogen. En masse snak uden handling. For at det ikke skal være løgn afsluttede dekanet endda dagen med ordene “Doing something requires doing something” og dermed ubevidst understregede ironien ved at vi alle lige havde spildt vores formiddag sammen på at drikke kaffe og spise croissanter.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close