Drop statskontrol med læger og psykologer

Af Ryan Smith

For få dage siden (9.9.2013) kunne DR Nyheder berette, at antallet af læger, der efterforskes af Sundhedsstyrelsen er stigende. Nyheden er blot sidste led i  fortællingen om de systematiske svigt, der foregår i sundhedssektoren. I 2012 kørte f.eks. enorme skandaler om fejlmedicinering i Glostrup og Hvidovre, og i 2011 var Anders Breivik næsten ved at gå fri af straf, da fagpsykiatere (også i Danmark) stædigt holdt fast i, at Breivik var paranoid-skizofren, når han ikke var det.

Når det kan gå så galt i sundhedssektoren, så er det blandt andet, fordi det nuværende system af statslig kontrol og autorisation fremmer inkompetence og uigennemsigtighed snarere end at modvirke dem. Her er tre eksempler på, hvordan det sker:

For det første er en statslig autorisation ingen garanti for, at en behandler kan finde ud af at udøve sit hverv. En given læge eller psykolog kan have opnået sin licens for 20-30 år siden og være aldeles inkompetent nu. Evnerne kan have svigtet med alderen, eller den uddannelse, som den givne behandler har haft med sig i baggagen, kan være blevet antikveret eller modbevist i den videnskabelige litteratur. Således har flere videnskabelige studier vist, at der ikke kan føres evidens for den klassiske psykoanalytiske behandlingsmetode. Denne udvikling har dog ikke ført til, at én eneste freudianer har mistet sin statslige autorisation. Alt imens må andre faggrupper, såsom psykoterapeuter, hvis uddannelse kan være nyere og mere evidensbåren, blot se til, mens de står uden for de statssanktionerede monopolordninger.

For det andet skaber staten falsk tryghed, når den blåstempler samtlige medlemmer af en faggruppe som kvalificerede og kompetente. En psykolog er en psykolog, og en læge er en læge. I begge tilfælde går staten ind og siger, at denne person er kvalificeret til at udføre sit arbejde.

Det er dog ikke altid tilfældet. Som en videnskabelig undersøgelse foretaget af forskere fra Brigham Young University samt Ohio University har vist, så findes der en underklasse af terapeuter, som er for inkompetente til at hjælpe deres patienter med at få det bedre, selv om de ”på papiret” er lige så gode som de bedste behandlere inden for deres felt. Årsagen til at de stadig kan få patienter er den falske tryghed, der opstår, når staten agerer økonomisk mellemand.

Når vi køber en bil, så kan vi ikke vurdere dens kvalitet, men vi stoler på den økonomiske mellemmand: Bilforhandleren, som vil gå fallit, hvis han igen og igen sælger dårlige biler. Når vi køber et hus, så ved vi ikke, hvilke skader der gemmer sig rundt omkring i krogene, men vi stoler på den økonomiske mellemmand: Den byggesagkyndige, som må dreje nøglen om, hvis han igen og igen udsender tilstandsrapporter, som man ikke kan regne med. Men når vi får medicinsk behandling fra læger og psykologer, er det staten, der er den økonomiske mellemmand. Og uanset hvor mange dårlige behandlere, staten sender videre til borgerne, så vil staten aldrig gå fallit, fordi kunderne svigter – kunderne har nemlig ikke noget valg.

For det tredje er det netop på grund af det statslige monopolsystem, at det er blevet sværere at eliminere dårlig sundhedsfaglig behandling. Samtlige af Folketingets partier (med undtagelse af Enhedslisten) anerkender i dag, at private aktører, der konkurrerer mod hinanden om at levere de bedste ydelser, er den mekanisme, der sikrer den højeste kvalitet.

I stedet for fri konkurrence, hvor forskellige behandlere konkurrerer om den samme kage, har vi i dag et system, hvor staten på forhånd har besluttet, at kagen skal deles ligeligt mellem landets læger og psykologer. Under det nuværende system har den enkelte læge kun ringe incitament til at konkurrere mod andre læger og så godt som intet incitament til at afsløre en anden læges fejl. Selv hvis han dygtigt skrider ind og forhindrer fejlbehandlinger ved at vidne mod en kollega, så vil han ikke selv få en større bid af kagen derved, men blot underminere sin faggruppes anseelse ved at tydeliggøre sin fagfælles inkompetence.

Uden det statslige behandlingsmonopol ville den enkelte læge have øget incitament til at højne sin ekspertise og holde sig opdateret på den nyeste viden. I et system præget af fri konkurrence ville han nemlig ikke kunne regne med at blive båret igennem af sine fagfæller.

Til slut skal det siges, at der intet er ved disse ideer, som gør, at danskerne ikke vil kunne få adgang til sundhedsydelser, i samme omfang som de har det i dag. Dét spørgsmål er helt uafhængigt af statens indblanding i de sundhedsfaglige autorisationsordninger. Under et system af private autorisationer og rating-bureauer kan staten f.eks. udstyre borgerne med checks (de såkaldte vouchers), som borgerne kan købe sundhedsydelser for, snarere end som nu hvor borgerne er henvist til industrisygehuse og praksisordninger, hvor ydelserne er styret af central planlægning og ikke af patientens behov.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close