Kristendommen, romerretten og Romerriget

Det siges ofte, at Paulus må tilskrives æren for slogan’et Civis Romanus sum: “Jeg er romersk borger og har romerske rettigheder.” Men egentlig var det Cicero, som Paulus citerede.

Nogle vil mene, at kristendommen gik fint i spænd med romerretten, men der er flere problemer med dét snit:

  1. Civis Romanus sum forudsætter både rettigheder og pligter. En af disse pligter var at ofre til kejseren. Dette kunne mange kristne ikke affinde sig med. De kunne dog godt påberåbe sig rettighederne, selvom mange var for fine til pligterne.
  2. Johannes’ Åbenbaring vil absolut ikke have noget at gøre med Romerriget og dets retstradition. “Uhyret fra havet” kalder denne ret populære kristne tekst det vist.
  3. Så snart de kristne vandt indpas som officiel religion, var de absolut ikke “borgere på lige fod med andre,” men fik ivrigt lukket templer til andre religioner og forfulgte filosoffer og forfattere, som polemiserede mod kristendommen.

Ofringer til kejseren var en del af romerretten, før kristendommen overhovedet eksisterede. Den ville de kristne ikke være med til. Så er det også forkert at påstå, at kristendommen problemfrit kunne tilslutte sig hævnvunden romersk tankegang. At de kristne fik gjort op med de påkrævne ritualer, var en god ting. Men det er stadig et historisk faktum, at de kristne ikke gik problemfrit i spænd med romerretten.

Nogle har sagt, at de oldkristne generelt var lovlydige borgere, bortset fra at de passivt nægtede at ofre til kejseren. Ifølge antikke kilder, så var de kristne dog involveret i Roms brand i 64 e.Kr. og i ødelæggelsen af biblioteket i Alexandria. Men faghistorikere er ikke kommet frem til en afklaring på de spørgsmål.

Vdr. kronologien, så var den romerske republik ældre end kejserkulten, men kejserkulten var ældre end kristendommen. Da kristendommen kom ind på scenen, lavede den en radikal omfortolkning af, hvad religion skulle have at sige i Romerriget. Men ikke i retning af sekularisering, som visse konservative mener; nej, i retning af påtvungen monoteisme og dødsstraf for kritikere.

De kristne var som nævnt imod Romerrigets kejserkult, men kejserkulten havde ingen teologi, intet religiøst indhold. Det kan slet ikke sammenlignes med gudedyrkelse, som det foregår i de monoteistiske religioner. Ofringer til kejseren var mestendels en slags civilt ritual, som bandt de mange provinser og etniciteter sammen i et større kulturfællesskab.

Det er selvfølgelig klart, at teologisk bevidste kristne og jøder bliver nødt til at være imod det (med udgangspunkt i Amos’ bog), men sjovt nok så er det netop er støtten til sådanne kulturbærende ritualer, som griber ind i den personlige frihed, som konservative debattører forsvarer i dag, mens de liberale, som de har så travlt med at skælde ud på, skatter individual frihed højere.

Under republikken vidste man ikke rigtig, hvordan man skulle administrere de forskellige provinser. Nogle provinser var privateje, andre blev famlende lagt i hænderne på generaler og politikere. Republikken formåede aldrig at hæve sig over et etnisk latinsk ideal for, hvad en stat burde være, og heterogeniteten i administrationen af provinserne var en af de ting, som udhulede den forfatningsmæssige regeringsførelse, som republikken havde kørt efter, og banede vejen for imperiet. Først under Augustus blev provinserne underlagt ensartet administration og reguleret, og den egentlige civilisation, som vi taler om, begynder at tage form, hvor man kunne blive borger på lige fod med latinerne, uanset om man var latiner, galler, syrer, egypter eller jøde.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close