Anmeldelse af Henrik Day Poulsen: “Hverdagens psykopater”

AF RYAN SMITH

Henrik Day Poulsen: Hverdagens psykopater 175 sider, 249 kr. Forlaget LIVIA.

Psykiater og Berlingske-blogger Henrik Day Poulsens nyeste bog er en opdateret udgave af selvsamme Poulsens Psykopater fra 2003. Sammen med Dahl og Dalseggs Charmør og tyran (2002) og Sanne Udsens Psykopater i jakkesæt (2006) tilhører bogen den storsælgende psykopatspotting-genre, som angiveligt sætter læseren i stand til at genkende en psykopat.

I bogen kommer vi rundt om de grundlæggende forhold vedrørende psykopater: Psykopater findes ikke kun på gadeplan, men også på direktionsgangen. Psykopater lyver og snyder og skyder altid skylden på andre. Psykopater er ligeglade med andres følelser. Og så er de fleste psykopater i øvrigt mænd.

Bogen er bygget op om syv fiktive enkelthistorier, der handler om hver sin slags psykopat: Insiderhandleren, drabsmanden, narkobaronen og den medicinske forsker (m/k). Efter hver enkelthistories afslutning præsenteres læseren for psykiater Poulsens myndige refleksioner over det forgangne – kan man f.eks. godt være psykopat, selvom man er rig og har stor indflydelse? Og bør kvinder blive i et forhold med en voldelig psykopat, der slår?

At give form til de såkaldte case studies, der skal illustrere de psykiatriske principper, har alle dage været en udfordring for den forfatter, der gav sig i lag med dem. I Hverdagens psykopater har Poulsen tacklet udfordringen ved også at lade de skønlitterære ambitioner trække luft, sådan at de syv case studies næsten føles som syv små noveller. Alle leveret på et usmidigt, men lettilgængeligt dansk.

Der er dog ikke meget hverdag over Hverdagens psykopater. I løbet af de syv små indblik i dagligdagens psykopati får læseren stiftet bekendtskab med både børneporno og pædofili samt barnemord, selvmord og lejemord. Det er et righoldigt katalog af menneskelig perversion og dårligdom, som psykiater Poulsen deler ud af i løbet af den ellers korte tekst.

En blivende pointe i den psykiatriske litteratur er, at højtuddannede psykopater ikke nødvendigvis er voldelige, blot vanvittigt charmerende og manipulerende. Men voldelige, det bliver de nu hos Poulsen. De raffinerede og subtile magtspil, som overklassepsykopater er kendt for, gengives kun parentetisk hos Poulsen, mens volden gang på gang får lov at stå i centrum. Det er en skam, for det forhindrer læseren i at blive klogere på den smokingklædte psykopat.

Poulsen nævner selv, at hans lægekolleger rynkede på næsen over bogens førsteudgave, da psykopati angiveligt er et tabu. Det er muligt, at Poulsen har diagnosticeret årsagen til kollegernes bekymring korrekt, men alternativt kunne det tænkes, at det ikke var bogens emnevalg, men snarere dens sensationalisme, som har afstedkommet kollegernes mishag.

Ikke blot Poulsens bog, men hele psykopatspotting-genren lider under den problematik, at alting ligner et søm for den, der kun har en hammer. Svindlere, snydere, mordere og voldtægtsmænd – mænd, som forfører kvinder med smarte tricks og replikker, og folk, der chikanerer andre med angrebslystne udsagn på internettet – alle kan de udlægges som psykopater på baggrund af nedslag i den nærmeste psykopatspotting-bog.

Således også i Poulsens bog, hvor alskens øvrige forstyrrelser blandes sammen med den egentligt psykopatiske. Dermed efterlades læseren kun med ringe mulighed for at skelne den ene lidelse fra den anden eller sætte de omtalte lidelser i system. Bogen er mere et potpourri over psykiatrisk dårligdom end nogen egentlig metodisk indføring i psykopaternes verden.

I øvrigt

Det antydes i bogen, at psykopater har tendens til ekstrovert adfærd. Men ifølge en større aggregeret undersøgelse fra 2006 findes der intet videre sammenfald mellem ekstroversion og psykopati. I stedet synes de personlighedstræk, der typisk sammenfalder med psykopati, at være lav venlighed (eng. agreeableness), såvel som en lav grad af samvittighedsfuldhed og personlig organisation (eng. conscientiousness).

”Man kan kun bestemme, om folk er psykopater, når de er undersøgt af en psykiater,” siger Poulsen sort på hvidt. Men canadieren Robert D. Hare, der af mange anses for en af verdens førende psykopatforskere, er hverken psykiater eller tilbageholdende med at klistre psykopatmærket på folk, han aldrig har mødt.

I The Psychopath Test fra 2011 vender Jon Ronson på postmoderne vis kikkerten den anden vej og stiller skarpt på de folk, som skriver og læser disse psykopatspotting-bøger. Hvad siger det om dem, at de sådan har behov for at kaste om sig med diagnoser?

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close