De rette hormoner til politik

Af Ryan Smith

Politikere som Margaret Thatcher og Hillary Clinton samt politiske ideologer som Ann Coulter og Ayn Rand er forfulgt af en bestemt type latterliggørelse: De er ikke ’rigtige’ kvinder; deres retorik og tænkemåde synes maskulin, og det er ikke til at få øje på det moderlige aspekt af deres personlighed.

En sådan kritik, hvor meningmand sætter sig til dommer over, hvem der er ’rigtige’ kvinder, kan synes bigot og i modstrid med danske værdier om kønnenes ligestiling. Ikke desto mindre er der dog tale om en vedblivende kritik, der tillige kommer fra begge ender af det politiske spektrum (på højrefløjen mistænkeliggøres Hillary Clinton; på venstefløjen dæmoniseres Margaret Thatcher og Ayn Rand). Men selvom kritikken unægteligt indeholder ignorante elementer, er der muligvis noget om snakken.

Ifølge en dugfrisk videnskabelig undersøgelse foretaget af forskere fra to europæiske universiteter, samt et enkelt amerikansk, ser det nemlig ud til, at det mandlige kønshormon testosteron spiller en stor rolle for kvinders muligheder for at nå til tops i politik.

Problematikken, som forskerne satte sig for at undersøge, er simpel: Det er velkendt, at andelen af kvindelige toppolitikere varierer drastisk på tværs af landegrænser. Sverige har netop udnævnt en regering med 50% kvindelige ministre. Blandt parlamentarikerstanden ligger andelen af kvindelige parlamentsmedlemmer omkring de 40% i Danmark og Norge, mens den tilsvarende andel er 17% i USA og 0% i Saudi-Arabien. Disse forskelle forklares sædvanligvis med økonomiske, sociale og kulturelle faktorer, og det er da også kun de færreste, der vil benægte deres væsentlighed i slige anliggender. Eksempelvis er det så godt som sikkert, at graden af ligestilling i et land hænger sammen med, hvor udviklet det pågældende lands økonomi er.

Imidlertid ønskede forskerne at finde ud af, om ikke også biologi havde en finger med i spillet. Det gjorde de ved at undersøge det såkaldte 2D:4D-mål, dvs. forholdet mellem længden på en persons pege- og ringfinger. Dette forhold har længe været kendt som et indirekte mål for den hormonbalance, en person har været udsat for på fosterstadiet. Har en person været udsat for forhøjede mængder af det mandlige kønshormon testosteron, kommer det ganske pålideligt til udtryk i form af en længere ringfinger relativt til pegefingerens længde på samme hånd. Omvendt gælder det, at en person, der på fosterstadiet har været udsat for forhøjede mængder af det kvindelige kønshormon østrogen med stor sandsynlighed vil have en forholdsvis kortere ringfinger.

Ved at undersøge pege- og ringfingerlængde blandt personer af begge køn fra 29 lande var forskerne i stand til at påvise, at andelen af kvindelige parlamentsmedlemmer korrelerer uhyre tæt med 2D:4D-scoren for det pågældende land. Med andre ord har de lande, hvor kvinderne typisk har været udsat for større mængder testosteron på fosterstadiet, også flere kvindelige toppolitikere.

Kort sagt: Jo mere ensartet den hormonbalance, de to køn havde været udsat for på fosterstadiet, var, des mere ligeligt var de to køn repræsenteret i det nationale parlament.

Forskernes resultater komplementerer et større billede tegnet af tidligere videnskabelige undersøgelser. Eksempelvis har tidligere studier etableret, at kvinder med lav 2D:4D-score (altså høj testosteron) er overrepræsenteret i traditionelle mandejobs, såsom ingeniørfag, IT og produktionsarbejde. Ligeledes har tidligere undersøgelser vist, at personer med lav 2D:4D-score, uanset køn, er mere socialt dominerende, oftere udfordrer andre og tillader sig at kræve mere af deres medmennesker.

Forskernes undersøgelse tjener således til at anskueliggøre, at der biologisk set er mere end én variabel på spil, hvad angår en persons mulighed for at komme til tops i politik: Foruden det biologiske køn er der grund til at tro, at den rette hormonbalance på fosterstadiet spiller ind på den videre udvikling af hjernen og personligheden og prædisponerer personen for at udvikle en række kvaliteter, som er givtige i toppolitik. Det kan således vel være, at det i toppolitik alt i alt er bedre at være en ’mandig kvinde’ (såsom Margaret Thatcher), end det er at være en ’kvindagtig mand,’ eller blot en kønstypisk kvinde.

Når biologi bliver brugt som forklaring på kønsforskelle, er der ofte en tendens til at tænke, at går man med på biologiens præmisser, så må alt i sidste ende være determineret af arvelighed, gener og hormoner. Men det er dog ikke tilfældet, og forskerne bag undersøgelsen anfører selv, at hormonbalancen på fosterstadiet ikke synes at have meget at gøre med kvindernes gennemsnitlige uddannelsesniveau i et land.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close