af Tim Pallis, forfatter

I Vesten har vi et problem. Vi forstår ikke muslimerne. Vi fatter ikke hvad der foregår. Vi kan ikke forstå, hvorfor de handler som de gør. Vi kalder det  middelalderligt.

De fleste har ikke sat sig ordentlig ind i islams hellige skrifter. Vi ved ikke meget om, hvad islam er. Og eksperterne siger, at islam ikke har nogen essens, og skal fortolkes på mange forskellige måder. Man regner med, at muslimerne i almindelighed tænker lige så fornuftigt som os selv. For islam er da “fredens religion”. Den er en af Abrahams religioner og nok ikke meget forskellig fra jødedom og kristendom.

Alle religioner vil lære os det samme, siger de: At vi skal bestræbe os på at være gode mennesker, næstekærlige og overholde det gyldne princip om ikke at gøre mod andre, hvad vi ikke vil have andre skal gøre mod os. Sådan er det nok også for muslimerne, siger de.

Her i Vesten bestræber vi os på at give rationelle og fornuftige begrundelser for, hvad vi gør, og hvad vi mener om tingene. Vi kan godt lide, at opstille årsagssammenhænge. Vores videnskabsmænd leder efter rationelle begrundelser for diverse fænomener og de antager, at mennesker er universelt modtagelige for fornuft.

Den amerikanske forfatter og sikkerhedsekspert Robert R. Reilly har imidlertid skrevet en bog om, hvorfor eksperterne tager fejl. The Closing of the Muslim Mind, hedder den, og netop med henvisning til de såkaldte ”eksperter”, så bærer den også titlen How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis. I bogen gennemgår Reilly stringent, hvordan langt de fleste af vor vestlige islam”eksperter” dybest set intet aner om islamisk filosofi (hvis de da aner noget om filosofihistorie i det hele taget). Og Reilly kontrasterer disse falske eksperter med mennesker, der rent faktisk kan deres historie.

Ubekvemme sandheder fra paven
I sin tale på Regensburg-universitetet sagde pave Benedict XVI, at islam er på kant med fornuften, og henviste til den historiske af-hellenisering af islam. Tabet af det hellenistiske præg betød også tabet af filosofisk tænkning, årsagssammenhænge og fornuftslutninger; ting som mange muslimer i dag anser for, at ligge udenfor den kritiske analyses domæne. Som vi skal se, så har islams lærde det nemlig med at forkaste den menneskelige tankes formåen og rationelle analyses frembringelser. Den kritiske fornuft er nemlig blot et menneskeværk, og det er et problem.

I de fleste teologiske skoler indenfor islam er tilgangen til virkeligheden blokeret på grund af islams afvisning af den kritiske analyse som menneskeskabt. Ifølge islamisk teologi og filosofi lever vi i en verden, hvor Allah ikke er bundet af noget, end ikke fornuften. Allah er, med deres egne ord, ren vilje og ren magt. Det kan synes besynderligt, at den menneskelige hjerne på den måde har udviklet en filosofi, der mest af alt koncentrerer sig om at devaluere den menneskelige hjerne. Imidlertid er der en hel række grunde til, at den islamiske teologi har udviklet sig som den har.

For det første sværger mange islamiske lærde til en total afvisning af fri vilje, idet de tror på, at alting er forudbestemt. Menneskets handlinger er ikke frie men på forhånd dikteret af Allahs vilje. Når mennesket ikke har en fri vilje, har han heller ikke noget ansvar for sine handlinger. Og hvis mennesket ikke kan kontrollere sin adfærd, er det meningsløst at tale om, at mennesket har moralske -endsige rationelle- forpligtelser i verden.

Allah, den guddommelige betvinger
I islam kaldes Allah også Al-Jabbar, hvilket betyder ’ham som betvinger’. Allah betvinger alt, og hans magt kan man ikke modsætte sig. Allah er herre over enhver af universets bevægelser. Hans væren er ubegrænset og har absolut frihed. Menneskets handlinger bestemmes derfor af Allah på samme måde som træets frugter, vandets strømmen, daggryets komme og planternes blomstring, som den islamiske teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) hævdede: “Allah skaber ikke kun skabningerne, men skaber også deres handlinger”. Allahs frihed er altså menneskets bundethed.

Ligeledes går en anden doktrin i islamisk teologi på, at Allahs natur hverken er konsekvent eller erkendelig. Ifølge islamiske lærde er det en hån mod Allah at hævde, at Allah er bundet af principper som eksempelvis næstekærlighed: Sådanne forpligtigelser begrænser nemlig Allahs absolutte og uvilkårlige frihed til at handle. Følgelig instruerer disse imamer i stedet deres menigheder i, at Allah er ubegribelig, og at han gør præcis hvad han vil. Således er implikationen af denne dokrinlære, at Allah ikke engang er bundet af sit eget ord.

Allah har ingen natur, og det fastholdes, at hans væren er absolut transcendens, og således evigt ukendt. Intet værende kan sammenlignes med ham, hvorfor billedforbuddet er særligt stærkt i islam, og han åbenbarer sig ikke for noget menneske. Han har afsløret sine love for menneskene, og det er alt. Det er grunden til, at visse grene af islam har begrænset sig til kun at beskæftige sig med den islamiske retslære Sharia’en. Da Allah er uerkendelig og utilregnelig, så er det eneste, der er relevant for menneskers væren-i-verden, at kende Allahs love.

Der slås et slag for hellenismen
Alt i den islamiske tænknings historie er dog ikke mørke: Filosofferne Avicenna (980-1037) og Averroes (1126-1198) forsøgte sig i deres værker med rationel analyse, og med de skrifter der var tilgængelige for dem, forsøgte de at indoptage aristotelisk og platonisk filosofi i den islamiske tænkning. Dermed arbejdede de begge på, at bringe den rationelle fornuft og de guddommelige åbenbaringer i syntese med hinanden via deres filosofiske produktioner. Men lige lidt hjalp det: Efter at Averroes havde produceret noget af sin tids fornemste filosofi, som endda blev hædret af kristne, endte Averroes bøger alligevel i flammerne brændt på Cordovas torv, han selv blev sendt i eksil og hans lære bandlyst. Og, siger visse kilder, i dette mismodets time, skulle Averroes have udbrudt, at ”islam var en religion for svin”.

At koranen kunne forenes med den kritiske filosofi blev afvist af de øvrige islamiske lærde med henvisning til, at den filosofiske metode var skabt af mennesker, og således korrumperet af menneskets selviske interesser, og på et epistemologisk plan lød begrundelsen, at der end ikke var noget for fornuften at vide: Virkeligheden var nemlig udelukkende afhængig af Allah – betvingerens – vilje, og således intet andet end en serie momentane mirakler, som er direkte forårsaget af Allahs vilje, og udenfor enhver menneskelig erkendelig metode. Ifølge klassisk islamisk teologi gælder dette (manglende) forhold mellem årsag og virkning også i naturens verden: Hvad der synes at være “naturlove”, som f.eks. fysikkens love, er i virkeligheden ikke andet end Allahs sædvane, som han til enhver tid kan ændre efter forgodtbefindende.

Resultatet af denne teologiske doktrin bliver således, at virkeligheden bliver uerkendelig og uforståelig: Der er intet for mennesker at begribe, for kun det uerkendelige konstituerer virkeligheden.

Ghazalis coup de grâce
Blandt de filosoffer som var med til at give Avicenna og Averroes dødsstødet var Abu Hamid al-Ghazali (1058-1111).  Ghazali var den mest indflydelsesrige muslimske tænker efter Muhammed. I hans hovedværk, Om filosoffernes mangel på sammehæng, afviste han hele den hellenistiske tænkning og metode. Han fremhævede, at Allah er fuldstændig ubetvunget, og at der derfor ikke er nogen naturlig eller forudsigelig sammenhæng mellem årsag og virkning. Legemer bevæger sig ikke i overensstemmelse med deres natur, for de de har ingen natur, de er blot manifestationer af Allahs øjeblikkelige vilje der, som vi har set, kan skifte fra øjeblik til øjeblik.

Islamiske filosoffer som Averroes, Avicenna, Al-Razi og Al-Kindi er ifølge de anti-hellenistiske tænkere i islam slet ikke muslimer, men kættere: De er nemlig ikke produkter af islamisk kultur, men af græsk kultur. Og blandt religiøse ledere i Mellemøsten betragtes de hellenistiske filosoffer den dag i dag som værende fremmedelementer i den islamiske tænkning. De betragtes som krypto-vestlige og krypto-kristne, og deres tanker skal således bekæmpes.

Den videnskabelige metode – en kristen produktion?
Benægtelsen af naturlovene har medført en manglende interesse for objektivitet og videnskabelighed i den islamiske verden, hvilket egentlig er naturligt nok, for hvorledes kan man dyrke videnskab uden lovmæssighed, årsag og virkning?

Udover Ghazalis afvisning af årsag-virkningsspekulationer, så bygger den anti-rationalistiske strømning i islam også på doktrinen om koranens ontologiske særstatus: Ligesom Allah er evig, uskabt og fuldkommen, således har koranen altid eksisteret, og således vil den altid eksistere i uændret form fremover. Formidlingen til Muhammed skete godt nok i 600-tallet, men de originale tavler findes i himlen – i guld og på arabisk. Visse af  de hellenistiske filosoffer fremsatte det synspunkt, at mens koranen i sig selv godt kunne være guddommelig, så kunne den konkrete fortolkning af koranen dog alligevel siges at være op til menneskene, en strid de tabte, da den slags synteser endnu i deres levetid blev underkendt som kætteri.

Anti-rationalisterne vandt altså striden om Allahs transcendens, om den frie vilje, og om koranens ontologiske særstatus. Sidstnævnte særstatus ledte dog en mindre teologisk skole, Mu’taziliterne, til at påstå, at såfremt koranen vitterligt besidder denne ontologiske særstatus, så måtte koranen jo være Gud nr. 2 i islam, hvilket jo var polyteisme, og således en synd, der straffedes med døden.

Hadith’er som hotfix
Den mest betydningsfulde samler af koran-kommentarer, de såkaldte Hadith’er, var al-Bukhari. Han og hans skole afviste at Allah og koranen måtte være ens idet han fastslog: “Koranen er Allahs uskabte tale, menneskets handlen er skabte, at tro andet er kætteri.” Mu’taziliterne fastholdt imidlertid deres synspunkt: At Koranen måtte være skabt, og således temporal, for ellers måtte de historiske hændelser, der berettes om i Koranen, være forudbestemt og eksistere før mennesket blev skabt. Striden bølgede frem og tilbage, indtil det i midten af 800-tallet, under Kaliffen al-Mutawalkil, blev dekreteret, at det var obligatorisk for muslimer at tro på, at Koranen var evig og uskabt. Dette er i dag stadig det ortodokse synspunkt i sunni, og derfor kan islam ikke reformeres.

Den Mu’tazilitiske periode i islam var en periode med interesse for græsk filosofi og muligheden for en anden udvikling af islam end den, der siden hen fandt sted. Den Mu’tazilitiske Kalif al-Mamun (813-833) var ganske vist også en morderisk despot, men der var i det Mu’tazilitiske syn på den skabte Koran alligevel en mulighed for at genåbne den islamiske bevidsthed, og sætte den menneskelige fornuft tilbage i højsædet.

Der har i vor tid været repræsentanter for en sådan neo-Mu’tazilitisk fortolkning, og som advokerer for en genåbning af diskussionen om koranens ontologiske status. De tre vigtige reformtænkere er indoneseren Harun Nasution (1919-1998), egypteren Nasr Abu Zaid (1943-2010) og tuneseren Lafif Lakhdar (1934- ).

Men det er imidlertid ingen spøg at være reformtænker blandt ortodokse islamister. Man bliver erklæret for frafalden kætter, og trues på livet, resten af livet. Mellemøstlige reformtænkere må bo i Vesten, og forske og udtale sig under politibeskyttelse. Det er ikke sandsynligt, at en reform af islam nogensinde vil være muligt, for det ville betyde islams undergang som verdensreligion.

Selv om den rationelle fornuft og den humanistiske tradition, som vi nyder godt af i Vesten, endnu betragtes som et fremmedlegeme i den muslimske verden, så kan fornuften ikke helt udryddes. En amputeret arm er til stadighed nærværende i den amputeredes bevidsthed. Muslimerne ved godt, at enten kommer islam til fornuft eller også binder de sig selv til mørke og fattigdom. Måske er det nuværende arabiske forår et tegn herpå.

Traktaten om de tre bedragere
Den besynderlige historie om en hemmelig tekst med stor effekt

Af Frederik Stjernfelt, professor, dr. phil., og forfatter

De seneste års idehistoriske forskning har lagt stigende vægt på den tidlige oplysning – dvs. perioden 1650-1720, før de store oplysningsfilosoffer og monumenter som Encyklopædien og de borgerlige revolutioner. Denne periode er mere gedulgt, fordi oplysningstanker endnu blev hårdt forfulgt, både i det katolske og protestantiske Europa, og derfor var henvist til at formulere sig i det skjulte, i bøger i små oplag for kræsne fritænkere, i publikationer med falske titelblade og fejlagtige angivelser af trykår og -sted,  i cirkulerende afskrifter i hemmelige kredse og selskaber. Til gengæld var det i denne periode, at meget af oplysningens afgørende tankegods blev formuleret. Især den britiske historiker Jonathan Israels imponerende kæmpebøger om perioden “Radical Enlightenment” og “Enlightenment Contested” har bidraget til at kaste et helt nyt lys over denne tidlige oplysning. Den var radikal og forsøgte ikke som Newton, Leibniz og andre at formulere et kompromis med religion og fyrstemagt. Den var langt mere international end hidtil antaget – og forbandt “esprits forts”, fritænkere, især i Holland, England, Frankrig, Tyskland, men også i Skandinavien, Italien, Østrig og andre steder. Samtidig havde dette netværk et overset hovedsæde i Holland, hvor ytringsfriheden var mere fremskredet end andre steder og hvor bøger og mange af de første litterære tidsskrifter udbredtes fra – og hvor et stort kontingent af flygtende franske huguenotter var med til at danne rum for en religionskritisk modoffentlighed. For Israel er den jødiske filosof i Amsterdam, Baruch Spinoza, oplysningens oversete faderskikkelse og Rotterdams filosof, Pierre Bayle, hans mere forsigtige og strategiske discipel – og blandt dens andre tidlige helte tæller ret ukendte figurer som Franciscus van den Enden, brødrene de la Court, Adrian Koerbagh, Lodewijk Meyer, Balthasar Bekker og mange andre. Danskeren Matthias Knutzen tæller også blandt disse tidlige oplysningstænkere, som Jens Glebe-Møller for et par år siden skrev en lille bog om.

I disse gærende miljøer lanceredes også mange af de mest afgørende “klandestine” skrifter i den tidlige oplysning. Det allermest udbredte skrift bar titlen “Traité des trois imposteurs” – traktat om de tre bedragere – og gjorde op med alle de tre store monoteismer: Moses, Jesus og Muhammed var ikke andet end tre svindlere. Om dette lille 70-siders skrift har den franske historiker Georges Minois nu udgivet en hel bog.

Traktaten har den mærkværdige og omfattende forhistorie, at den var kendt i rygtets form mange århundreder før den faktisk existerede. Minois sporer doktrinen om de tre bedragere til arabiske kilder helt tilbage i 900-tallet. Samexistensen af islam og kristendom var i sig selv en kilde til sådanne ideer: hver af de to religioner anser jo den andens grundlægger for at være en bedrager – herfra er der ikke langt til den nagende mistanke om at ens egen hellige figur måske heller ikke har rent mel i posen. Abu Tahir, leder af den shiittiske sekt qarmaterne, kunne ifølge en 1000-tals kilde således allerede midt i 900-tallet skrive: “I denne verden har tre individer fordærvet mennesket, en hyrde, en læge og en kameldriver. Og kameldriveren har været den værste svindler, den værste taskenspiller af de tre.” Det drejer sig naturligvis om Moses, Jesus og Muhammed – og udsagnet udgør den første skriftlige kilde til temaet om de tre bedragere. Andre figurer i periodens stærke arabiske åndsliv tilskrives lignende tanker – den store arabiske filosof i Cordoba, Averroes, kaldte ifølge Gilles af Rom kristendommen umulig på grund af nadverlæren, jødedommen barnlig på grund af dens regelværk, og islam, rettet mod sanselig tilfredsstillelse, en religion for svin. Men også den samtidige jødiske filosof Maimonides fra det mauriske Spanien nævnes af senere iagttagere som en af kilderne til tesen om de tre bedragere. Bedrager-tesen, både i arabisk og vestlig kontekst, kunne låne stof fra antikke ateister såsom Kelsos fra det 2. århundrede, hvis skrifter kirken nidkært har destrueret, men som er kendt fra kirkefædrenes refutationer af ham – og som allerede karakteriserer Moses og Jesus som bedragere.

Minois følger nu i en omfattende og indimellem vidtløftig idehistorie temaet om de tre bedragere hele vejen frem til 1600-tallet – da der for første gang omsider faktisk opstår en tekst viet til temaet. Det er i sig selv et stykke lærerigt åndshistorie – Minois, der tidligere har skrevet ateismens historie, kortlægger et omfattende vantro stamtræ af ideer midt i den middelalder, som så mange hævder var helt i religionens greb. Kirkens ødelæggelse af ateistiske og kætterske kilder har bidraget til dette fortegnede billede.

Første gang ideen nævnes i Vesten, synes at være hos den parisiske universitetsprofessor Simon Tournai sidst i 1100-tallet, der ifølge en af hans samtidige underviste i disput og blandt andet satte ideen til debat om at der er tre, der har narret verden. Men ideen om, at der decideret findes et kættersk skrift viet til at udvikle denne tese, synes at stamme fra pave Gregor IX, der i 1239 anvendte den i pavestolens strid med den tysk-romerske kejser Frederik II. Denne mærkværdige figur, med øgenavnet “stupor mundi”, verdens forbløffelse, var en religionskritisk og videbegærlig skeptiker, der fx bad en af sine hoffilosoffer Michael Scotus om svar på spørgsmål som: “Ligger helvede under jorden? Er der noget, der holder jorden oppe? Hvormange himle er der? Hvad får dem til at bevæge sig? I hvilken himmel opholder Gud sig? Kan en sjæl vende tilbage til jorden og tale og vise sig her? Hvordan kan menneskene mangfoldiggøre sig, sådan som Gud vil det, uden syndefaldet?” Relevante spørgsmål i 1200-tallet. Frederik omgikkes vantro, jøder og muslimer, og stillede dem lignende spørgsmål, førte krig mod pavestaten – og blev af mange anset for at være  selveste Antikrist. I pavenstolens kampagne mod ham spillede Gregor så et trumfkort: kejseren har skrevet kætterskriftet De tribus impostoribus, der hævder, at alle de tre store religioner er svindel! I samme åndedrag kaldte han ham Kongen af Pest, Dyret og mange andre saftige karakteristikker og exkommunikerede ham (for femte gang).

Mange senere kommentatorer op gennem tiden har derfor tilskrevet kejseren eller hans hoffilosof Pierre de la Vigne teksten – men det blev lynhurtigt et standardskældsord, man kunne stange ud imod hvilken som helst modstander, kætter eller vantro, at han havde forfattet den berygtede bog. En lang perlerække af figurer er således blevet beskyldt eller mistænkt for forfatterskabet, i samtiden eller senere –  Averroes, Dante, Boccaccio, Rabelais, Thomas Scoto, Javinus de Solcia, Machiavelli, Guillaume Postel, Petrus Ramus, Herman Ristwyk, Thomas Salzmann, Bernardino Ochino, Pietro Arentino, Jacques Gruet, Michel Servet,  Giordano Bruno, Giulio Vanini, Jean Bodin, Milton, Hobbes, Spinoza, Boulainvilliers, John Toland og mangfoldige andre. Især fra begyndelsen af 1500-tallet, hvor ateismen synes at få en omfattende opblussen i Europa, fyger beskyldningerne frem og tilbage om at stå bag den frygtede bog – ofte medvirkende til kætterafbrænding af de formodet skyldige. Indimellem giver en mistænkt sorteper videre ved selv at beskylde en anden for forfatterskabet.

Problemet forblev imidlertid: ingen havde nogensinde set et exemplar af det forkætrede skrift, og efterhånden bredte den erkendelse sig, at det aldrig nogensinde havde existeret. Sagen blev derfor endnu mere kompliceret af, at skriftet pludselig rent faktisk dukkede op. I 1719 blev der i Holland trykt en pamflet, der først hed “L’esprit de Mr Benoit Spinosa” (Spinozas ånd), og som i senere udgaver fra 1721 og frem direkte lød den famøse titel “Traité des trois imposteurs”. Et omfattende kulegravningsarbejde har endnu ikke endegyldigt kunnet kortlægge dette skrifts tilblivelse. Udgivelsen skyldes en kreds af religionskritiske exilhuguenotter i den Haag, påvirket af Spinoza og med forbindelse til engelske fritænkere – og det forhold, at skriftet næsten direkte citerer Spinoza og er tydeligt påvirket af Hobbes, Charron og Naudé tillader den slutning, at det i hvert fald i sin existerende form ikke kan være ældre end 1680. Ifølge Prosper Marchand, selv medlem af kredsen, var forfatteren en Jan Vroese fra gruppen omkring Spinoza, hvis tekst så efterfølgende synes at være korrigeret af Jean Aymon og Rousset de Missy omkring 1710, måske også med anvendelse af tekst af Maximilian Lucas, der skrev den korte biografi om Spinoza, som værket ofte blev trykt sammen med – og herefter er der måske yderligere tilføjet afsnit af udgiverne Charles Levier og Thomas Johnson. Teksten er trykt uden angivelse af sted, forfatter eller udgiver, og den indledes med et ironisk forord, hvor det hedder, at dette “monstrøse skrift” kun udgives for at give gode kristne lejlighed til at afvise det: “Der er måske intet, der giver frie ånder et så plausibelt påskud for at krænke religionen som den måde dens forsvarere opfører sig på.” Man kan her tænke på, at mange af tidens oplysningsskrifter præsenterede sig som anti-oplysningsskrifter, der blot blev nødt til at citere den forfærdelige Spinoza grundigt for at kunne refutere ham – et trick, der naturligvis tjente til at beskytte forfatteren mod forfølgelse. Traité blev trykt i et lille oplag – ifølge udgiverne for at kunne holde det skjult for en lille kreds af “personnes d’esprit” – men ifølge Minois måske også et trick, kombineret med markedsføring i den radikale oplysnings netværker af adelsmænd, lærde, skribenter og boghandlere, for at presse prisen op. Bogen handledes til høje summer og var stærkt efterspurgt, bl.a. af Leibniz længe inden udgivelsen. Sagen kompliceres af, at der forelå en mindre, parallel traktat De tribus på latin, der kan spores til Nordtyskland og det daværende danske universitet i Kiel i 1688, vistnok skrevet af en J.J.Müller og kopieret af den danske filosof J.P. Arpe. Og den kompliceres yderligere af, at der foreligger spredte vidnesbyrd endnu tidligere i århundredet om, at en bog med den fatale titel er blevet set, endda læst … den igangværende intense udforskning af traktatens oprindelse kan måske endnu give overraskelser.

Teksten fra 1719 er ikke sofistikeret – det er en art Spinozas lille røde, hvor nuanceringer, metafysiske ambitioner og panteistiske mellemregninger er luget ud og der gås direkte til vaflerne. Gud findes ikke og er opfundet af  bedragere, der udnytter godtroende menneskers frygt og uvidenhed. Religionen er derfor altid skjult politik, idet love, ceremonier og kulter tjener til at styre og undertrykke folk. Moses var en uindskrænket despot, hvis voldsudøvelse blev camoufleret som guds vrede. Jesus betjente sig af foregivne mirakler, der altid blev udført, når der kun var enfoldige til stede – der så senere kunne guddommeliggøre ham. Muhammed skjulte en ven i en brønd, der kunne illudere gudens stemme – og vennen fik så den tak, at tilhængerne straks kastede brønden til og opførte en moske. Gud er spinozistisk lig med naturen, der fortolkes materialistisk – djævle og dæmoner er grækernes opfindelse, som jødedommen giver i arv til de andre monoteismer, og som ikke existerer. Sjælen kræver en naturalistisk forklaring og har ikke evigt liv. Stærke sager først i 1700-tallet. Hvad teksten mangler i finesse, har den tydeligvis haft i propagandistisk power og elementær chokværdi.

Skriftet blev som nævnt trykt i et lille oplag, og ved udgiveren Leviers død i 1730’erne lå der 300 exemplarer under hans seng, som han havde bedt Marchand om at brænde, hvilket han pligtskyldigt og sikkert også frygtsomt gjorde – endnu på det tidspunkt kunne det have ganske alvorlige konsekvenser, fængselsstraf, landsforvisning, at være medansvarlig for sådanne publikationer; det var før kirken flirtede med at have noget med oplysning at gøre. Alligevel er skriftet det mest udbredte og sandsynligvis også det mest indflydelsesrige blandt den tidlige oplysnings hemmelige skrifter. Det findes overleveret i mere end 200 exemplarer fra de forskellige oplag og versioner i 1700-tallet, deraf hovedparten på hollandske og nordtyske biblioteker – det Kgl. Bibliotek i København har flere exemplarer.

Traktaten om de tre bedragere er et centralt skrift i ateismens idehistorie og leder frem til materialismen hos La Mettrie, d’Holbach og Diderot i den franske høj-oplysning – og videre frem til religionskritik og naturvidenskab i den senere idehistorie, til den radikale oplysnings genkomst i det 20. århundrede. Minois’ fascinerende bog fortæller den mærkelige historie om et usandt rygte, der endte med at få realitet.

Georges Minois: “Le traité des trois imposteurs. Histoire d’un livre blasphématoire qui n’existait pas”, Albin Michel, 328 sider
Køb bogen her

af Søren K. Villemoes, cand.scient.pol., B.A. i religionsvidenskab og blogger

Der er ingen grænser for, hvad kultur kan beskyldes for i disse dage. Før i tiden kunne man i den offentlige debat forklare alting med en henvisning til ’socioøkonomiske forhold’ (hvad end det er), men den tid er forbi, og i dag kan man nu nøjes med at henvise til det nøjagtigt lige så indholdsløse begreb ‘kultur’. Forestillingen om kulturen som altings ophav kaldes ‘kulturalisme’, og det er en udbredt fejldiagnose, der er at finde på såvel højre- som venstrefløj.

Sølvpapirshattens antenner indstilles
Det seneste groteske eksempel på en kulturalistisk nedsmeltning, er blogger ved Jyllands-Posten, Morten Uhrskov Jensens, debatindlæg om voldtægt i Sverige. Uhrskov har bemærket, at der i Sverige er hele ni gange så mange politianmeldelser om voldtægt end i Danmark, og at landet ligger markant højere end andre EU lande i denne kedelige statistik.

Statistikken er både gruopvækkende og interessant. Det samme kan siges om Uhrskovs forfejlede forsøg på en forklaring. I sin kulturalistiske feberdrøm når han nemlig til den konklusion, at årsagen til de mange anmeldte voldtægter må skyldes Sveriges store indvandring af muslimer. Vi lader den lige stå et øjeblik…

Ja, ved gud om manden ikke med sin sølvpapirshat solidt plantet på hovedet har deduceret sig frem til, at ens religiøse ophav dikterer ens sandsynlighed for at begå voldtægt. Hvor bizart det end lyder, så er det faktisk den helt naturlige, logiske slutning, man må drage, når man besidder en kulturalistisk verdensopfattelse. Hvis alt har sin årsag i kulturen, så må det vel også gælde for voldtægt. En smule kritisk refleksion vil dog hurtigt afsløre denne forklarings åbenlyse mangler og gabende huller.

For det første begår Uhrskov en markant retorisk brøler, der undergraver hele hans tese. I sin iver efter at slå ned på et konsekvensløst retssystem, kommer han nemlig til at indrømme, at antallet af domme for voldtægt i Sverige rent faktisk er faldet siden 1960′erne. Vi har altså ikke at gøre med flere voldtægtsdomme, men derimod blot langt flere anmeldte voldtægter. Dette er en helt afgørende forskel. Rigtigt mange voldtægter befinder sig nemlig i en gråzone. Dette er specielt tilfældet med de såkaldte ‘date rapes’, hvor de to involverede kender hinanden i forvejen.

Der er mange voldtægtsanklager, der bliver trukket tilbage, eller viser sig slet ikke at holde vand ved nærmere efterforskning. Der er desværre også en god del, der rent faktisk er sande. Det skal ikke ignoreres. Men da der netop kan være en høj grad af tvivl, er det så meget desto vigtigere at forholde sig til antallet af dømte voldtægter og ikke antallet af anmeldelser alene. Der eksisterer i øvrigt de samme retslige principper for, hvornår man dømmes for voldtægt i Danmark som i Sverige. Om der overhovedet er sket en stigning i antallet af voldtægt i Sverige, er derfor noget tvivlsomt – om end ikke nødvendigvis usandsynligt.

Primitiv hypotese
For det andet viser tesen slet ikke at holde vand med en meget enkel sammenlignelig test. Hvis det virkelig er variablen ‘islam’, der forklarer den påståede stigning i antallet af voldtægt, så må muslimer i Danmark vel være lige så aktive på voldtægtsområdet som i Sverige. Da antallet af anmeldte voldtægter i Sverige er ni gange højere end i Danmark, så må der vel være ni gange så mange muslimer på den anden side af sundet end her i landet. Men det er der slet, slet ikke.

Uhrskov kommer selv til at afsløre, at der kun er cirka 500.000 muslimer i Sverige. Det tilsvarende tal i Danmark er cirka 200.000. Hvis ‘islam’ virkelig er den forklarende variabel, er det meget svært at se, hvordan antallet af muslimer, der er 2½ gange større i Sverige, kan forklare ni gange så mange anmeldte voldtægt. I statistik kalder man den slags for en kontrol case. Enhver samfundsforsker med et minimum af indsigt i kvantitativ metode ville på nuværende tidspunkt have afvist tesen blankt.

Men når sølvpapirshatten sidder tilpas stramt på hovedet, så er der ingen grænser for, hvilke kulturalistiske signaler, man kan opsnappe. Og Uhrskov har indstillet modtagerantennen på islamkritik ad nauseam. Der er bestemt mange områder af islam, der fortjener alskens kritik og debat (jeg kan i hvert fald sagtens nævne en snes stykker, herunder synet på kvinder), men religionens indflydelse på antallet af voldtægter i Sverige er IKKE et af dem!

Tesen er hermed afvist. Og man må altså finde en anden god grund til, at ens datter ikke må date Ahmed fra klassen. Men for den interesserede læser, tillader jeg mig lige at komme med nogle uddybende betragtninger.

Alternative forklaringer
I statistisk metode har man et begreb, der hedder kontrolvariabler. Det er noget man smider ind for at sikre, at man ikke kommer til at konkludere et eller andet helt forkert. F.eks. kunne man fejlagtigt komme til at konkludere ud fra sin data, at der er en statistisk signifikant sammenhæng mellem folks hudfarve og deres evner til at løse matematiske problemer. Hvis man så smider kontrolvariablen ‘uddannelsesbaggrund’ ind, vil konklusionen nok blive en helt anden. Man skal derfor altid teste for alternative, mulige hypoteser, før man kan konkludere noget som helst brugbart.

Vi har allerede sået tvivl ved, om der overhovedet er en reel stigning i antallet af voldtægter i Sverige. Men hvis vi antager, at det virkelig er tilfældet, kunne der sagtens vise sig at være en række helt andre forklaringer, der intet har at gøre med hverken religion eller indvandring. F.eks. har Sverige siden 1999 haft et forbud mod køb af sex. Nu abonnerer jeg ikke på en overbevisning om, at et sådant forbud nødvendigvis skaber flere voldtægter, da jeg tvivler på, om det overhovedet mindsker antallet af sexkøb i tilstrækkelig grad. Men som en undersøgelse foretaget af den amerikanske kriminolog Berl Kutchinsky viste, så faldt antallet af voldtægter i Danmark betragteligt efter legaliseringen af porno i 1969. Fraværet af en såkaldt ‘ventileffekt’ kan derfor ikke kategorisk udelukkes som medvirkende årsag.

Et af de helt store videnskabelige værker om årsager til voldtægt er bogen A Natural History of Rape: Biological Bases of Sexual Coercion. Den er skrevet af de to forskere, Randy Thornhill og Craig T. Palmer, der har deres fødder solidt plantet i darwinistisk evolutionsteori. Værket søger specifikt at afvise luftige kulturalistiske og socialkonstruktivistiske forklaringer på voldtægt. Ifølge de tre forskere har ‘kultur’ kun en marginal til ingen betydning for antallet af voldtægter. Som de skriver, så eksisterer voldtægt i alle menneskets forskellige kulturer, og desuden i mange dyrearter hvor der ikke er nogen nævneværdig ‘kultur’ – og da slet ingen religioner.

Forklaringen skal findes i mænds seksuelle psykologi, der er udviklet gennem mange årtusinders naturlig udvælgelse. Som evolutionær teori har påvist igen og igen, så er seksuel selektion en af de mest afgørende drivkræfter bag menneskets udvikling. Studier i seksuel adfærd og menneskets valg af partnere har påvist, at kvinder i høj grad vælger mænd ud fra deres status i det sociale hierarki. Med andre ord: Jo højere status, jo lettere adgang til kvinder. Dette burde ikke være en chokerende nyhed for nogen (Simon Spies, Hugh Hefner… fortsæt selv listen.)

I vores fjerne fortid i diverse jæger/samlersamfund har der været en langt mere uretfærdig adgang til kvinder for mænd afhængigt af deres status. Polygamiske forhold har ikke været ualmindelige, og magtfulde mænd med høj status har derfor kunnet akkumulere kvinder i hobetal, mens mænd med lavere status har måttet lede forgæves efter bare en enkelt seksualpartner. Dette har ført til en udvikling i mænds seksuelle psykologi, der under særlige forhold kan føre til, at man som en art ‘nødstrategi’ vælger voldtægt som en sidste desperat måde at få sine gener videreført og sine seksuelle behov opfyldt på. Der er altså, hvor ubehageligt det end lyder, gode evolutionære forklaringer på, hvorfor nogle mænd voldtager kvinder.

Som forskning også har vist, så er der den dag idag stadig en overrepræsentation af mænd med lav social status i voldtægtsstatistikkerne. Hvis muslimske, svenske mænd skulle være overrepræsenterede i disse statistikker, så skyldes det altså snarere deres lave sociale status i Sverige end deres forhold til koranen.

En sidste hypotese til at forklare det høje antal politianmeldelser i Sverige kunne være at finde et sted i den kroniske svenskhed, som vi tidligere har været inde på her på bloggen. Den stigende svenske tendens til at gøre snart sagt hvad som helst til genstand for kønskamp og uligestilling, samt den nærmest automatiske offergørelse af kvinder kan muligvis have skabt en noget anderledes forestilling om, hvad der rent faktisk konstituerer et voldtægt blandt svenske kvinder. Den store uligevægt mellem anmeldte og dømte voldtægt kunne muligvis pege i den retning. Det ser i hvert fald ud til, at det svenske restsvæsen og politi ikke deler helt den samme opfattelse som mange af de forulempede kvinder. Men en sådan afklaring kræver en dybere behandling end et blogindlæg tillader.

Ned med kulturen!
Uhrskovs nylige hjerneblødning er blot et enkelt bizart eksempel på kulturalismens elendighed. Der er mange at tage af. Og der bliver flere og flere for hver dag, der går. Morten Uhrskov Jensen er desværre en af de mange danskere, der har mistet overblikket, efter at mødet med folk fra andre kulturer efterhånden er blevet dagligdag her i landet. Kulturens rolle i samfundet, og for menneskelige relationer og handlinger i det hele taget, er de sidste år blevet helt grotesk overvurderet. Vi mennesker er ikke så grundlæggende forskellige, som vi ofte bilder hinanden ind. ‘Kultur’ skal derfor hverken gøres til den evige syndebuk for alverdens onder eller til en slags ‘helle’, hvor folks kulturelle normer og praksisser er fredet for kritik.

Pessimismen på pension

af Ryan Smith, cand.mag.

Mød vores forfader Homo erectus: De havde noget med stenøkser. Overalt hvor de levede, filede de flint til stenøkser. Erectus dominerede i en million år, og spredte stenøkser ud over hele kloden. Da deres evolutionære livline omsider rendte ud, var stenøksen stadig det nye sort: En million år med stenøkser og en million år uden innovation: Havde man set én stenøkse, havde man set dem alle. Så kom Homo sapiens på banen, og i løbet af hundrede tusinde år opfandt vi mejslen og møllehjulet, kloakering, slankepulver og taletidskort. Hvad er forskellen på os og Erectus?

Enter Matt Ridey: Adelmand, biolog og børsmægler, – og skriverkarl af Guds nåde. Ridley har tidligere vakt opsigt med sine evolutionsbøger, Genome og The Red Queen, hvori han fremhæver sex som den drivende kraft i evolutionen. Nu har Ridley skrevet en ny bog, som ud over evolution, også kaster sig i grams med økonomi og politik. Titlen er The Rational Optimist – How prosperity evolves, og hvor Ridley før har fremhævet sex mellem mennesker som evolutionens grundvold, så giver han nu skruen et ekstra nøk, og fremhæver den frie handels evne til at avle ”sex mellem ideer”, som det der har drevet Homo sapiens teknologiske udviklingshistorie fra flintøkse til frysepizza.

The Rational Optimist er på mange båder en mærkværdig bog: Hvis vi bliver i sex-metaforen, så kan bogen bedst beskrives som sex mellem Adam Smith og Charles Darwin: Selvom Ridley aldrig har skrevet om politik, så har han altid været liberal ”i baggrunden”, når han skrev om seksuel selektion og selviske geners kampe for overlevelse. Men med The Rational Optimist får vi nye toner: Vi får en Ridley, der tager skridtet fuldt ud og skriver direkte om politik. Og med The Rational Optimist ønsker han at fortælle os tre ting: At frihandel er gavnligt for menneskeheden, at vi som følge af frihandel er rigere, renere og sundere i dag, end nogensinde før i historien, og at det derfor er irrationelt at være pessimistisk omkring fremtiden.

Tilbage til Homo erectus. Ham med stenøksen. Homo erectus har helt sikkert hjulpet hinanden, og efter alt at dømme har de også haft et rudimentært sproginstinkt. Men hverken Erectus, Neandertalerne eller nulevende menneskeaber, har nogensinde kunnet se formålet med, at bytte ting på kryds og tværs på samme måde som Homo sapiens gør det. Og ifølge Ridley er det marskandiser-genet hos os Sapiens, der er hemmeligheden bag vores evolutionære sucess: Handel. Men ikke kun handel. Handel og arbejdsdeling: Neandertalerne skaffede deres mad ved jagt og fouragering, præcis som vores forfædre gjorde det, men de opnåede aldrig en effektiv arbejdsdeling, og noget tyder også på, at de ikke handlede deres værktøj imellem sig, men udfærdigede det på stedet, og efterlod det igen når opgaven var overstået.

Anderledes gik det med Homo sapiens: Mændene jager, kvinderne fouragerer og passer børn. Ved fyraften mødes man og bytter ressourcer. Specialisering, arbejdsdeling og handel var trends hos de første Homo sapiens, og udviklingen tog hurtigt fart: Du er stærk men rastløs. Jeg er svag men tålmodig. Jeg snitter knogler til spyd, og du bruger dem til at fange gazeller. – Tilsammen får vi mere kød end nogen af os kunne få på egen hånd. Og hold nu godt fast: Dette trick virker også selvom du er stærk og tålmodig og jeg er svag og rastløs. Selvom du både er bedre til at lave spyd, og bedre til at jage end jeg er, så er vi sammen bedre tjent med, at jeg også laver kastespyd, men giver dem til dig, der som en anden Herkules, har styrken til at kaste dem kraftfuldt og langt.

Således er vi fremme ved Ridleys liberale tolkning af Homo sapiens udviklingshistorie: For selvom vi samarbejder, så vil du naturligvis ikke dele lige over, når nu du bidrager så meget, og jeg bidrager så lidt. Men selvom jeg synes det er uretfærdigt, så samarbejder jeg alligevel, for inderst inde ved jeg, at jeg selv får mere gazelle ved at indgå i samarbejde med dig, end jeg ville få, hvis jeg skulle klare alting selv, sådan som neandertalerne gjorde. Vores samarbejde er således en handel. – En ulige, forskelligartet, ikke-reciprok handel.

Og den slags nuancer er der ingen andre arter som formår at operere med, når de handler: Chimpanser kan bedre lide druer, end de kan lide æbler, end agurker, end gulerødder. De kan godt bytte gulerødder for druer, men kan ikke se formålet med at bytte æbler til vindruer, uanset hvor mange druer de tilbydes: Chimpanser kan simpelthen ikke finde ud af at bruge handel og arbejdsdeling til at optimere deres eget lod, sådan vi to lige gjorde, da vi byttede kastespyd for død gazelle.

Handel og arbejdsdeling. Da først det lille trick havde bidt sig fast, så var det bare at gentage det om og om igen, fra kastespyd til kornkammer, til akvædukt, til vandmølle, til jernbane, til elektricitet, til kunstig intelligens, og i løbet af hundrede tusinde år var 10.000 afrikanske jæger-samlere vokset til 6,8 milliarder specialister med beboelser overalt på planeten og en rumstation i kredsløb om den. Alt i alt var det et udmærket nummer med handel og arbejdsdeling, for uden vores evne til at samarbejde, ville både du og jeg stadig snuble rundt i stenalderen og anstrenge os med at lave stenøkser. I stedet har vi nu det frie marked som har givet os en rigdom, luksus og sundhed som Caesar, Attila og Louis XIV kun kunne drømme om. Så op med humøret og send pessimismen på pension, for i fremtiden er det rationelt at være optimist.

Såvidt Ridleys teknologiske udviklingshistorie over de forgangne 100.000 år: Handel er hvad der definerer Homo sapiens som art, og handel er den motor der driver udviklingen. Kritikere vil nødvendigvis stå i kø for at skose Ridleys sammenblanding af biologi og politik, og de vil med lethed kunne tage ham til indtægt for den tendentiøse, og sine steder overfladiske, brug af kilder til at understøtte bogens hypotese.

Med The Rational Optimist har Ridley givet os en bog der gerne vil hele vejen rundt om biologi, økonomi, psykologi, politik, 100.000 års historie og en god bid af fremtiden i en brødtekst på bare 359 sider. På de præmisser må billedet nødvendigvis males med den helt brede pensel. Pointerne må kæmpe om pladsen, og mange af argumentationens forgreninger bliver for subjektive, og følges ikke altid til dørs af kilder. Hovedpointen om specialisering og arbejdsdeling holder dog efter denne anmelders mening vand (dog uden at legitimere Ridleys politiske liberalisme), og alt i alt er der tale om en bog der er smækfyldt med dragende, kontroversielle, stimulerende (og ikke nødvendigvis sande) perspektiver på hvordan Homo sapiens udviklingshistorie kan have forløbet.

The Rational Optimist falder på et tørt sted, for i en tid hvor mainstream-medierne kammer over af skingre dommedagsprofetier er der behov for at bøger som denne bliver skrevet… og læst.

Matt Ridley: “The Rational Optimist – How prosperity evolves”. Populærvidenskab.  Fourth Estate, 448 sider.