Kunstige mennesker i et historisk lys

af Robin Engelhardt

Blot et enkelt år efter at Philip Ball udgav sin bog ‘The Music Instinct’, er der kommet en ny bog af den engelske journalist og forfatter, der i mange år har udmærket sig ved at kunne kombinere formidlingen af den nyeste naturvidenskab (i blandt andet fagbladet Nature) med en pragmatisk og midtsøgende humanisme. Philip Ball er ikke fundamentalist, og det er efterhånden en sjældenhed at finde videnskabsskribenter, som ikke blot mestrer ny naturvidenskabelig viden, men også sætter den i en bredere kulturel og filosofisk ramme.

Hans nyeste bog undersøger de mange historier, fortællinger og videnskabelige forsøg med at lave kunstige personer – altså ‘unaturlige’ skabninger, der igennem idéhistorien har antaget mytologiske former som enten græske Prometheus og Daedalus, den middelalderlige homunculus, den jødiske Golem, Frankensteins monster eller de totalitære rugekasser i Aldous Huxleys ‘Fagre nye verden’.

Ball viser, at fornemmelsen af væmmelse og uhygge ved at skabe ‘unaturlige’ mennesker faktisk er et nyt fænomen. Først efter Darwin blev ‘spontan kreation’ uden æg eller sæd anset som umulig. Før oplysningstiden var det alment accepteret, at man kunne skabe liv ud af ikke-liv, f.eks. ved at lade en kompost stå, eller at bruge kadaveret af en okse til at kreere bier. Det eneste tvivlsspørgsmål man havde, var, hvorvidt det kunstigt skabte liv var af lige så høj kvalitet som det naturligt skabte.

I første del af bogen gør Ball sig umage med at vise, hvordan kulturelle og religiøse strømninger har defineret noget som naturligt og noget andet som unaturligt. Alene det faktum, at man fremstiller menneskeskabt liv som ‘unaturligt’ og ikke bare som ‘kunstigt’, peger på, at man tillægger det en vis u-hygge, u-behag, ja alle mulige u-kristelige ting. Præfikset ‘u-‘ er ikke bare en neutral negation, men en moralsk dom, der har til formål at stemple fænomenet som noget, der ikke er godt – ja, unaturligt. Den simple ligning: naturligt = godt og unaturligt = ondt stammer primært fra den kristne tradition, hvor hovedproblemet bestod i at finde ud af, hvad sjælen er, og hvorfor den kun findes hos mennesket, og ikke hos de ‘lavere skabninger’.

Fantasi og virkelighed Denne negative naturalistiske fejlslutning om, at alt unaturligt er skidt, er blevet båret ind i vores moderne verden, hvor moralfilosoffer og etisk bekymrede debattører fortsat har forsøgt at afsløre den uhellige alliance mellem teknologi og intellekt. Hele anden del af bogen diskuterer, hvordan de nye reproduktive teknologier på en måde har realiseret de gamle drømme om at skabe mennesker ‘unaturligt’, nemlig via kunstig befrugtning og præimplantationsdiagnostik, samt hvordan vi har forholdt os til sammenstødet mellem de gamle fortællinger, og hvordan den begejstrede forbruger af forplantningsteknologier anno 2011 har udfoldet sig.

I den dystopiske optik har videnskaben, ligesom Daedalus, Faust og Dr. Frankenstein, købt billet til glidebanen, og det vil uvægerligt resultere i utænkelige monstrøsiteter, totalitarisme og en eventuel ufrugtbarhed. I virkeligheden er der dog intet tegn på en sådan udvikling. De fleste lande har eksplicitte forbud mod kloning af mennesker, mod skabelse af hybrider, mod ektogenese, kimlinje-terapi og mod arvehygiejniske eksperimenter, som kunne føre til udvælgelse af genetisk designede individer.

De gamle mytologier om homunculi og kimærer, der alle indeholder en stor portion fantasi og overtro, har altså farvet nutidens debatter på en så forskruet, men også gennemgribende måde, at det tydeligvis gør det svært for Ball at have tiltro til en etisk funderet diskussion om det 21. århundredes forplantningsteknologier.

Derfor advokerer Ball for kasuistisk ret, dvs. en case-by-case vurdering af fordele og ulemper ved brugen af en given teknologi på et givent problem. Vi ved alle sammen, at enhver teknologi indeholder muligheden for misbrug, men vi ved også, at dette altid må afvejes mod dens evne til at gøre godt. Vi skal derfor diskutere sagen omhyggeligt, inkludere alle følelser af væmmelse og mistro, men ultimativt lovgive på en måde, der giver kontrolleret tilladelse til brugen af forplantningsteknologierne, så længe de terapeutiske fordele er åbenlyse.

Dette kan lyde, som om Philip Ball må klassificeres som en laissez faire glidebanearkitet. Det er dog ikke tilfældet. Han påpeger gentagne gange, at videnskaben end ikke er kommet i nærheden af at have løst livets gåde, og at den største fare i dag ikke er en realisering af Huxleys ‘Fagre nye verden’, men det bombastiske praleri i medierne (hvem sagde Craig Venter?) om alt det, vi snart vil kunne gøre ved os selv.

Ball er en fornuftens stemme, der hverken falder for et scientistisk eller religiøst perspektiv på vores evne til at manipulere med livet. Han er meget påpasselig med at bruge for nemme metaforer, men der er masser af humor til stede for dem, der elsker det subtile, og der er masser af klogskab og intellektuel power for dem, som ikke er bange for det komplekse, og som vil oplyses for alvor.

Unnatural – The Heretical Idea of Making People, af Philip Ball,
378 sider, ISBN 978-1-847-92152-9, The Bodley Head, London, 2011.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close