Herbert Spencer, liberalismens bøhmand

Den britiske filosof Herbert Spencer (1820 – 1903) kendes i dag mest som socialdarwinist og som kompromisløs laissez-faire liberal, for hvem de fattige bare kunne rende og hoppe. Men er det nu også rigtigt?

af Ryan Smith

Hvis du er ligesom de fleste dannede mennesker, så ved du ca. to ting om Spencer – et; at han var liberal og to; at han var socialdarwinist. Begge disse ting er der imidlertid grund til at betvivle korrektheden af.

Filosoffer har det undertiden med at blive kendt for små slogans og bon mots (såsom Descartes’ ”Jeg tænker, derfor er jeg,” eller Humes ”Man kan ikke slutte fra ’er’ til ’bør’”). Disse slogans er i og for sig fine nok, men hvad de fleste dannede mennesker samtidig ved, er, at de tanker, der senere bliver til sådanne slogans ofte er langt mere nuancerede i deres originalform: Ud fra Humes værker er det f.eks. ikke klart, at det nødvendigvis er umuligt at slutte fra ’er’ til ’bør’, blot at vi må være bevidste om denne proces og om, at konklusionerne, der udspringer af en sådan proces, er mindre gyldige end de konklusioner, der udspringer fra en pure deskriptiv proces. Nietzsche, som mente, at Gud var død, og at alt var tilladt for hans overmenneske, var, når alt kommer til alt, heller ikke nihilist, men ønskede at sætte et eller andet – magtudøvelse, overmenneskearistokratiet, eller arven fra det arkaiske Grækenland – ind i tomrummet efter sit nedbrydningsprojekt, og sådan kunne man blive ved.

Men hvad der er særligt ved Herbert Spencer er, at de to pip han er kendt for i offentligheden (at han var socialdarwinist og at han var laissez-faire liberal) ikke nødvendigvis er det billede, man finder, når man stikker næsen i hans skriverier.

Nok er friheden vigtig for Spencer, men som scientist og utilitarist tolker han friheden anderledes, end de fleste liberale i dag gør det. Om den private ejendomsret skriver Spencer f.eks., at mennesker i udgangspunktet ejer Jorden kollektivt, da vi alle er født her og hører til her. Følgelig er den private ejendomsret til jord ikke noget, som giver sig selv for Spencer. Spencer skrev under laissez-faire kapitalismen i England (den samme type kapitalisme, som Marx tordnede imod), og han frygtede, at regnestykket [privat ejendomsret til jord] + [laissez-faire] på sigt ville munde ud i et samfund, hvor en klasse af rige kapitalister ejede enhver park og grøn eng. Og bagsiden af mønten ville for Spencer blive en klasse af arbejdere, som til sidst ville være forvist fra alle andre områder af landet end deres bolig og deres arbejdsplads. ”Hvis samfundet ender sådan,” argumenterer Spencer, ”så er de fattige ikke frie, og så er det ikke et liberalt samfund.” Og sådan er der mange tilsvarende passager i Spencers værker, som argumenterer imod doktriner, som vi i dag forstår ved liberalisme, men gør det på baggrund af frihed.

Men Spencer var ingen politisk dilettant, og ligeledes var han hverken socialist eller konservativ. Så var Spencer liberalist? Ja, det var han, og det var også sådan, han blev opfattet i sin samtid og derefter, men snarere end en slags forløber for den liberalisme, vi kender i dag, så var han en art venstreliberal.

Frihed og social retfærdighed

Når jeg skriver venstreorienteret, så skal det forstås på den bedst mulige måde. Spencer var hverken skabssocialist eller socialliberalist, men var i sin grundholdning liberal. I sit essay The Proper Sphere of Government skriver han f.eks., at regeringen bør afholde sig fra: “At regulere handel, fra at stå for skoler og uddannelse, fra religiøse anliggender, fra generel velgørenhed, og fra at bygge veje.” Regeringen bør ene og alene holde sig til at beskytte borgernes ejendomsret og deres naturlige frihedsrettigheder. I Spencers optik bør staten altså udelukkende koncentrere sig om at opretholde frihedsrettighederne og retssikkerheden for sine borgere. Ifølge Spencer var det aldrig meningen, at staten skulle tage sig af mindre end det, og ligeledes burde gode borgere også rejse sig i protest, når staten tog tilløb til at gøre mere end det.

Det lyder jo alt sammen ganske højreliberalt, og dog er der klare venstreliberale elementer i Spencers tænkning. For mens mange højreliberale har afvist tanken om ”social retfærdighed” (enten fordi de ikke tror på den, eller fordi de mener, at det at prøve at sørge for ”social retfærdighed” med politiske midler vil skade mere, end det vil gavne), så tror Herbert Spencer på social retfærdighed, og han ser det som en mål, som mennesker burde søge at realisere i samfundet.

En af de ting, som har gjort, at Spencer er blevet karakteriseret som socialdarwinist, er, at han afviser velfærdsydelser og andre former for velgørenhed, som parkerer mennesker på passiv forsørgelse. Men bare fordi vi ikke bør omfordele velstanden i samfundet, så betyder det på ingen måde for Spencer, at velstandens nuværende fordeling så er retfærdig. Under den nuværende samfundsorden er det f.eks. sådan, at rige folks børn (såsom Paris Hilton, Ivanka Trump eller vor egen Kronprins Frederik) alt andet lige har langt større chance for at klare sig godt i tilværelsen, fordi de er rige folks børn. Selv hvis rigmandsbørnene ikke får penge af deres forældre, så har de adgang til kontakter, rollemodeller og råd og vejledning fra folk, der selv har klaret sig godt i tilværelsen. En Paris Hilton, der var kommet til verden i en trailerpark i Mississippi og var vokset op med en enlig forælder, havde næppe klaret sig så godt, som den faktiske Paris Hilton har gjort det, og et sådant tankeeksperiment vidner ifølge Spencer om, at vi ikke har social retfærdighed.

Derfor er borgerskabet og de velbjergede også de sidste mennesker i verden, der ifølge Spencer skal pege fingre ad de fattige og deres dårlige vaner. Børsmæglere og andre bløde kontormennesker bør ikke pege fingre ad underklassen, før de har prøvet at arbejde 37 timer om ugen i Netto og leve af mikroovnslasagne, fiskefilet og Grøn Tuborg. Spencer tror med andre ord ikke på det sokratiske bon mot om, at det er lige så nemt at være lykkelig og udvise overskud under rige som under fattige kår (og med til historien hører vel også, at Sokrates selv var en flittig gæst ved den athenske overklasses borde, hvor maden og vinen var noget bedre, end hvad underklassen indtager i dag).

Ifølge Spencer er de fattiges slidsomme kår i samfundet i sig selv med til at tilskynde underklassens dårlige og kortsigtede vaner. At se et medlem af borgerskabet pege fingre ad de fattige og ad dennes vaner, var derfor en flabet og krænkende akt – ikke kun for den fattige, men for ethvert tænkende menneske. Spencer mente ganske vist ikke, at de fattige havde krav på velfærd eller omfordeling, men ifølge Spencers værk Social Statics, så er personlig ulykke og fattigdom ”mindst lige så ofte” et resultat af defekter i de fattiges karakter, som de var et produkt af den måde, som vi har indrettet samfundet på. For mens samfundet politisk set bør være liberalt, så er det op til menneskene, der lever i det, at sørge for, at samfundet også bliver socialt retfærdigt, og det ansvar lever de ikke altid op til.

Det er med tanker som disse, at Spencer rent deskriptivt bevæger sig tættere på den moderne videnskab, end mange højreliberale forfattere og debattører nogensinde kommer. Eksempelvis er et af de meget velunderbyggede socialvidenskabelige fænomener inden for psykologi og biologi det såkaldte learned helplessness, dvs. det fænomen, at et individ holder op med at tro på, at det selv kan forbedre sin situation. Forsøg, som påviser learned helplessness, blev første gang udført i 1960’erne og er sidenhen gentaget mange gange med både mennesker og dyr som subjekter, og resultatet er altid det samme: Når et subjekt over tid observerer, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dets indsats og dets lod i livet, så holder subjektet op med at gøre en indsats. Derfor, mener Spencer, kan man heller ikke bebrejde en person, som har søgt bunkevis af jobs uden at komme til samtale på nogen af dem. Det er videnskabeligt givet, at vedkommende vil synke hen i learned helplessness, og i sådan en situation er det ifølge Spencers venstreliberale optik også vores andres ansvar at hjælpe vedkommende op igen. Ikke fordi vi har et politisk eller juridisk ansvar, men fordi vi er ordentlige mennesker, der bekymrer os om social retfærdighed.

Socialdarwinist?

Med sådan et sæt holdninger kan man spørge sig selv, hvordan Spencer nogensinde blev kendt som socialdarwinist? Til dels er det Spencers egen skyld. I Social Statics skriver Spencer f.eks., at dumme mennesker fra naturens hånd gør dumme ting, såsom at spise, ryge og drikke for meget. Som enhver god liberal mener Spencer, at det er en sisyfostjans at forsøge at beskytte dumme mennesker fra sig selv, men i Social Statics tager han lige skridtet videre og tilføjer, at hvis individet er tilstrækkeligt kundskabsrigt til at leve, jamen så lever det jo, og hvis det fra naturens hånd ikke er tilstrækkeligt kundskabsrigt til at leve, så dør det, og så er det også bedst, at det dør(!).

Det er især dette udsagn, der igen og igen er blevet brugt til at udråbe Spencer til socialdarwinist efter hitleristisk forbillede, bl.a. på så vidt belæste steder som i Steven Pinkers The Blank Slate, men læser man efter, så bliver man snart klar over, at der er tale om en fordrejning af Spencers egentlige holdning. For mens socialdarwinisme tillader de tilpassede at knuse de utilpassede (eller i hvert fald at designere deres udryddelse ad politisk vej), så var Spencer, som vi så, liberal: For Spencer kan staten aldrig bruges til at udrydde eller på anden vis gøre vold mod mennesker, og ligeledes så må intet menneske initiere brugen af vold mod et andet, da dette ville forbryde sig mod det liberale princip om lighed for loven. På dette område er Spencer så langt fra den nietzscheanske kongstanke om ”forskellige moralsæt for forskellige sæt mennesker”, som man overhovedet kan komme. Mens Nietzsche havde sin herre- og slavemoral, så havde Spencer sine liberale principper, som pinedød skulle være ens for alle. Mens Nietzsche glorificerede slaveri og militær imperialisme, så tog Spencer på det skarpeste afstand fra disse ting, og det selvom han levede og skrev ud af Storbritanniens imperial century. Så mens Spencer må tage en del af skylden for, at han er blevet misforstået, så må de folk, der har udråbt ham til socialdarwinist, også stå til regnskab for, hvorfor det er Spencer, og aldrig Nietzsche, de udråber som socialdarwinist.

Man kan med rette spørge sig selv, hvordan (hvorvidt) de forskellige brikker af Spencers filosofi hænger sammen. Når han undertiden ønskede, at de velbjergede skulle undlade at hjælpe den overspisende og overdrikkende underklasse, som slår deres børn og som aldrig sætter et ærlig projekt i søen, så er det ikke, fordi de er fattige, for som vi har set, så er det for Spencer en medmenneskelig pligt at hjælpe de mennesker, som er fattige som følge af manglen på social uretfærdighed i samfundet. Når Spencer mente, at vi andre burde lade jordens bærme spise og drikke sig selv ihjel, så var det bl.a., fordi sådanne mennesker ifølge Spencer også er den slags mennesker, der, selv hvis de fik det bedre, ikke ville have moral nok til at hjælpe med at løfte menneskets kollektive ansvar for et samfund præget af social retfærdighed. Det er kort sagt de fattige, der giver de andre fattige et dårligt navn. Bag en af de ondeste tænkere i den liberale tradition gemmer der sig altså et blødende hjerte.

Vi kender alle de populistiske fordomme om, at liberale er onde og grådige mennesker, der er uempatiske og kolde om hjertet og som spiser børn til morgenmad. Men hvis end kke den ondeste af de onde, ”socialdarwinisten” Herbert Spencer, så faktisk var så ond igen, hvem af de liberale tænkere skal så være den nye liberale bøhmand?

Svaret må vel være Ayn Rand.

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close