Category Archives: Bøger

Nagarjuna om udeleligheden

buddha.statue_2 af Ryan Smith

I sin filosofi siger den buddhistiske filosof Nagarjuna, at der ikke findes noget, som er udeleligt. Dette har vakt vestlige filosoffer en del besvær. Eksempelvis har Guiseppe Tucci foreslået, at Nagarjuna i virkeligheden må henvise til Yogacara-skolens argument for, at der ikke findes atomer og lignende grundbestanddele, da det eneste, der virkelig eksisterer, er bevidsthed. Det er imidlertid næppe årsagen til Nagarjunas afvisning af udelelighed.

Har man først forstået Nagarjunas vedholdenhed over for ideen om gensidig opståen, så bliver svaret også nemmere at forstå. Lad os forestille os noget tilsyneladende udeleligt, såsom en diamant. Denne diamant kan skæres itu, og selv hvis den ikke kunne skæres itu, så består den af atomer, og således er diamanten ikke udelelig.

Nu ville det være naturligt at tænke i fysikalistiske baner. Fra moderne fysik ved vi, at selv atomer ikke er udelelige, og at man kan blive ved med at opdele dem i mindre bestanddele (muligvis uendelig mange gange, sådan at virkeligheden ikke har nogen nedre grænse, hvor man ikke kan opdele entiter mere). Men Nagarjunas argument er ikke et argument om universets mindste bestanddele, så selv hvis det i fysikken viser sig, at vi når et subatomart niveau, hvor man ikke længere kan opdele bestanddele i mindste bestanddele, så ville Nagarjuna stadig mene, at der ikke findes noget, som er udeleligt.

Årsagen til, at Nagarjuna kan holde fast i denne tro, er som nævnt Nagarjunas tanker om gensidig opståen. Lad os for argumentets skyld sige, at den mindst tænkelige enhed i universet er en kvark, og at denne kvark ikke kan opdeles i yderligere, mindre bestanddele. I så fald ville Nagarjuna sige, at selv om kvarken ikke kunne deles yderligere, så ville den stadig være delelig, for så vidt som den var gensidigt opstået. Analysen af kvarken ville fortælle os, at den (som alt andet i universet) ikke har egeneksistens, men at den kun eksisterer i modsætning til noget, som den ikke er.

Så kvarken ville ikke have egen-eksistens. Herfra kan vi følge Nagarjunas kendte tetralemma (eller “fir-dobbelte-dilemma”):

  1. Kvarken har ikke egeneksistens; den må nødvendigvis eksistere som modsætning til noget, den ikke er
  2. Men kvarken har heller ikke ikke egeneksistens; den må nødvendigvis være sig selv i forhold til det, den ikke er
  3. Og kvarken har heller ikke både egeneksistens og ikke-egeneksistens; denne position ville negere sig selv
  4. Og kvarken har heller ikke hverken egeneksistens eller ikke-egeneksistens; #1 og #2 i denne række tyder jo på, at #4 ikke kan være sand

Således kan vi nu se, at antagelsen A = A; (kvarken er kvarken) er uholdbar. Kvarken kan ikke postuleres som en blivende enhed i forhold til sine omgivelser, og kvarken er derfor ikke udelelig. Selv om kvarken ikke kan deles ud i mindre enheder, så kan dens kvaliteter og eksistens ikke postuleres uden en øvrig virkelighed som baggrund og modsætning, og således inter-penetrerer kvarken og den omkringliggende virkelighed hinanden i et forhold, hvor de ikke er identiske, men ej heller forskellige. Det samme gælder for alt andet i universet, og derfor kan Nagarjuna sige, at der ikke findes noget, som er udeleligt. Argumentet skal altså ikke forstås fysikalistisk., som om at man kan blive ved med at opdele kvarker (i konventionel forstand), hvis videnskaben siger, at man ikke kan det. Argumentet skal forstås ontologisk – der findes slet ikke egeneksistenser, og derfor findes der heller ikke noget, som er udeleligt. (For den sags skyld kunne man lige så vel bemærke, at der i Nagarjunas system heller ikke findes noget, som er deleligt, da tingenes sande natur er hinsides ord og tanker.)

Nagarjuna og visdommens perfektion

Det er værd at bemærke, at mens de første buddhister troede, at man kunne reducere større objekter til mindre, så troede de stadig på grundbestanddele. Der er det bl.a. Nagarjunas bidrag til forståelsen af Buddha’ens oprindelige belæringer, som har gjort, at man i Mahayana-buddhismen ikke længere tror på grundbestanddele. Således hedder det i Hjerte-sutra’en, at: Når man praktiserer perfektionen af visdom, så ser man, at de fem grundbestanddele, som de første buddhister havde opereret med, er tomme.

Candrakirti om tingenes egeneksistens

Chandrakirti

Af Ryan Smith

Candrakirti var en buddhistisk filosof, som levede ca. 600 – 650 e.Kr. Candrakirti arbejdede ved det store buddhistiske universitet i Nalanda, som blev raseret af muslimske erobrere omkring år 1130. Candrakirti elaborerede Nagarjunas filosofi og byggede videre på den, og han er mest kendt for værket Prāsaṅgika Madhyamaka, som fremsatte den tolkning af Nagarjuna, at fænomener findes og er virkelige, men at de er tomme for egeneksistens.

Vi ved ikke meget om Candrakirtis liv, og mange af hans skrifter er endnu ikke oversat til europæiske sprog. Hans filosofi synes dog især at have bestået af kommentarer og videreudviklinger af Nagarjunas filosofi. Candrakirti kritiserede især andre tilhængere af Nagarjuna i sin samtid, fordi disse mente, at man kunne producere individuelle argumenter for, at alle fænomener er tomme for egeneksistens. Her mente Candrakirti, at ingen filosofiske positioner kunne stå tilbage efter en fuldstændig analyse af tomhed, da disse så blot vil skabe nye anledninger til at tro på egeneksistens hos mennesker (se citat #2 nedenfor). På denne måde kan man sige, at Candrakirtis filosofi har den lighed med de senere Zen-skoler inden for buddhismen, at de sætter det ikke at binde sig til noget over logik og filosofiske forklaringer (inklusive forklaringer, som man ellers anser som rigtige).

Her følger nogle af Candrakirtis tanker:

#1: Candrakirti (om gensidig opståen): “Fordi tingene ikke opstår uden årsag, fra Gud og så videre, eller opstår fra andet end dem selv, eller opstår fra sig selv, eller opstår fra både noget andet end dem selv og fra sig selv, så er de opstået i gensidig afhængighed.”

#2: Candrakirti (om tingenes manglende egen-eksistens): “Ekstreme opfattelser opstår, når man har den opfattelse, at der findes fænomener med inherent egeneksistens. Det er blevet grundigt analyseret, hvordan fænomener ikke har egeneksistens, og når forestillingen om en iboende eksistens i fænomenerne ikke eksisterer, så opstår der ikke ekstreme forestillinger (i menneskets sind), ligesom der ikke er ild, når der ikke er noget brændstof.”

#3: Candrakirti (i en syntese af de to første tanker): “Normalt siger man, at varme er ildens egeneksistens, for der findes ingen ild, som ikke er varm. Men når vi ser samme varme i vand, så opfatter vi det ikke som egeneksistens, da varmen er opstået fra andre betingelser.”

Candrakirti anerkender, at vi opfatter fænomener hele tiden. Dog mener Candrakirti ikke, at disse fænomener har nogen egeneksistens, hvilket fører ham til at erklære sin støtte til læren om de to sandheder. Ifølge Candrakirti er det troen på den lille sandhed, som forhindrer folk i at nå Nirvana. Igen (som med Zen) mener Candrakirti, at den store sandhed ikke kan argumenteres eller udtrykkes med ord, men kun opleves hinsides alle ord og koncepter. Buddha’en vidste, at der ikke findes et selv, og at der ingen enheder er. Candrakirti udvidede i lighed med Nagarjuna denne analyse til at mene, at der ingen fænomener er overhovedet.

Nagarjuna havde oprindeligt sagt, at han ikke havde noget filosofisk standpunkt at forsvare, men at han blot ville splintre alle standpunkter, sådan at kun oplevelsen af tomhed og nondualisme stod tilbage. På samme måde mener Candrakirti, at hans lære ikke har nogen ultimativ tese, men at den blot gendriver misforståelser hos folk, der ikke har forstået Nagarjunas lære korrekt.

Endelig kritiserer Candrakirti også Yogacara-skolen (den buddhistiske idealisme, som mente, at alle fænomener blot var indeholdt i bevidstheden). Ifølge Candrakirti kan nogle af Yogacara-skolens analyser fint bruges til at vise, hvordan megen af vores fejlagtige forståelse af virkeligheden stammer fra de betingelser, som vi selv kommer ned over virkeligheden med vores aktive brug af bevidstheden. Men vi går galt, når vi tager Yogacara-skolens analyse som den fulde sandhed: Yogacara’erne viser os, hvordan den ydre verden er gensidigt betinget og derfor tom for egeneksistens, men de glemmer at anvende samme analyse på den menneskelige bevidsthed, som ifølge Candrakirti er lige så som tom for egeneksistens som alt andet her i verden.

Er Open Access en god ide i Peer Review?

Ifølge en ny artikel i Science er svaret nej.

En forfatter indsender (i samarbejde med tidsskriftet Science) en bevidst mangelfuld videnskabelig artikel om et nyt farmaceutisk vidundermiddel til 304 open.access tidskrifter (altså net-tidsskrifter). Enhver ekspert på området ville med største lethed kunne konstatere, at artiklen var håbløs. Ikke desto mindre blev artiklen optaget i mere end halvdelen af disse tidsskrifter – også selv om der skiltes med, at artiklerne har været igennem “peer-review”.

Det er efterhånden blevet almindeligt, at forskeren skal betale for at få sin artikel udgivet, og mange af disse open-access tidsskrifter opkrævede da også beløb på et par hundrede dollars for at trykke artiklen. Dog kun hvis den blev udgivet. Kun 36 ud af de 304 tidsskrifter påpegede de åbenlyse svagheder i artiklen, og selv ud af disse valgte 16 dog at publicere artiklen. For at sætte alt dette i perspektiv skal man notere sig, at open-access publikationer inden for videnskab er et megastor foretagende. Der findes mindst 8.250 af den slags tidsskrifter, og selv om man regner de åbenlyst useriøse fra, så resterer der dog 2.054 anerkendte tidsskrifter udgivet af ialt 438 forlag (nogle af forlagene er højt anerkendte som Kluwer, Sage, eller Elsevier). Her to klip:

“A striking picture emerges from the global distribution of open-access publishers, editors, and bank accounts. Most of the publishing operations cloak their true geographic location. They create journals with names like the American Journal of Medical and Dental Sciences or the European Journal of Chemistry to imitate—and in some cases, literally clone—those of Western academic publishers. But the locations revealed by IP addresses and bank invoices are continents away: Those two journals are published from Pakistan and Turkey, respectively, and both accepted the paper.”

“But even when editors and bank accounts are in the developing world, the company that ultimately reaps the profits may be based in the United States or Europe. In some cases, academic publishing powerhouses sit at the top of the chain.”

Konklusionen er ikke, at open-access publicering er dårlig. Snarere viser undersøgelsen, hvor kommercialiseringen af universitetslivet fører os hen. At lave peer reviews er en møjsommelig opgave, som man frivilligt tager på sig, fordi man ønsker at fremme den videnskabelige debat. Men med det voksende proes på forskerne er det selvfølgelig et af de områder, der bliver nedprioriteret.

Ti billeder på buddhistisk tomhed

Tomhed er et af de vigtigste begreber i filosofisk buddhisme, og det er kritisk for at forstå buddhismens filosofiske udvikling fra Nagarjuna og frem. Tomhed er imidlertid også et af de mest misforståede begreber i buddhismen, og det udlægges ofte som en nihilisme eller ren negation. buddha Det er dog ikke tilfældet, og ifølge Nagarjuna er det faktisk værre at hænge fast i troen på tomhed som endemålet for buddhistisk ontologi, end det er slet ikke at tro på tomhed. Tomheden er ikke noget absolut, men et middel til at slå menneskets fejlagtige forståelse af virkeligheden itu, sådan at vi kan komme ud over vores dualismer og se virkeligheden, som den virkelig er. Tomhed er således et middel; et skridt på vejen mod den buddhistiske oplysning, som er hinsides alle ord og koncepter.

Her følger ti klassiske kinesiske billeder på Tomhed, som skal hjælpe den studerende til at forstå tomheden bedre:

1. Tomhed implicerer uforhindrethed, ligesom tomrum eksisterer i mange ting, men aldrig hindrer eller obstruerer noget.

2. Tomhed implicerer allesteds-nærværenhed, ligesom tomrum er nærværende alle steder; Tomhed omfavner alle ting alle steder.

3. Tomhed implicerer lighed, ligesom tomrum er ensartet alle steder og udøver ingen diskrimination noget sted.

4. Tomhed implicerer udstrakthed, ligesom tomrum er vidtstrakt, stort og uendeligt.

5. Tomhed implicerer formløshed og faconløshed, ligesom tomrum er Tomhed uden form eller kendetegn.

6. Tomhed implicerer renhed, ligesom tomrum aldrig er besmittet af ting-som-er.

7. Tomhed implicerer stilstand, ligesom tomrum altid er stillestående og i fred for generation og destruktion.

8. Tomhed implicerer positiv negation; det negerer alt, som har grænser og omfang.

9. Tomhed implicerer negationen af negation; det negerer al egeneksistens og udsletter al mental tilknytning til Tomhed (idet Tomhed peger videre imod den tilbundsgående transcendens, som er fri for alle tilhørsforhold).

10. Tomhed implicerer uopnåelighed og uforståelighed; ligesom tomrum ikke er opnåeligt eller forståeligt.

Amerikanske præsidenters personlighed, introversion og ekstroversion, samt deres behov for magten

Test din egen personlighed i forhold til amerikanske præsidenter her (på engelsk) eller her (på dansk).

Nedenfor ses udviklingen i ekstroversion hos den gennemsnitlige amerikanske præsident. På George Washingtons tid ville en gennemsnitlig amerikansk præsident have ligget omkring den 31. percentil (altså 69% af befolkningen ville have været mere ekstrovert end præsidenten). I dag ligger den gennemsnitlige præsident omkring den 93. percentil (altså 7% af befolkningen vil være mere ekstrovert end præsidenten). Så når folk siger, at politikerne ikke er “som i gamle dage,” så er det faktisk rigtigt.

Untitled
Dernæst ses nedenfor en til de politisk interesserede (rød som blå), der synes, at politikerne er gået for langt i deres iver efter at styre folk. På grafen ses udviklingen i den gennemsnitlige amerikanske præsidents Need for Power. Inden for psykologi er Need for Power defineret som et individs behov for at kunne kontrollere andre, behov for prestige og behov for at gøre indtryk på andre. De mænd, der grundlagde Amerika, havde et betydeligt mere kritisk forhold til magten end de mænd, der i dag sidder i det Hvide Hus. “Government, like fire, is a dangerous servant and a terrible master,” skulle Washington efter sigende have sagt. Jefferson solgte præsidentkareten (sin tids Rolls Royce), kom pengene i statskassen og gik selv op til sin indsættelsesceremoni. Sådan tænker moderne præsidenter ikke. I stedet er de typisk imod enhver indskrænkning af deres magt. Psykologisk kan det ses som eksempler på individer med høj Need for Power. Her sidder det som automatreaktioner hos dem, at alt, hvad der udvider deres magt, er omverdenen, der genkender deres personlige meritter, og alt, hvad der indskrænker deres magt, er en personlig ydmygelse; et signal om, at de som personer ikke er formidable nok til at fortjene den magt.

Har man en skeptisk holdning over for magten, så ligger det på rygmarven, at man hellere vil have Jefferson, Washington og Madison end Clinton, Nixon og LBJ. Men faktisk er der forskning, som viser, at folk med høj Need for Power i gennemsnit klarer sig bedre som præsident end folk med lav Need for Power. Det kan liberale (og andre med en kritisk holdning til magten) så tænke lidt over.

 

power

 Kilde (til begge grafer): Rubenzer & Faschingbauer 2004

Lyrical Translation of Parmenides’ Poem

Written by Parmenides of Elea, ca. 495 BCE
Poetical translation by M.J. Henn
Quoted from ‘Parmenides of Elea’

The Proem

Careering chargers, thundering swift, dispatch
My heart to places only hearts can match.´
Then destinies, far out in front, fast speed
Me down a road of song, whose windings feed

The knowing man through every village found.
This way conveyed I came. For coursers crowned
With wise renown advanced my speeding heart
Along – outstretching far my quickening cart.

Fair maidens led the way. From out its shaft
The axle sent a whining cry abaft,
Hot – burning under constant friction, bright
Within fast flickering hubs. For in their flight

Two wheels whirled the axle on a lathe,
As fleet Heliades caress and bathe
My car with dawning light, abandoning
Dark realms of Night to seek their father’s ring

Of light; while turning back, with regal hand,
Smooth veils from fair faces. Right there stand
Twin lofty gates dividing the way of Night
From Day. A lintel and sill of stony might

Encase them strong on either side, while doors
Of massive sweep and sway fill up with force
Their heavenly frame. And painful Justice holds,
With pain – dispensing woe, both locking bolts.

But gently urging maidens urged their way
With softened words, and quick She thrust away
For them the bolt – bars from the guarded gate.
Its doors then forced a yawning chasm great,

Unfolding giant wings attached with pins
Of brass in two – way hinges. Squealing dins
The air with plaintive moans, as doors fixed fast
With rows of riveted bolts wheel lazily past.

Through open gates swift maidens reined my horse
And car to trace their high celestial course.

A gracious goddess kindly welcomed me
With open arms and hospitality.
My right hand softly she entwined with hers
And spake to me in song this gentle verse:

“O Child of high-soaring ecstasies,
Immortal charioteers and chargers seize
You to my palace halls. I welcome you
Today! No evil Fate has sent you to

Traverse this starry path of mine (far back
It lies, removed from man’s own beaten track),
But Right and Justice teamed. Necessity
Demands you learn of nature’s panoply:

To wit, well-rounded Truth’s untrembling core
Of life, plus opinions born of common lore,
In which there is no true belief. Still yet
There is one thing you must not soon forget

How needs must seem those things which seem-to
Far-penetrating all reality.”

The Truth

“Arise, I say, take home my warbling lays
To hear afresh. These are the only ways
A thinking man should seek: One claims quite free
That Being Is, and is not not-to-be!

(She is Persuasion’s path, attending Truth).
The other, in opposite vein, retorts forsooth,

There is no Being! There must not ever be!
This path, I say, you’ll never learn to see;
For neither can you know non-being, a sheer
Impossibility, nor phrase it clear,

For Thinking and Being are one and the same.”

“Behold within your mind’s own deepening frame
Those presences steadfastly fixed, yet all
Removed from obviousness; for never shall
These beings dissolve their ineluctable hold

On Being, whether scattered manifold
Across the cosmic all, or packed into
A rounded ball; for, where I start, thereto
Shall I again return self-same. Now you

Must say and think that Being exists as true
Necessity; since Being is to Be,
But nothingness impossibility.
I urge you now to contemplate these lays,

For from the first path’s search I block your gaze.
Far off her winding course have mortals strayed
Alone in ambiguity, dismayed
Mid nothing seen nor known; for helplessness

Drives on the mind far – wandering their heart’s abyss.
They carry on both dumb and blind, amazed,
Confused, these feckless tribes, who wholly dazed,
Adjudge to be and not to be the same,

Yet not the same—A backward turning game
The path of all. So never be seduced
By thoughts that nothings equal beings reduced.
Blot from your thought this course! Raise high a fence!

Don’t let old Habit’s harsh experience
Propel you headlong down this fruitless path.
But close your blinded eyes, your ears with wrath
Of worldly sounds beset, and stay your tongue,

To judge, by reason’s aid alone, among
The paths my strife-filled refutations rive.
“Thus only one path’s myth remains alive.
The one that claims that ‘Being Is!’ Along

This path are posted many signs that throng
The passerby, such as UNGENERABLE
And absolutely INDESTRUCTIBLE,
UNWAVERING, ENDLESS, EVERY
– LIMB – ONE – WHOLE;

No was nor will: all past and future null;
Since Being subsists in one ubiquitous
Now – unitary and continuous.
For what descent would one assert for Being?

And how, from whence, will Being grow, so teeming
With vast increase? I bid you neither say
Nor think that Being springs from nothing’s way;
The notion that this Being is not is not

For thought to think, nor lips to speak. For what
Necessity would rouse vast Being to grow,
Begun in time or sprung ex nihilo?
So, Being must exist in fullest might,

Or not at all. Nor will the strength of right
Belief compel a thing to come – to – be
From nothing absolute. Its plain to see:
From nothing only nothing comes, because

By law does Justice hold from Being the cause
Of generation and decay. She feigns.
But slackens not her dominating chains.
Her grips grow stronger still! Your judgment o’er

My words resolves this crucial either – or,
Reflect it to your very core: Being is,
Or Being is not. Decide I say! Dismiss
The latter from your heart, a nameless course,

And thoughtless too, for she shows not the source
Of Truth. Traverse, instead, the Way of Being.
Embrace the Is, authentic, never fleeing.
So how, I ask, would Being cease? And how

Would Being come – to – be? It is not now,
If once it was, not even should it last
The span of future time extending past
Us now. So, genesis is quenched; its ruin

Not for experience. Nor is it strewn
Across vast multitudes, divided from
Itself; since all of Being is like, not some
Of it more here, and some of it less there.

The former forbids all binding holds unfair;
The latter neglects that all is filled to full
With Being. Hence, all exists together whole,
As being pulls itself to being by forced

Attraction mutual. But quite divorced,
Unmoved within the limits of great chains
Exists a sourceless, ceaseless Being; twin banes
Of birth and death long banished to the tides.

For true belief has pushed them out. It bides
The same in self-same place, remaining on
Its own, and so remains in fetters drawn

Steadfastly to its core. For powerful
Necessity ensnares it in her pull

Of chains and shackles binding fast, cinched tight
On every side. On this account ’tis right
For Being to be not incomplete. It lacks
No thing; since, if it did, its need would wax

For everything. Self – same as well the thought
And thinking act that Being Is; for not
Without the Being, in which it is expressed,
Will you discern the thinking act impressed

Upon the mind: for nothing else outside
Of Being exists or ever will. Cold pride
Of Fate confined it whole and motionless
To stay. Whence flow all names which mortals dress

With playful suppositions based on mere
Belief that naming captures Truth. You hear
Them speak of generation and decay,
Of being and non-being, of flight away

From place of rest, exchange of brilliant hue.
But here the outer limit shows the clue;
Since, now perfected from all points, just like
A massive sphere, it circles back to strike

Itself, in all ways equal from its core.
This limit needs must never be some more
Here, and some less there. For neither can
There be a what – is – not to halt its span

Out through itself toward self – same unity,
Nor can pure Being escape the symmetry
Of cosmic equipoise. It can not change
Intensity, nor broach its rounding range

To bulge with excess or deficiency,
Since all remains untouched simplicity.
For, equal to itself from every source,
Being meets with equal limits all its force.”

The Convention

“I cease here now, concerning Truth, my thought
And trusted speech for you; and learn you ought
The ways of mortal minds. So listen close
To hear the words deceptive order chose:

Men set their minds two shapes to name, but one
Of these must not be voiced; and here they’ve gone
Astray. They judged two masses opposite
In strength, and laid down signs to seal the split.

Of these, the first fires forth ethereal flame,
So gentle and smooth, in all directions same
Unto itself; the other, not a whit
The same, but in itself its opposite
— Dark Night, a dense and weighty mass.

To you I voice whole worlds of seeming things untrue.

Lest any mortal judgment should surpass
You unawares. But since all things alas

Are named for Light and Night, and since both powers
Have been assigned to these and those, there flowers
Full in all both Light and darkening Night
In equal quantities, for none in sight
Has share of one exclusively its own.”

“The aether you shall know, and all which sown
Therein did grow, both constellations far
And wide, and Sun’s destructive deeds, which scar
The earth with rays hot blazing torches burn,

And whence these came to be. I bid you learn
The wandering works and nature of the Moon,
Our spotted sphere. You’ll even know the swoon

And sway of Heaven’s vaulting love embrace;
Both whence he grew, and how, in shamed disgrace,
Necessity once dragged him off to hold
The limits of the stars; and how, it’s told,

The Earth, and Sun, and Moon, with aether round
Them drawn; our Heaven’s scattered milky fount,
Olympian heights, and thermal forces from
The stars awakened to their being. Benumb

With night, while circling earth, there shimmers strange
A borrowed light, which searches in its range
The blinding rays of Sun. The starry wreaths
Of thinner breadth bring forth a fire that breathes

And blasts full force; the ones beyond cloud black
With darkest Night, but still afar shine back
Their share of shimmering light. And in their midst
There lives the goddess Destiny, who sits

In queenship over all. For intercourse
Of lovers mixed, and loathsome pangs which course
The womb she rules over all. She sent
The woman off to mate with man, and bent

It back for man with woman to mate again.
And Eros first she destined to begin
The lineage of the Gods. And when a man
And woman intertwine to seal the plan

Of Passion’s love-affair, a life-force forms
From blood diverse, which courses thick and swarms
The veins to fashion bodies well-produced,
Of tempered forces born. For when, once loosed,

Life’s forces clash in strife upon the sown
Seed, no unity will they have grown
Within the body mixed, and curses shall vex
The growing child with indeterminate sex.

But when Love’s seeds implant themselves upon
The right side of the mother’s womb, they spawn
New baby boys, but on the left they yield
Girls. For just as each one holds, concealed

Within, some mix of Light with darkest Night,
Which rushes through their wandering limbs, so might
Exist the mind of man. For wisdom’s seat
Persists the same for everyone you meet:

A nature growing in the limbs; since Thought
Is marked by greater growth. And so the lot
Of all there is or ever was I’ve shown
To you according to opinions known.

But, after they’ve grown, they’ll cease to be.
Their names but signs affixed by man’s decree.

Kritik af Mads Holgers ‘Den konservative konditor og den liberalistiske bager’

Mads Holger anklager i Information liberale for at være ude af trit med tænkningen fra Platon og Sokrates. Men mon ikke snarere det er Mads Holger selv, der er ude af trit med tænkningen fra Platon og Sokrates?

Sokrates var ikke en politisk tænker, og Platon var teknokrat. Var det op til Platon, så skulle CEPOS og Dansk Industri styre Danmark. Det transcendentale er et privat projekt for Platon, ikke et politisk. Platons akademi fik sjovt nok heller ikke statsstøtte. Og der er i øvrigt intet ved det liberale tankegods per se, der fornægter væsentligheden af æstetisk fordybelse eller virkelighedens transcendentale aspekt. Det har bare ikke noget med politik at gøre, eller burde ikke have det.

Mads Holger har engang anerkendt i en offentlig Facebook-debat, at man kan opnå kontakt til det transcendentale og kere sig om æstetisk fordybelse, selv om man er teknokrat eller minarkist. Det er dog ikke rigtigt det, han gentagne gange skriver i debatten. Mads Holger opsætter igen og igen et lineært kausalitetsforhold mellem politik og æstetik, som om det ene er fuldstændigt afhængigt af det andet. Således skriver han:

“Det sørgmodigste eksempel herpå var Anders Frandsens indlæg i Berlingske den 19. august. Således steriliseret ender man her i Herning med fadcola bag rationalitetens rustfri gitter i neonlysets skær. Det virker jo, men det er ikke så spændende, og uden spænding klinger lyrens strenge ikke.”

Men dybest set aner Mads Holger jo intet om Anders Frandsens æstetiske interesser; han ved bare, at Frandsens tilgang til det politiske er mere rationel end hans egen. Den eneste måde, hvorpå Mads Holger kan føle sig godtgjort i at fælde dom over Frandsen, er, hvis han mener, at det politiske er en forudsætning for det æstetiske. Hvilket han altså selv har indrømmet, at han ikke mener.

Selv når Platon udtaler sig om æstetik, er det tydeligt, at politik først og fremmest er en rationel øvelse for Platon, som ikke bør forvirres med selve det skønne. Men ikke desto mindre er det netop, hvad Mads Holger igen og igen gør i debatten – der er mere Agathon over Mads Holgers indlæg, end der er Platon eller Sokrates.

Agathon i Platons Symposion

Opsummering af Agathons tale i Platons Symposion.

Agathon begynder sin tale ved at kritisere de tidligere talere for at koncentrere sig om de velsignelser, som Eros har givet til verden, snarere end selve gudens karakter og personlighed.

Ifølge Agathon, så er Eros den lykkeligste af guderne, den smukkeste af guderne og den bedste af guderne.

Agathon modsiger Faidros ved at hævde, at Eros er den yngste, og ikke den ældste, af guderne. Ifølge Agathon, så hader Eros alderdom og opsøger de unge, og de græske guder ville slet ikke have været så onde ved hinanden i gamle dage, hvis den unge Eros havde været blandt dem dengang. Eros er også følsom, blød og delikat, og han bosætter sig kun i de sjæle, som er bløde. Eros er også smidig, for hvordan skulle han ellesr kunne passere gennem hele sin sjæl, og smuk, leve som han gør blandt blomsterne.

Agathon argumenterer med sofisteri og fejlslutninger for, at Eros besidder de fire klassiske græske dyder: Retfærdighed, Mådehold, Mandsmod og Visdom.

  1. Eros er retfærdig, idet han hverken foruretter nogen eller selv bliver forurettet. Således har Eros RETFÆRDIGHED, for alle adlyder ham villigt.
  2. Eros har også MÅDEHOLD: Agathon argumenterer for denne sidste overraskende påstand med følgende stykke sofisteri: Mådehold er herredømme over fornøjelser og begær. Intet begær er stærkere end kærlighed, og derfor mestrer kærligheden alle fornøjelser og er således ekstremt mådeholden.
  3. Og MANDSMOD har Eros også, ifølge Agathon, for var det ikke kærligheden, som fik Ares (krigsguden) til at falde for Afrodite (kærlighedsgudinden)?
  4. VISDOM mangler Eros heller ikke. Alle, som rører ved ham, bliver nemlig til digtere og musikere. Faktisk skylder alle de menneskelige færdigheder ham meget, idet deres udøvere er inspireret af ønsket om skønhed.

Som sin finale leverer Agathon en salve af ord, rim og lyriske billeder, der tilsammen eksemplificerer mange elementer og stilarter fra den oldgræske lyrik, og som desuden fungerer som en slags karikatur af den retorik, som sofisten Gorgias lagde for dagen.

Agathon slutter med at sige, at hans tale er halv leg, halv alvor. Det er det, der redder hans tale. Det er denne klausul, som vender en meget fjollet og irriterende tale til noget ganske morsomt og farvestrålende.