Category Archives: Bøger

Anmeldelse: Frygtelig Lykkelig

Dommedag på sønderjysk Selvudnævnt “drømmer i uniform” bliver morder. Erling Jepsens nye roman “Frygtelig lykkelig” er en foruroligende blanding af hverdagstraumer, lokale skrækskrøner og et Vadehavsmareridt, der aldrig løber så løbsk, at det ikke kan ties ihjel.

af Jonas Holm, cand.mag.

Der er så fredeligt på landet, i det sønderjyske. Idyllen ved vandet, de lokales venlighed og den vederkvægende ro. Eller hvad? Måske er det ren overflade, en stiltiende overenskomst, der dækker over et folkedyb af forbrydelser? Der findes altid en slange i paradiset, en sandorm i Vadehavet.

Der er noget Twin Peak’sk over Erling Jepsens nye roman, selvom hovedpersonen Robert Hansen – “bløddyret”, som han kaldes – bestemt ikke er nogen agent Dale Cooper. Han har det med at få rumlen i maven og dunken for ørerne, når jobbet som politimand byder på andet end wienerbrød og bortløbne katte. I stedet for en fyreseddel får han en stilling som landbetjent i Højer i Sønderjylland. Her er ingen mystiske ugler, men køerne er bestemt heller ikke, hvad de giver sig ud for. Eller noget som helst andet i flækken, for den sags skyld.                   

Robert vil gerne falde til som landbetjent, og for at gøre det må man følge de lokale skikke. Den gamle landbetjent Bosack, hvis job han overtager, giver ham f.eks. det råd, at han altid skal give de yngste butikstyve valget mellem politimæssig korrekt rapportering – eller bare et ordentligt lag tæsk og derefter stilhed. Robert vælger i sidste ende at muhe med de køer, han er i blandt. At slå koldt vand i blodet og “stikke en finger i jorden”. Problemet i Højer er, at når man først har stukket fingeren i jorden, så kan man ikke trække den til sig igen. I hvert fald ikke uden at alle de lokale dæmoner, begravede syndebukke og socialt “selvmyrdede” outsidere følger med op fra dyndet. Heldigvis kan lokalsamfundet stå sammen og få presset de døde derned, hvor de hører til. Men ligesom køerne er hele byen er konstant ved at synke ned i den underverden, den sejler rundt oven på.

                      Robert er gammelklog som et lille barn, viljesløs og naiv så det batter. Det er rørende, men også forbandet farligt i en alder af 34 år. Han udnyttes af moren, eks-konen og hvem der ellers har mere mental styrke end ham. Det vil sige de fleste – til slut den hele by. Men presses han for hårdt, presser han pludselig igen. Og der åbnes for dybet under byen.

Hele mareridt er skildret fra Roberts perspektiv. Bogens sprog er hans sprog, der på imponerende vis ikke virker konstrueret naivistisk, men oprigtig, bogstaveligt naivt. Alligevel smager “tricket” lidt af genbrug fra Jepsens forrige roman, “Kunsten at græde i kor” fra 2001, hvor guldet netop lå i spændingen mellem de absolut bestialske hændelser og så barnets forsøg på at gengive dem sit direkte, ureflekterede sprog. Her laver Roberts synsvinkel “huller” i sproget, der f.eks. lader hans morsmelte sammen med en elskerinde, han ikke har. Forvirret? Det er man som læser også, og det er herligt – her kommer fortællervinklingen virkelig til sin ret og Roberts position som mors lille ødipusser bliver kvalmende konkret. Men vinklingen – eller rettere sagt den nu lidt pedantiske fastholdelse af den – skaber også problemer. For Robert er det at komme til Højer som at lande på Mars. Hvordan afdække en sådan anden verden? Robert gennemskuer naturligt nok ikke meget selv, og derfor lægges rigtig meget stof i munden på byens samling af pensionerede bønder og andet godtfolk, der alt andet lige ikke er synderligt artikulerede. Fåmælthed er en af byens “skjulte love” og store dyder – men Jepsen lader dem alligevel snakke og snakke til den fremmede. Der ligger et fortælleteknisk brist og nager, og det koster på troværdighedskontoen. Er forholdet mellem Jepsen som romanforfatter og Jepsen som dramatiker helt afklaret her?

“Frygtelig lykkelig” er godt tænkt. Man kan sagtens se, hvor Jepsen vil hen. Desværre tager han ikke altid helt læseren med. Bogen støder ind i det naives grænser, og homogeniteten truer med at gøre højdepunkterne flade og den jagende uhygge og apokalyptiske stemning hverdagskedelig. Det ville klæde Jepsen en gang imellem at lade sin bog tale med to eller flere tunger, give og los og fyre ordentligt op under kedlerne. Det barokt bizarre i den sønderjyske dommedag fortjener andet end Roberts patetisk-nervøse sprogdragt.

Erling Jepsen: “Frygtelig lykkelig”. Roman. Borgen, 231 sider, 229 kroner.

Anmeldelse: The Mandarins

af Simone de Beauvoir, Harper Perennial Modern Classics, 736 sider.

af Majken Hirche, cand.scient.

Om forfatteren: Simone de Beauvoir (1908-1984), fransk forfatterinde, filosof og eksistentialist. Allerede fra de tidlige teenageår var Simones tanker travlt optaget af livets store spørgsmål, og det skulle blive hendes filosofiske og introspektive tankegang, der formede og karakteriserede hendes livslange forfatterskab, som foruden flere filosofiske værker, skønlitteratur og erindringer også indbefatter skuespil samt et feministisk manifest. Simone var desuden kæreste med Jean-Paul Sartre, og de to forblev hinandens altoverskyggende inspirationskilder og fortrolige indtil Sartres død i 1980.

Den skønlitterære produktion, som The Mandarins (fransk: Les Mandarins dansk: Mandarinerne) er en del af, tjente et ganske specielt formål for Simone, hvor værkerne blev til i intensive perioder med introspektion, og det var herigennem hun bearbejdede personlige kriser, stærke følelser og vanskelige oplevelser. Skønlitteraturen fungerede tillige som kunstnerisk underbygning af Simones politiske og filosofiske ideer om feminisme og eksistentialisme, og næsten samtlige af hendes skønlitterære udgivelser kan siges at handle om kvinder og kvinders vilkår i en eller anden form.

Kærlighedens smerte og menneskelige relationer

The Mandarins er med overlæg skrevet som en bog om kærlighed og venskab, politik og filosofi. Den fiktive fortælling får næring fra de faktiske spændinger og problematikker, der rørte sig i Paris blandt efterkrigstidens intellektuelle, som blandt andre talte, Sartre, Camus, Merleau-Ponty og så selvfølgelig Simone selv. Det var endvidere i samme årrække, at Simone indlod sig på et lidenskabeligt, men også turbulent forhold, til den amerikanske forfatter og journalist Nelson Algren – en relation, der i sidste instans efterlod dybe følelsesmæssige spor i Simone, hvilket ligeledes afspejles i The Mandarins.

Bogen er en social og politisk historie, med delvist selvbiografiske elementer, hvor der undervejs indflettes fiktive scenarier og et persongalleri så mang- foldigt, at man ikke kan undgå at blive imponeret over det store netværk af personrelationer som Simone udfolder i bogen. Med sit nærværende og levende sprog og sin store indsigt i den menneskelige psyke, maler Simone bogens forskellige personligheder i et følelses- og tankemæssigt billedsprog, der er så genkendeligt at en knugende medfølelse melder sig hos læseren, når karakterer- ne følges i tykt og tyndt.

Fronterne optegnes

Omdrejningspunktet er efterkrigstidens Paris som i 40’erne er præget af armod og de tiltagende spændinger mellem USA og Rusland. Rædslen for endnu en verdenskrig lurer bag hvert et hjørne og tynger de politisk aktive i Paris’ intellektuelle miljø. Det er i dette scenario at læseren fra første færd kastes ud i de hæsblæsende og højtravende debatter mellem højre- og venstrefløjstilhænge- re, der optræder bogen igennem. Den politiske fragmentering er det store samtaleemne. Russere, amerikanere og franske medløbere i alle afskygninger, der alle søger at vinde dagsordnen: Hvem holder med hvem, hvem kan positionere sig stærkest – og med hvilke midler?

I midten af det hele møder vi dagbladsredaktøren Henri, der for enhver pris forsøger at bevare sit tidsskrifts neutralitet og en redaktionel linie præget af troværdighed. Langsomt tages Henri dog som gidsel af forskellige venstrefløjs- grupper, der alle ønsker at vinde hans sympati og magtfulde position indenfor presseverdenen. Henris moralske dilemma tilspidses da sandheden om Gulag gradvist optrevles og viften af marxistiske ideologier begynder at smuldre – en situation som bliver yderligere vanskeliggjort af Henris privatliv, hvor personlige venskaber, på tværs af politiske cirkler, problematiserer enhver politisk beslut- ning.

Privatlivet er i det hele taget problematisk for Henri, der ynder at betragte sig selv som moralsk uangribelig. Uden for redaktionen følger vi nemlig også Henris forhold til den flagrende uselvstændige kæreste, Paula, og gennem en serie mesterligt konstruerede indre dialoger skildres Henri som egocentrisk og uansvarlig, i takt med at han gradvist retfærdiggør sin skamløse udnyttelse og følelsesmæssige afpresning af den svagelige Paula.

I bogen møder vi også Anne, Simone de Beauvoirs litterære alter ego. Anne, har i en tidlig alder løsrevet sig fra familiens stærke katolske bånd, og har siden hen valgt det kulturradikale, moderne og selvstændige liv – ganske som den virkelige verdens Simone, der under stort postyr brød med datidens indgroede kønsroller og kvindesyn. Simone på intelligent vis konstrueret Anne-karakteren som både passiv observatør og aktiv deltager i begivenhederne, og den del af plottet der har med Anne at gøre, drives da også frem af Annes personlige refleksioner over de mange konflikter hun igennem bogen er vidne til.

Det er således gennem Anne at vi får en tredje persons indblik i Henri, og alle de andre personagers ydre liv, og det er også gennem Annes indre bearbejdelse af disse indtryk at Simone brillerer med den kapacitet for nuanceret og præcis skildring af menneskelige følelser, der i den grad farver hendes forfatter- skab.

Læsværdig!

Beretningen om The Mandarins, fokuserer fra begyndelsen på efterkrigstidens hverdagsliv og politiske situation, og her kan man som læser til tider føle sig noget overvældet, da der er mange personligheder og politiske intriger at holde styr på. Således kommer bogen uheldigvis til at fremstå en anelse tung og monoton i både handling og skrivestil, når den på de følgende mange sider fortsætter i samme spor.

Men i takt med at Simone lader Annes person bliver mere fremtrædende sker der dog noget. Historien ændrer tempo og bliver pludselig langt mere nuanceret i både handling og indhold. Familieintriger, forfattere med skriveblokering, mord og ikke mindst Annes stormfulde affære med den amerikanske forfatter Lewis fastholder alt sammen læseren i spænding, når de mange løse ender efter- hånden binder de forskellige personer sammen på kryds og tværs. Simone får således skabt den ramme, hvori hun for alvor på kreativ og filosofisk vis kan få udtrykt sine ideer og tanker om livets kår efter krigen.

Ser man bort fra den lidt træge start er The Mandarins som helhed et stykke interessant moderne og politisk historie fortalt gennem en intelligent, kreativ og frigjort kvinde som befandt sig midt i en brydningstid, og er man som læser særligt interesseret i eksistentialisme kan man tillige få en god fornemmelse for, hvordan livsfilosofien kan fungere i praksis via de forskellige personer, der op- træder i bogen.

Da Simone derudover er særdeles dygtig til at beskrive menneskelige inter- aktioner, og ikke mindst følelser og tanker bag handling, giver historien om The Mandarins rig mulighed for også at se mennesket i et psykologisk lys. The Mandarins må derfor siges at være et godt alternativ til tunge teoribøger, og man føler sig som læser oplyst og ikke mindst beriget på et personligt plan, når indtrykkene fra en svunden tid blandt franske intellektuelle har fået tid til at bundefælde sig.

Introduktion til Ayn Rand

Kapitalisme Ayn Rand er pligtlæsning i USA, men næsten ukendt herhjemme. Nu sørger investeringsbanken Saxo Bank igen for at gøre forfatterindens hovedværk tilgængeligt på dansk. – Men hvad kan velfærds-Danmark lære af en amerikansk kultroman fra 1950’erne?

Af Ryan Smith, cand.mag.

I 2005 omdelte den succesrige Saxo Bank 10.000 eksemplarer af Atlas Shrugged (Dansk: Og Verden Skævede) til kunder og andre interesserede. I den forbindelse udtalte den ene af Saxo Banks to administrerende direktører, Lars Seier Christensen, at banken set fra et marketingsperspektiv allerede havde tjent mere på at sende bogen ud, end hvad det havde kostet indehaverne at sende den i trykken.Nu gentager investeringsbanken sin charmeoffensiv og sponsorerer endnu et parti af Atlas Shrugged i dansk oversættelse. – Men hvilke værdier er det egentlig der kommer til udtryk i bogen, og hvordan kan Lars Seier Christensen være så sikker på deres nyttevirkning?

Først et overblik: Med sine omtrent 645.000 ord er Atlas Shrugged en af de længste romaner der nogensinde er skrevet, og da amerikanske Library of Congress i midten af 1990’erne satte sig for at undersøge hvilken bog der havde påvirket amerikanerne mest kom Atlas Shrugged ind på en opsigtsvækkende andenplads, kun overgået af selveste Bibelen. Bogens forfatterinde, Ayn Rand, var både forfatter og filosof, og på den måde kan Atlas Shrugged betragtes som en form for litterær lip service for Rands filosofiske læresætninger. Grundpillerne i Rands filosofi er som følger: (1) Tilværelsen er objektiv. (2) Mennesket bør altid følge fornuften og aldrig tænke eller handle modsat denne. (3) Moralske principper er ligeledes objektive og kan erkendes via fornuften. (4) Ethvert menneske bør til enhver tid være egoistisk. (5) Kapitalismen er den eneste retfærdige samfundsform.

For at illustrere disse principper benytter bogen sig af skarpe grænsedragninger, idet den positionerer samfundets kreative genier overfor en hob af ansigtsløse snyltere. De to fraktioner spilles prompte ud mod hinanden i en kamp om brugs- og ejendomsretten til geniernes opfindelser, hvor snylter-borgerne forsøger at tilsnige sig retten til geniernes kreationer via en blanding af kollektivisme, etatisme og fingeret altruisme (i Danmark ville man måske sige velfærdsstat). I bogen forsøger en helt af nietzchereansk tilsnit at gøre oprør mod den måde hvorpå samfundets produktive genier udsuges af de mindre produktive medlemmer via en etatisme der indfører love med det formål, at tage fra de rige og give til de fattige. Men – fastslår bogen – de svage har ikke ret til de stærkes frembringelser, og uden den stærke kan samfundet ikke fungere.

Rands bøger fremstiller således det fire marked som værende drevet af en håndfuld supermænd af ovenud rationel støbning. I Rands univers er det alene disse overmennesker og deres altomfattende superrationalisme der ved at overskue hele markedet opretholder verden som vi kender den. Præmisset gør sig udmærket i litteraturen, men som tænkning er det hamrende inkongruent med moderne økonomisk teori der netop opererer med det frie marked som bestående af aktører der koordinerer deres handlinger ud fra en begrænset viden, og altså ikke et sted hvor rationalistiske supermænd triumferer via overmenneskelige kognitive evner. Rands retorik får imidlertid det hele til at lyde som om, at verdensmarkedet kun fungerer fordi det reguleres af disse supermænd, hvilket paradoksalt nok bringer hendes version af kapitalismen betænkeligt tæt på den markedsstyring hun ellers foragter så indædt.

I sine bedste øjeblikke lader Ayn Rand dog til at have været klar over, at billedet ikke holdt stik med virkeligheden: Udenfor Atlas Shrugged forsvarede hun således kapitalismen med henvisning til Adam Smith og hans ”usynlige hånd” der inhærent belønner rationel adfærd uden at politikere, smagsdommere og andre mellemmænd aktivt skal fordele disse belønninger – endda uden at subjektet selv behøver at forstå sin indbringende handling til bunds.Med sin særegne blanding af politik, filosofi og moralisme kan Ayn Rand på sin vis virke som det højreorienterede modstykke til Jean-Paul Sartre: Ligesom Jean-Paul Sartre er Rand også ufravigeligt tendentiøs i sin ”rationalisering” af hjertesager, og i lighed med Sartre tøvede Rand ikke med at benytte sig af en grovkornet psykologisering af politiske modstandere.

”Jeg ved intet om Psykologi” betroede hun engang sin medarbejder Nathaniel Branden, og som Branden lakonisk måtte bemærke flere år senere: ”Jeg ville ønske, at jeg havde taget hende alvorligt.”. Privatpersonen Rand forsøgte nemlig at udøve en form for superrationalistisk kontrol over sig selv og menneskene omkring sig, sådan som hendes helt gør det i Atlas Shrugged. Hendes kontroliver spredte sig blandt andet til Nathaniel idet Rand under stort postyr orkestrerede Nathaniels ægteskab til konen Barbera på trods af parrets fælles protester. Brudefærden kuldsejlede forudsigeligt nok, men hvor en anden giftekniv havde luntet slukøret derfra, reagerede Rand i stedet ved at foreslå, at hun og Nathaniel nu burde indlede sig på en ”rationel” kærlighedsaffære, igen a la karaktererne i hendes bøger. Rands psykologiske indsigt lader i det hele taget til at have været groft forfejlet, og for en filosof der ønsker at bidrage til etikken er netop kendskabet til menneskelig psykologi en nødvendig forudsætning.

Som filosof har Ayn Rand derfor relativt lidt at tilbyde moderne tænkning. Hun kan og bør dog læses for hvad hun reelt er: En inspirerende og atypisk fortaler for personlig frihed, det frie marked og menneskets kreativitet. Som russiskfødt antikommunist er Rand endvidere et glimrende case in point overfor den yderste venstrefløj hvis nedarvede verdensbillede traditionelt strækker sig fra det ”progressive” til det ”reaktionære” hvor sidstnævnte helst defineres som en usympatisk blanding af puritanisme, racisme, sexisme, og kapitalistisk rovdrift. Imidlertid underholder Rand ingen af disse skødesynder, og da hun tillige er af hunkøn, er hun effektivt immun overfor førnævntes standardregister af ad hominem-angreb.

Modsat er Ayn Rand også en glimrende lakmusprøve på den historiske højrefløj hvor kendskabet til hendes tænkning effektivt kan skille liberale fra konservative, idet Rand bryder klart med den konservative balancegang mellem borger og fællesskab ved entydigt at sætte individet højest.

Med Rands ejendommelige komposition af sym- og antipatier må hendes filosofi siges at ramme helt forbi målet, mens hendes samfundsmæssige ideologi lander et sted i politisk ingenmandsland, hvor det sikreste for højre- og venstrefløj har været helt at ignorere hende, hvilket stort set også er hvad de har gjort op til nu.


Marcus Aurelius og Afslutningen på Stoicismen

Marcus Aurelius og afslutningen på stoicismen

af Ryan Smith, cand.mag.

I sin storhedstid udgjorde stoicismen en overordentlig betydningsfuld filosofisk retning, som bestod fra ca. 300 før Kristus til ca. 200 efter Kristus. Stoicismen opstod i Grækenland, men var den mindst græske af tidens filosofiske skoler. De første stoikere praktiserede i Grækenland af fønikiske indvandrere, og senere udvandrede stoicismen selv til Rom hvor den praktiseredes af italienske og provinsielle aristokrater. Ud over Marcus Aurelius, så tæller stoicismen så prominente romerske borgere som Cicero og Seneca blandt sine tilhængere.

Overordnet set, så efterstræber stoikeren retfærdighed og en from personlig moral. Stoikeren dyrker ikke dyden og den gode vilje for at denne skal gøre en forskel i verden, men fordi dyden er et mål i sig selv. Kun den dydige vilje er god, og den dydige vilje er uafhængig af ydre årsager.

Stoicismen siges traditionelt at være blevet grundlagt af Zenon fra Kition, en fønikier som var kommet til Athen omkring år 313 før Kristus. I Athen fulgte Zenon opmærksomt filosofiske forelæsninger indenfor både de megariske og kyniske retninger, og hen ved ti år senere debuterede han selv som forelæser og grundlagde tillige sin egen skole, Stoicismen. Navnet spillede på, at Zenon afholdt sine forelæsninger i samme søjlehal [stoa], som den sagnagtige billedkunstner Polygnotos fra Thassos havde bemalet [poikilé] mere end en menneskealder tidligere, Stoa poikilé.

Logos – fornuften i alt

Zenons filosofiske skole voksede ud af især den kyniske tradition og arven fra Heraklit. Den har desuden en del lighedspunkter med den samtidige epikuræiske skole. Imidlertid er der afgørende forskelle: Zenon og hans efterfølgere udformede deres filosofi i tiden omkring år 300 før Kristus, altså umiddelbart efter Alexanders død. Dermed var de historiske forudsætninger nærmest ideelle for udviklingen af en filosofi som blandede den facetterede græsk-akademiske tradition med østens hemmelighedsfulde determinisme. Elementært set kan stoicismens lære deles op i de filosofisk-tekniske underprincipper, logik og fysik, og det menneskelige, etikken.

Stoicismens kosmologi opfattede verden som skabt, indrettet og animeret af en abstrakt panteistisk naturkraft, Logos. Logos er således mere end fornuft, men også udtryk for en naturorden i sig selv, og når stoikeren handler i overensstemmelse med sin etik, handler han også i overensstemmelse med denne universelle naturorden. Når der alligevel kan forekomme “fejl” ved verdens indretning skyldes det dels at verden endnu er ung, idet disse brister vil rette sig selv ud på sigt, og dels at mennesket med dets korte levetid ikke kan forstå eller erkende verdensaltets længerevarende perspektiv.

Som historisk fænomen lader den tidlige Stoicisme til at være blevet såvel en folkelig som en adelig succes, idet athenerne endnu i hans levetid rejste en bronzestatue af Zenon, og efter hans død begravede ham på det offentliges bekostning. Man indbød ham desuden til kongen af Makedoniens hof, hvilket er interessant i henhold til stoicismens senere popularitet blandt det romerske aristokrati.

Omplantingen til Rom

Efter erobringen af Grækenland ændredes stoicismens hovedsæde nemlig gradvist fra Athen til Rom, og i forbindelse med denne transition overgik stoicismens vægtigste forfattere tillige fra filosofferne i Athen til aristokraterne i Rom. Med dens formaning om en universel moralsk pligt, gik den stoiske etik overordentlig godt i spænd med de romerske dyder Dignitas og Gravitas, ligesom den stoiske morallære må have appelleret stærkt til mennesker i en tid hvor døden kom hurtigt og uforudsigeligt i form af sygdom, hungersnød og naturkatastrofer. Særligt den politisk udsatte senatsadel kunne blive henrettet på de lunefulde cæsarers tilsyneladende vilkårlige befalinger. Tiberius Gracchus, Scipio Aemilianus, Cato den yngre, Brutus, Cicero og Seneca bekendte sig alle til stoicismen, og stoiske aristokrater blev et billede på modstanden mod det første århundredes dårlige kejsere.

I forbindelse med omplantningen til Rom ændredes ikke kun stoicismens udøvere, men også dens indhold: Hvor de tidligste stoikere havde været materialister og forkastet Platons idé om udødeligheden, så de romerske aristokrater i samme lære en mulighed for en moralsk overlegenhed, og en stadigt fastere tryghed ved døden: Hvor den græske stoicisme først og fremmest havde set Sokrates som deres åndelige fader, så kiggede den romerske skole i højere grad til Platon, der udover sin udødelighedstanke havde udvist en interesse for astrologien, som den eneste af naturvidenskaberne. Dermed begyndte de romerske stoikere også at dyrke astrologien som en afspejling af det enkelte menneskes skæbne; en udvikling som samtidig markerer hvordan den græske filosofiske tanke om individet erstattedes af den romerske politiske forestilling om det universelle menneske i det altomfattende imperium.

Den romerske stoicisme prædikede altså i lighed med kristendommen et frelsende trossystem. Men som religion var den gudløs, og i stedet for at lovede et efterliv søgte den i stedet at gøre udøveren tryg ved døden. Seneca formulerede i et berømt citat det stoiske verdenssyn således: “Ducunt fata volentem, nolemtem trahunt” – Skæbnen leder den villige, og slæber den modvillige efter sig. Stoicismen tilbød således frihed for verdens dårligdomme gennem erkendelsen af, at ydre omstændigheder, adiaphora, er ligegyldige. Til disse ydre omstændigheder må regnes ens helbred, rigdom, bosted, stand, skønhed, intelligens og evner, ligesom katastrofer og sygdom. Ved opretholdendelsen af en ubrydelig indre ro, finder stoikeren trøst i sin ferme morallov, og i erkendelsen af, at han lever i overensstemmelse med denne, uanset hvilke pinsler livet påhæfter ham. “Hvad Fortuna ikke har givet, kan hun ikke tage bort.”

Det kan undertiden virke besynderligt, at en samfundsstand så privilegeret som senatsadelen kastede sig over en filosofi som prædikede livets elendighed, men denne dyrkelse af tilværelsens ulidelighed genfindes blandt de øvre samfundslag genfindes med lethed andre steder i historien f.eks. i barokkens forestilling om den ulykkelige forelskelse, eller det tyvende århundredes velhaversønner som forelskede sig i marxismen.

Stoicismens sidste idehistoriske dokument er netop skrevet i perioden, og det fra hånden af en ganske navnkundig romer, nemlig kejser Marcus Aurelius. Hans Selvbetragtninger har givet eftertiden et unikt mentalitetshistorisk indblik i forståelsen af stoicismen blandt periodens romerske aristokrati.

Mennesket Marcus Aurelius

Marcus fader døde som nævnt ubetimeligt, og Marcus har næppe haft nogen erindring om denne. Ved faderens død blev Marcus adopteret af bedstefaderen Verus. Verus havde imidlertid en politisk karriere at forvalte, og partiet som faderfigur blev i stedet overtaget af oldefaderen Catilius Serverus. Marcus takker ham i Selvbetragtningernes første bog for at have lært sig: “Ikke at storme rundt til offentlige forlystelser” og desuden at være “fordringsløs, selvhjulpen og diskret”. Disse alvorsformaninger har sandsynligvis fundet sted da Marcus var omkring fem, og må antageligvis have bidraget til at gøre den følsomme dreng fremmelig og gammelklog.

Det var i tilknytning til den tidligste uddannelse, at Marcus stiftede bekendtskab med, og udviklede sin lidenskab for filosofi. Det er efter alt at dømme også disse tidlige år forfatteren (eller forfatterne) af Historia Augusta har henvist til i den velkendte passage om den unge Marcus som gik med filosofkappe og sov på jorden.

Samtidig med at Marcus familie sørgede for drengens grundlæggende uddannelse, sørgede kejser Hadrian for at navigere Marcus i position til den politiske karriere han var født til: Som seksårig blev Marcus følgelig udnævnt til medlem af ridderstanden equites, mens alderen for en sådan udnævnelse efter sædvane var 16.

Hadrian arrangerede ved sin død arvefølgen to led frem ved at lade Antoninus Pius adoptere Marcus Aurelius og Lucius Verus, den oprindelige tronfølgerkandidats søn. Indtil nu havde Marcus blot været en blandt mange af Hadrians yndlinge, men efter det betydelige drama omkring Hadrians død, var det nu dekreret, at Marcus en dag skulle beklæde tronen.

Krig på to kontinenter

På trods af kejserens eklatante fredspolitik udkæmpede det romerske imperium to markante krige i løbet af Marcus Aurelius regeringstid. Den første af disse førtes mod Partherriget i årene 161-166, hvor imperiet efter indledende tab af såvel land som legionærer sendte anseelige europæiske forstærkninger til østen, anført af Lucius Verus. Ved disses ankomst gentog de overordnet set Trajans erobring af Ktesiphon, og undertvang partherne en fredsslutning som atter sikrede romerne det politiske overherredømme i Armenien.

Umiddelbart efter partherkrigens afslutning begyndte de germanske stammer nord for Donau at fremprovokere grænsestridigheder med Rom. Denne konflikt er af eftertiden kendt som den markomanniske krig, og stridighederne varede helt frem til Marcus Aurelius egen død i 181. For at imødegå den europæiske trussel omdirigeredes styrkerne fra partherkrigen nu til den nordlige front, men til imperiets yderste fortrædelighed havde disse pådraget sin en pestilens under felttoget i øst, og spredte nu denne op gennem imperiets provinser. Hårdt plaget af pest iværksatte Marcus Aurelius i 167 omfattende religiøse ceremonier og særofringer til statsguderne for således at imødekomme den vrede som deres straf måtte være et utryk for. Det var i forbindelse med disse omstændigheder, at de kristnes antipati for de hedenske guder tydeliggjorde deres eksklusivitet, og det var sandsynligvis denne stædighed der inciterede Marcus Aurelius til at optrappe periodens kristenforfølgelser.

Anmeldelse: Den afgørende forskel

Simon Baron-Cohen: Den afgørende forskel, Akademisk Forlag 2003 – 300 sider

af Christian Baron, cand.scient., Ph.D og forfatter

Der eksisterer efterhånden et væld af livsstils- og debatbøger der tager deres udgangspunkt i forestillingen om at konflikter eller kommunikations- problemer mellem mænd og kvinder i parforhold eller andre sammenhæng skyldes nogle ”grundlæggende” forskelle mellem de to biologiske køn. Simon Baron-Cohen, der er professor i psykologi og psykiatri ved Cambridge, og som primært er kendt i den videnskabelige verden gennem sin forskning i autisme, har begået én af slagsen, men søgt at give den et videnskabeligt tilsnit. Bogen har i Hanne Nybos oversættelse fået titlen Den afgørende forskel. På bagsiden fortælles det, at der er et tematisk sammenfald mellem denne bog og bestselleren Mænd er fra mars, kvinder er fra Venus, men at Den afgørende forskel i modsætning til disse bøger er ”solidt forankret i empirisk forskning”. Hvor solidt denne forankring kan hævdes at være, er et emne, vi vender tilbage til.

Den afgørende forskel er bygget op omkring den tese (som Baron-Cohen fremfører og forsvarer), at der eksisterer en basal forskel på mænds og kvinder hjerne i den forstand at kvinders hjerner overvejende biologisk programmeret til at kunne udvise empati, mens mænds hjerner overvejende er biologisk programmeret til at kunne forstå og konstruere systemer. Originaltitlen på bogen er ”The Essential Difference” og denne titel røber Baron-Cohens essentialistiske grundlag, og en stærk (men dog ikke-vedkendt) intellektuel gæld til essentialismens fader, Aristoteles. Ligesom Aristoteles opererer Baron-Cohen i sit kønssyn med en essentialistisk ontologi, hvorfor de enkelte individer kan inddeles som tilhørende en grundlæggende naturlig klasse, hvor hvert individ er kendetegnet ved at det besidder en række essentielle egenskaber, der identificerer det som medlem af den pågældende klasse.
Ifølge den tankegang der anvendes i bogen besidder hanløven i Zoogisk Have altså en indre ”løve-hed”, der definerer den som medlem af løvearten. For Aristoteles er eventuelle afvigelser i det enkelte individ et tegn på at forstyrrende elementer havde grebet ind individets naturlige udvikling, og forårsaget, at det afveg fra sin naturlige udvikling.

Baron-Cohen behandler køn som to naturlige klasser, med hvert sit sæt af definerende og essentielle egenskaber: Cohen indrømmer dog at kunne finde en del afvigelser hos såvel mænd og kvinder med hensyn til førnævnte kvaliteter. Men her vender han tilbage til Aristoteles: Mænd, der er gode til at udvise empati, og mindre gode til at tænke i systemer betegner Baron-Cohen som mænd med en ”kvindelig hjerne” altså som en afvigelse af klassen ”mand”. Dermed benytter Baron-Cohen sig af en filosofisk position, som den moderne biologi på mange måder har forladt. Filosoffen Elliot Sober har behandlet denne problemstilling indgående, f.eks. i bogen Evolution, Population Thinking and Essentialism (1991).

Hvad med Darwin, generne… og Kulturen?

I stedet for Aristoteles gamle system af klasser foreslår eksempelvis darwinister, at vi ser variation som en del af grundlaget for sele evolutionen, hvilket vil sige at variation snarere skal ses som en komponent i processen med den naturlige udvælgelse. Det er naturligvis ikke kriminelt at Baron-Cohen vælger et udgangspunkt, som er i konflikt med den moderne biologi, men det er unægtelig noget hasarderet at gøre det, når man samtidig i så høj grad søger at bruge netop biologien som rygdækning for sine argumenter.

Første halvdel af Den afgørende forskel er dedikeret til Baron-Cohens tese, samt definitioner af hvad henholdsvis empati eller systemforståelse. Cohen fremlægger desuden forskellige videnskabelige undersøgelser som han mener dokumenterer henholdsvis kvinder (overlegne) evner til at udvise empati, samt mænds (overlegne) evner til systemtænkning. Hovedparten af disse undersøgelser er hentet fra den videnskabelige viden, men derudover har Cohen selv og hans forskerhold udført videnskabelige forsøg, med hvilke de mener at kunne ”måle et menneskes evne til at være empatisk eller kunne tænke i systemer”. Disse tests er på en let tilgængelig måde til rådighed for læseren i bogens tre appendikser, hvor man selv kan finde sin ”systemkvotient” (SK) eller ”empatikvotient” (EK).

Herefter følger to kapitler som diskuterer om forskellen i mænd og kvinders evne til at udvise empati eller tænke i systemer bør tilskrives kulturelle eller genetiske årsager. Cohen inddrager her en række undersøgelser af børn i vuggestue- og børnehavealderen. Det overrasker således næppe når det på dette tidspunkt konkluderes at denne forskel bør til skrives genetiske årsager. Dog må den præsenterede evidens for denne påstand efter denne anmelderes mening siges at være temmelig sparsom. Langt de fleste af de nævnte undersøgelser lader sig lige så let fortolke som resultater af tidlig kulturel prægning. Cohens hovedargument er i stedet baseret på at disse forskelle går igen ”på tværs af kulturer” og bogen understøtter f.eks. den påstand med en undersøgelse, der viser at våbenfabrikation (som Cohen opfatter som et typisk eksempel på en aktivitet der kræver system- tænkning) udelukkende er en mandlig aktivitet i 121 ud af 122 undersøgte samfund.

Der gives imidlertid ikke nogen videre tilfredsstillende forklaring på eksempler, der afviger fra dette skema. Dem er der ellers masser af. F.eks. nævner Cohen fysik som et typisk mandefelt og henviser derefter til den overvægt (90%) af mænd som studerer fysik på universitetet i den angelsaksiske verden. Går man Cohen efter i sømmene viser det sig imidlertid, at mens der kun er ca. 10% kvinder på fysikstudierne i England og USA, så er andelen så høj som 47% i Ungarn og så høj som 60% på Filippinerne. I Danmark befinder vi os et sted mellem 20 og 35%. Sidstnævnte tal er hentet fra J. Hardings Insights Through Gender Lens. I: Justification and Enrolment Problems in Education Involving Mathematics and Physics (1998).

Den (manglende) behandling i ovennævnte er desværre karakteristisk bogen som helhed: Bogen igennem udvises en kedelig tendens til at forbigå undersøgelser, der ikke er i overensstemmelse med Cohens tese om grundlæggende forskelle med hensyn til kønnenes evner til empati og systemtænkning. Som et eksempel nævner Cohen selv muligheden for at observerede forskelle i adfærd mellem børnehavebørn kan skyldes at de mødes af forskellige forventninger, men han inddrager han ingen af de studier, der konkluderer at det faktisk er tilfældet.

Den uafgjorte forskel

Bogens sidste del er dedikeret til Cohens teori om autisme som værende en ekstrem udgave af den ”mandlige hjerne”, dvs. den type hjerne der hos Cohen er karakteriseret ved en delvis eller total mangel på empati, akkompanieret af en veludviklet evne til systemtænkning. Baron-Cohen argumenterer her for at Aspergers syndrom og autisme er del af et kontinuum af mentale tilstande med faldende evne til empati og stigende evne til systemtænkning. Det overvejende flertal er personer med disse diagnoser er mænd, med 10 mænd for hver kvinde. Baron-Cohen nævner diverse teorier og omstændigheder, og det er formodentlig her det empiriske grundlag er stærkest i bogen.

Den afgørende forskel lægger dermed op til at yderligere undersøgelser er nødvendige for at fastslå gyldigheden af Cohens teorier, og der er næppe nogen tvivl om at det har været Baron-Cohens intention at sætte skub i forskningen ved at samle sine tanker i en bog. Og det er i høj grad lykkedes for ham: Som et eksempel på en moderne essentialistisk-baseret humanvidenskabelig forskningstradition, er Den afgørende forskel, et velformuleret og let tilgængeligt indslag, der vil kunne læses af af den interesserede lægmand uden for meget besvær. Dens hovedbudskaber vil dog næppe kunne overbevise en skeptisk indstillet læser.

Anmeldelse: Fordelen ved at være indadvendt

Marti Olsen Laney: ”Fordelen ved at være indadvendt” 323 sider, Borgens Forlag.

af Majken Hirche, cand.scient.

Jeg har altid været stor tilhænger af evidensbaseret viden, og som sådan er det egentlig forholdsvis paradoksalt, at psykologien skulle blive en af mine lidenskaber, da disciplinen om noget udgør et veritabelt minefelt af dårligt funderede ”opdagelser”. En uvidenskabelig aktivitet ”bevist” og bedrevet på videnskabelige præmisser.

Dr. Marti Olsen Laney arbejder som ægteskabs- og familieterapeut, men er oprindeligt uddannet bibliotekar. På baggrund af den boglige uddannelse (i bogstaveligste forstand) skulle man derfor mene, at Marti Olsen laney om nogen burde være professionel udi at søge og sortere i litteraturen, endsige være i stand til at inddrage flere sider af en problemstilling, når en sådan skal belyses. Imidlertid lader det dog ikke til at Marti Olsen Laney har holdt den objektive indgangsvinkel for øje da ”Fordelen ved at være indadvendt” blev nedfældet, ja man fristes nærmest til at kalde det uredeligt.

Anekdoternes som evidens

Miseren opstår i første del af bogen, hvor Marti Olsen Laney gør rede for dele af de psykologiske og neurologiske forskningsresultater, der foreligger om indadvendthed/udadvendthed. Denne del er en regulær rodebutik af udvalgte videnskabelige forskningsresultater, fortolket henholdsvis opportunistisk eller fejlagtigt, alt efter hvorledes stoffet kan indpasses i Marti Olsen Laneys litterære dagsorden. En dagsorden der i høj grad udspringer af Marti Olsen Laneys egne teorier vel at mærke, og som overvejende er hentet fra hendes egen personlige opfattelse af det at være indadvendt samt fra erfaring i hendes virke som psykoterapeut.

Uheldigvis udgør en sådan anekdotisk tilgang til indadvendthed ikke den videnskabelige evidens, som Marti Olsen Laney gerne vil smykke sig med, og i sagens natur kan de pågældende anekdoter nødvendigvis ikke gøre sig gældende for andre indadvendte end dem som de omhandler.

Af ”rigtig” videnskabelig evidens fremhæver Marti Olsen Laney Jungs teori om personlighed og temperament. Jung hævdede, at vi fødes med et givent temperament, der placerer individet på et kontinuum et sted mellem to ekstremer: Mellem det meget indadvendte og det meget udadvendte. Jung selv beskæftigede sig imidlertid ikke med empiriske undersøgelser, men optegnede istedet sine typer på baggrund af anekdoter og egne erfaringer. Dog har videnskaben senere kunnet bekræfte, at indadvendthed/udadvendthed findes, og er genetisk bestemt. De videnskabelige resultater er imidlertid ikke så entydige som Marti Olsen Laney fremlægger dem i sin bog og undervejs forsimpler hun (eller blot undlader at tage stilling til) flere problematiske forhold vedrørende tolkningen af de videnskabelige teorier og undgår derved at forholde sig kritisk til den videnskabelige evidens.

Indadvendt Ultras

Indflettet i den videnskabeligt baserede bevisførelse forklarer Marti Olsen Laney i detaljer, hvordan det er at være indadvendt. For at lette på forståelsen tegnes linierne så skarpt op som det overhovedet er muligt, og Marti Olsen Laneys indadvendte ender således med alle sammen at gemme på en rig, indre verden, mens samtlige udadvendte ender med at fremstå som en ureflekteret sensationslysten hob, der til endeløshed har behov for stimulering. – Derfra lægger bogen kimen ned til en god gammeldags ”os mod dem” – situation. FCK eller Brøndby, indadvendt eller udadvendt, herfra er det den samme gamle smøre.

En model med to kategorier kan i sagens natur aldrig passe særlig godt på virkeligheden, da den ret beset ikke er andet end en klassisk sort/hvid optik, og intet andet. Men det er let forståeligt, og det sælger et verdensbillede som alle kan være med på. – Alle indadvendte, i hvert fald.

Udover at være forfatter, er Marti Olsen Laney som nævnt også psykoterapeut. Her har hun tydeligvis høstet mange erfaringer, og det er det som er hendes egentlige force. Det bliver tydeligt i anden og tredje del af bogen, der mest af alt er en vejledning til så forskellige problemstillinger som lønforhandlinger, dating, opdragelse, arbejdspladsen, festen, vennerne og livet i det hele taget. Her omhandler hvert kapitel et separat emne, der gennemgås med gode råd, øvelser og eksempler fra det virkelige liv. Denne del af bogen bliver dog en anelse tung når den læses fra ende til anden, idet man til stadighed oversvømmes med detaljerede informationer. Man bliver hurtigt mættet og de sidste to tredjedele af bogen vil derfor egne sig bedre som opslagsværk, bibel eller livsmanual for de, som har brug for sådanne størrelser.

Marti Olsen Laneys skrivestil er meget grundig og ofte bliver en forklaring efterfulgt af adskillige udpenslende eksempler med udspring i konkrete erfaringer og Marti Olsen Laneys egen fantasi når virkeligheden ikke lige slår til. Dermed bliver bogen letlæselig, og svære emner som neurologi, fysiologi, Darwin, Freud, Jung og alskens tekniske begreber, bliver fortalt og forklaret på en sådan måde at de fleste mennesker kan være med.

Fordelen der forsvandt…

Bogen er yderst detaljeret i sin beskrivelse af den ”indadvendte”, og således er der stor sandsynlighed for at ramme dele af de fleste menneskers personlighed, og de problemstillinger Marti Olsen Laney stiller for dagen bliver tilsvarende noget som alle mennesker, indadvendte som udadvendte, vil kunne komme til at få tæt ind på livet før eller siden. Hvad indadvendthed helt konkret angår, er det derfor vigtigt at notere sig, at man ikke nødvendigvis vil få meget ud af Marti Olsen Laneys bog.

Omvendt kan jeg anbefale ”Fordelen…” til mennesker med lavt selvværd. Man føler sig på intet tidspunkt talt ”hen over hovedet” på, og bogen formår i høj grad at gøre indadvendthed til noget positivt, med dens mange forsikringer om, at ”der ikke er noget galt med at være stille”. Som før nævnt er teksten krydret med talrige eksemplariske hverdagssituationer og tilhørende øvelser, der tilsammen udgør et udmærket værktøj til den der måtte ønske at sparke liv i sin personlige udvikling.

En sidste positiv note vedrørende ”Fordelen…” er at bogen indirekte introducerer til den del af psykologien, der omhandler personlighed og typologi. Læseren lader sig fortælle at andre mennesker ikke nødvendigvis tænker og handler som en selv, indadvendte versus udadvendte, men det er for mange imidlertid ikke den helt store nyhed. Alligevel giver bogen lidt stof til eftertanke, og forhåbentligt vil man kunne lægge ”Fordelen…” fra sig, med et lidt mere nuanceret billede af andre mennesker, og med mod på at udforske den mangfoldige litteratur, der findes indenfor dette område.

Og hvad er så fordelen ved at være indadvendt? Svaret på dette spørgsmål lader Marti Olsen Laney hænge i æteren.

Besøg Marti på www.theintrovertadvantage.com