Buddhistisk ontologi, del 4: Er buddhisme monisme?

af Ryan Smith

Det korte svar: Nej. Det lange svar: Læs herunder.

I denne artikel vil vi besvare spørgsmålet: Er buddhisme monisme? Forskere på området er splittet med hensyn til dette spørgsmål, hvor nogle mener ja og andre mener nej. Når spørgsmålet diskuteres, er det, fordi der inden for den såkaldte Mahayana-buddhisme eksisterer et begreb ved navn Buddha-natur (også kaldet Buddha-dhatu). Buddha-natur er en betegnelse for totaliteten af alt, hvad der eksisterer; det fælles hele, som betegner det, der er fælles for alt, hvad der eksisterer, eftersom intet, der eksisterer, har nogen intrinsisk natur. For at give et eksempel, så svarer det til at vi lavede en stor gryde suppe og kom mange forskellige ingredienser ned i gryden: På den ene side kan man sige, at gryden indeholder en lang række forskellige ingredienser; gulerødder, kylling, smør, vin, salt osv., men på den anden side kunne man sige, at alle disse ingredienser var en del af den samme suppe. Hvis vi nu forestiller os, at suppen havde kogt et par timer, så alle ingredienserne havde taget smag af hinanden, så kunne vi sige, at ingen af ingredienserne havde nogen selvstændig eksistens fri af de andre ingredienser, og at det, der nu forenede alle ingredienserne, var deres forening i suppegryden. På samme måde som ”suppe” er den eneste måde, man meningsfuldt kan beskrive et sådant sammenkog på, mener Mahayana-buddhister, at Buddha-natur er den eneste måde, hvorpå man kan beskrive det, der eksisterer. Alt i verden er en del af den samme suppe. Alt i verden eksisterer kun i samspil med andre ting, der eksisterer, og derfor er den eneste meningsfulde betegnelse for dem, at de alle er en del af buddha-naturen, ligesom den eneste meningsfulde betegnelse for mange forskellige ingredienser, der er kogt sammen til suppe, er deres suppe-hed. (At beskrive ingredienserne, som det de engang var, er essentialisme, som afvises blankt af buddhisme såvel som af moderne vestlig filosofi og videnskab.)

Eksistensen og vigtigheden af begrebet buddha-natur for buddhisterne som en fælles betegnelse for alt, hvad der eksisterer, har derfor fået forskere til at påstå, at buddhisme i virkeligheden er en monisme. Hvis det er rigtigt, så er det et hårdt slag for Mahayana-buddhismen, for en af de centrale pointer ved Buddhas lære var jo, at der ikke var nogen grundsubstans, som kunne siges at udgøre et selv. Anklagen er især hård, fordi Buddhas bevægelse begyndte som et opgør med den hinduisme, han selv var født ind i, og som postulerede, at mennesket havde et evigt selv, en atman, og at denne sjæl var det eneste, som i sandhed var virkeligt. Denne atman identificeres i hinduismen med verdensaltet, dvs. selve universet, som i hinduismen kaldes brahman. Brahman er hele universet, og alt, hvad der eksisterer, eksisterer som fragmenter af brahman. På den måde kan der ikke være tvivl om, at hinduismen er en monisme, men hvis Mahayana-buddhister ligeledes tror, at alt i verden er Buddha-natur, er Mahayana-buddhismen så ikke også en monisme? Har Mahayana-buddhismen så ikke forbrudt sig mod Buddhas lære og smuglet en monisme tilbage ind i buddhismen?

For at svare på dette spørgsmål bliver vi nødt til at definere, præcis hvad vi mener med monisme. Man opererer i filosofien med to overordnede tolkninger:

Stærk monisme: Den stærke monisme postulerer, at alt i verden kan reduceres til én grundsubstans, og at de mange forskellige substanser, vi oplever i vor dagligdag, i virkeligheden blot er forskelligartede udtryk af den ene, sande substans. Fra europæisk filosofi kender vi f.eks. den græske filosof Parmenides, som mente, at alt, hvad der er til, kan reduceres til én grundsubstans, som han kaldte Væren (dvs. eksistens-i-sig-selv). Alt, hvad der er til, er således blot forskellige udtryk for Væren. Ligeledes mente den nederlandske filosof Spinoza, at alt, hvad der eksisterer i verden, i virkeligheden blot er forskellige udtryk for én substans, nemlig Gud eller Naturen. Disse to filosoffer var således stærke monister.

Svag monisme: Når folk skal overveje, om de mon selv er en form for monister i deres personlige filosofi, kommer mange frem til, at svag monisme da egentlig lyder meget fornuftigt. Problemet med svag monisme er bare, at det er så løs en position, at den potentielt kan dække over en hel vifte af forskelligartede holdninger. Begrebet bliver med andre ord så løst, at det er i fare for at blive meningsløst. Derfor vil jeg her undlade at diskutere svag monisme som en filosofisk position og i stedet koncentrere mig om at besvare spørgsmålet: Er buddhisme en stærk monisme?

(Som en lille ironi kan man sige, at det er et implicit vidnesbyrd om sandheden i den indiske filosof Nagarjunas middelvejslære, at mange mennesker intuitivt opfatter verden i stil med noget, der kunne kaldes en svag monisme. Dog må man her indvende, at hvis diskussionen om buddhistisk ontologi skal give mening, så bliver vi nødt til at anlægge en grundlæggende oprigtighed i forhold til de koncepter, vi bruger, for ellers ville diskussionen negere sig selv, og i så fald ville det være nok med udsagn som ”alt er i nogen grad det samme” og så kunne vi lade diskussionen ligge dér. Det er da også, hvad visse taoister og Zen-mestre har gjort, men i denne artikelserie er vi i sagens natur interesserede i diskussionen. Men tilbage til spørgsmålet: Er buddhisme monisme?)

Hvis man blot kigger på den måde, som Mahayana-buddhister beskriver Buddha-natur på, så kunne man nemt få den idé, at buddhisme netop er en monisme, og at anklagerne om, at Mahayana har smuglet de hinduistiske ideer om en sjæl tilbage i buddhismen, er sande:

(1)    Eksempelvis taler de buddhistiske kilder om at ”have”, ”besidde” og ”være” Buddha-natur.

(2)    Buddha-natur omtales ofte som ”evig”, ”uforanderlig” og stående uden for den normale verdens kausalitet.

(3)    Omtale af Buddha-natur som det, der ”virkelig” eksisterer, når man ser forbi dagligdagens (samsara) vildfarelser og vågner op til den ultimative sandhed.

Så det lyder jo unægteligt, som om Buddha-natur alligevel er en form for monisme. Alligevel er det næppe tilfældet: En berømt definition af Buddha-natur lyder nemlig som følger: ”Buddha-natur er sådan-heden (the Thus-ness), der kommer til syne, når eksistensens tomhed kommer til syne.” Som vi husker fra gennemgangen af Nagarjunas filosofi, så betyder tomhed IKKE, at eksistensen er fysisk tom, men blot at alt, hvad der eksisterer, kun eksisterer i et gensidigt samspil med alt andet, der eksisterer. Det vigtige at lægge vægt på i den ovenstående definition er imidlertid, at Buddha-natur ikke beskrives som noget materielt, men som en måde at eksistere på (”sådan-heden”). I filosofiske termer siger man, at Buddha-natur er knyttet til fænomenologi snarere end materialisme. Med andre ord: Buddha-natur eksisterer i kraft af fænomener, ikke substans. Og så er vi pludselig meget tættere på Buddhas oprindelige lære igen, for Buddha påstod som bekendt, at ingen substanser var permanente, men at alt var årsagsforhold (karma), hvorimod hinduismen netop påstår, at brahmanatman er en guddommelig substans, der står fuldstændig uden for årsagsforhold.

Når buddhisterne taler om tingenes sådan-hed, så skyldes det buddhismens tro på, at vores tanker og følelser forurener vores kognition og dermed vor opfattelse af verden. Den sande måde at se verden på er at se den uden at gøre sig tanker om den. Ser man verden uden at gøre sig tanker om den, så vil man ifølge buddhistiske doktriner se verden præcis-som-den-er, og det er derfor, at man taler om verdens sådan-hed som en nøgle til den sande forståelse af verden. At se verdens sådan-hed kan kun lade sig gøre, hvis man har en meditationspraksis, og det er derfor man undertiden siger, at det at meditere er at ”tømme sit hoved for tanker”. Sådan-hed betegner altså kun fraværet af forurenende tanker, og sådan-hed er således ikke et monistisk koncept.

* (Men hvordan kan man påstå, at visse tanker er ”forurenende” når alting er præget af tomhed og intet har nogen egenskaber i sig selv? Det er i sandhed et godt spørgsmål og unægtelig en filosofisk svaghed ved denne måde at tænke på. Der findes dog et svar, der knytter sig til læren om de to sandheder, og som også indirekte kan læses ud af Hjerte Sutra’en: Alting eksisterer på to niveau’er: På et ultimativt niveau, hvor de ikke har nogen iboende kvaliteter, og ingen iboende eksistens. Og så et konventionelt niveau, hvor tingene er som vi normalt oplever dem. Hvis man forsøger at udradere forurenende tanker på deres eget niveau; dvs. det konventionelle niveau, så vil det aldrig lykkedes, da antallet af forurenede tanker vitterligt er uendeligt. Dette tema kender vi også fra kristen, protestantisk etik, hvor alle er syndere for Herren, og vi aldrig kan blive gode nok, da der altid vil være endnu en slet tanke at finde i os. Men hvor protestantismen affinder sig med, at mennesket aldrig kan opnå frihed fra slette tanker i dette liv, så postulerer buddhismen i stedet, at man kan blive fri af forurenende tanker ved at overgå fra at bekæmpe dem på det konventionelle niveau, og så til at blive fri af dem på det ultimative niveau, hvor de ikke har nogen selvstændig eksistens. Dette tilsynelandende paradoksale tema kender også fra Bodhisattva-løfterne: ”Begær er uudtømmelige – Jeg lover at bringe dem til ophør.”)

Sådan-hed er, hvad der kommer til syne for den, der har indset, at alting er præget af tomhed. Sådan-hed er blot det positive udtryk for tomhed, på samme måde som plus er den positive version af minus.

    Sådan-hed er derfor ikke monisme, for sådan-hed kan ikke reduceres til en substans.
    Buddhisme er derfor ikke monisme, for sådan-hed relaterer sig ikke til, hvad tingene er, men udelukkende til hvordan tingene er.

Sådan-hed er altså nærmest en tautologi (dvs. en selvindlysende sandhed): Tingene er sådan som de er fordi deres eksistens er sådan-hed; de eksisterer sådan-som-de-er. Logikken er den, at hvis alting er præget af tomhed, men at tomhed også selv er tomt (dvs. ikke har nogen selvstændig eksistens), så bliver tomhed anvendt på tomhed til ikke-tomhed, hvilket bliver til sådan-hed.

Litteratur:

Graham, Daniel W.: Explaining the Cosmos Princeton University Press 2006

King, Sallie B.: Buddha Nature State University of New York Press, 1991

Shainberg, Lawrence: Ambivalent Zen Pantheon Books, 1996

Comments are closed.



Vi bruger cookies. Mere information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/0/d/indadvendt.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/plugins/slickquiz/php/slickquiz-front.php on line 59