Category Archives: Videnskab

Hvad ville du stemme, hvis du var født i USA?

Af Ryan Smith

Til november skal der være præsidentvalg i USA, og, kære læser, spørg engang dig selv: Hvis du kunne stemme i Amerika, hvem ville du så stemme på? Er du som det store flertal af danskerne, så vil du svare, at du da ville stemme demokratisk.

Men gælder det også, hvis du var født i USA, og du ikke så amerikansk politik gennem danske briller? Spørgsmålet lyder hypotetisk, men der findes faktisk en måde at få et praj om det på: Tænk engang på dit soveværelse – roder der derhjemme, eller er indretningen mon mere til den ordentlige side?

Ifølge en videnskabelig undersøgelse foretaget af et forskerkollektiv fra fire amerikanske universiteter, så er der stor forskel på, hvordan republikanere og demokrater indretter deres soveværelser. Forskerne har undersøgt et bredt udsnit af både demokratiske og republikanske vælgeres soveværelser, og  i de republikanske vælgeres soveværelser fandt forskerne overvejende ting som kalendere, frimærker, nål og tråd, strygejern, strygebræt og rengøringsartikler. Altså var der tale om anvendelsesorienterede brugsgenstande, som kunne bruges til at holde styr på aftaler, regninger, påklædning og de huslige pligter.

Forskerne kiggede også i de demokratiske vælgeres soveværelser, og der så tingene anderledes ud: Her fandt man i stedet små samlinger af kuriositeter (såsom legetøjsbiler), CD’er med mange forskellige slags musik, gamle biograf- og flybilletter, samt bøger om emner som feminisme og fremmede folkeslags kulturer. Og (selvfølgelig) også rejsebøger à la ’Rough Guide’, ’Lonely Planet’, og hvad de ellers hedder.

Desuden fandt forskerne, at mens de republikanske soveværelser i gennemsnit var mere rene og ryddelige, så var de demokratiske vælgeres soveværelser mere nussede og overlæssede med ting. (Om det også er derfor, at et af demokraternes kampråb i amerikansk politik er, at staten ikke skal snage i folks soveværelser, det melder undersøgelsen dog ikke noget om.)

Nu kunne det måske være fristende at konkludere, at det var vælgernes politiske præferencer, som havde gjort, at de indrettede deres soveværelser på en bestemt måde. Men det er der ikke nødvendigvis nogen garanti for. Faktisk kan det lige så vel være, at de to måder at stemme på, og de to måde at indrette sit soveværelse på, begge har deres udspring på et dybere niveau, nemlig i ejernes personlighedstræk.

Med republikanerne, der altså havde kalendere, strygebræt og rengøringsartikler i deres soveværelser, mente forskerne, at denne indretning var udtryk for, at vi her havde at gøre med mennesker, hvis mest markante personlighedstræk var  ’ordentlighed og ansvarlighed.’ Og med demokraterne, som altså havde små samlinger af kuriositeter, rejsebøger og et miskmask af musikgenrer på hylderne, postulerede forskerne, at vi her havde at gøre med folk, hvis definerende personlighedstræk var deres ’åbenhed over for usædvanlige og varierede indtryk.’

Derfor behøver det ikke være politikken, der afgør indretningen af soveværelserne. Det kan lige så vel være disse dybereliggende personlighedstræk, som spiller ind på både soveværelsesindretning og politik, på samme måde som en dukkefører kan vifte med både højre og venstre arm på sin marionetdukke. Måske er det således de dybereliggende personlighedstræk, der ”vifter” med både en persons indretning af soveværelset, såvel som med vedkommendes politiske ståsted.

Hvis vi anlægger dette perspektiv på politik, så kunne det være personlighedstrækket ’ordentlighed’, som fik folk til at indrette deres soveværelse funktionelt og til at stemme på det parti, der til enhver tid opfattes som mest ansvarligt (uanset om det vitterligt er ansvarligt eller ej). Ligeså kunne det være personlighedstrækket ’åbenhed over for usædvanlige og varierede indtryk’, som fik folk til at indrette deres soveværelse udtryksfuldt og som fik folk til at stemme på det parti, der (igen: hvad enten det vitterligt er sådan eller ej) opfattes som mere tolerant og favorabelt over for mangfoldighed.

Mens Danmarks mest ”ansvarlige” og Danmarks mest ”tolerante” parti ikke har meget at gøre med deres amerikanske modstykker, så er soveværelsesindretningerne relativt ens over Atlanten, og således giver dit soveværelses indretning måske det allerbedste praj om, hvad du ville stemme, hvis du var født i USA.

Guide til Jungs typologi

(Jung-typer går også under navnene JTI test og MBTI test i erhvervslivet.)

På denne side samler vi nogle af de mange ressourcer om Jungs typologi, som ligger spredt omkring på denne side.

Test

Guides til de fire dimentioner

Portrætter

Diverse

’Nudge’ – tvang 2.0

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

I september 2012 trådte Danmarkshistoriens største eksperiment inden for såkaldt ”nudging” i kraft: I seks bornholmske supermarkeder, i Nexø, Hasle og Allinge-Sandvig, vil slik og sodavand nu være gemt af vejen, mens frugt og grøntsager fremover vil indtage den centrale placering på hylderne, som slik og sodavand plejede at have.

Metoden er et udtryk for såkaldt ”nudging”, hvor forbrugeren får et blidt puf i den retning, som beslutningstagerne ønsker. Tanken om ”nudging” er blevet tiltagende populær i løbet af de sidste fem år, og det er der god grund til: Før i tiden kunne folk, som mente at vide, hvad der var bedst for andre, nemlig altid foreslå noget med tvang. Hvis man f.eks. ønskede, at folk skulle spise mere Meyers og mindre McDonald’s, så kunne man, som SF’s Özlem Cekic, bare snakke lidt om at tvinge McDonald’s ud af landet.

Men tiden er løbet fra tvang. Tvang er blevet en tabersag, og tvangspolitik har efterhånden fået en patina og en duft, som leder tankerne tilbage på det tyvende århundredes masseløsninger og ufleksible betonpolitik.

Forslag om tvang er ikke længere gangbar mønt i den politiske manege, men mennesker, som mener at vide, hvad der er bedst for andre, er der stadig nok af. Og hvad skal man så gøre, når nu folk er trætte af tvang? Jo, man skifter fra tvang til ’nudging’: I stedet for at ville vride armen om på folk, så ønsker man nu blot at puffe dem i den ”rigtige” retning.

Her er et par andre eksempler på nudging: Jyllands-Postens kulturjournalist Christine Christiansen foreslår i sit indlæg “Kulturel nudging nu” (JP.dk 11.09.2012), at ”man fra politisk hold vedtog, venligt men bestemt [at] gelejde aktivitetshungrende børnefamilier ind i museernes eller naturcentrenes kreative rum”, hvilket sker med den hjemmel, at mange mennesker ”ikke har opdaget wow-effekten ved at gå i teatret, til koncert eller bare fordybe sig i en bog.”

Ligeledes skriver Politikens opinionsredaktør, Per Michael Jespersen, begejstret om nudging i indlægget ”Sådan kan I flytte os, politikere” (Politiken 07.07.2012). Her foreslår Jespersen, at private virksomheder i udgangspunktet bør betale ”en andel af overskuddet til grønne fonde”, men med dog mulighed for at melde sig ud af denne ordning.

Nudging er ikke helt tvang, fordi man ikke forbyder noget. Men den, der via nudging vil tage sig ret til at bestemme, hvad den ”rigtige” beslutning er, bilder sig stadig ind, at vedkommende ved mere om, hvad der er rigtigt for andre mennesker, end de selv gør.

Men hvorfor har teatre og museer mere ret til børnefamiliers fritid end biblioteker, biografer eller computerspil, hvis det er dét, familierne foretrækker? Og hvorfor har ”grønne fonde” mere ret til danske virksomheders overskud end Røde Kors eller Kræftens Bekæmpelse, eller virksomhedens egne aktionærer?

Med nudging har man opgivet at tvinge folk, men ikke desto mindre reserverer man dog stadig retten til at bestemme, hvad andre folk burde gøre. Og således er nudging ikke andet end den moderate version af tvang.

Amerikanske holdninger til lavere skatter og mere kontrol med indvandringen

Ifølge Personality and the Foundations of Political Behavior (Cambridge Studies in Public Opinion and Political Psychology) så synes medlemmer af det republikanske parti godt om lavere skatter og mere kontrol med indvandringen. Ok. Den så man komme. Men så lavede man samme test med medlemmer af det demokratiske parti, og de synes også godt om lavere skatter og mere kontrol med indvandringen. Begge grupper synes langt bedre om cocktailen ‘lavere skatter og mere kontrol med indvandringen’ end folk, som ikke var medlem af noget politisk parti.

Personlighedstypers evolutionære polariteter

skrevet af Ryan Smith, konstrueret efter en teori af Theodore Millon

Ifølge den amerikanske psykolog Theodore Millon kan personlighedsforstyrrelser brydes ned i tre akser, som hver i sær afslører en evolutionær tilpasningsstrategi:

Akse 1: Pain / Pleasure – Hvad orienterer man sig imod i livet? Mod nye muligheder og risici? (Så er man høj på pleasure.) Eller fokuser man i stedet på at konservere det man har, de gamle venner, gamle rutiner og ikke så meget andet? (I så fald er man høj på pain).

Akse 2: Active / Passive – Hvordan samspiller man med sit nærmiljø? Siger man ‘ja’ og ‘amen’ til ledelsen, indtil man en dag selv bliver leder? (I så fald er man høj på passive). Eller siger man fra overfor dårlige og irrationelle bestlutninger? (I såfald er man høj på active.) Manipulerer man folk omkring sig, så helheden passer bedre med ens egne ønsker? (I så fald er man active.) Eller er man fokuseret på at opnå anerkendelse og respekt indenfor det eksisterende system? (I så fald er man passive.)

Akse 3: Self / Other – Hvad er ens strategi for at reproducere? Går man efter at tilbyde ens seksualpartner et stærkt selv? (I så fald er man høj på self). Eller søger man at pleje andre, så de i det skjulte bliver afhængige af en? (I så fald er man høj på other.)

Antisocial personlighed

  • Styrer efter Nydelse: Den antisociale har ikke udviklet sin smerte-polaritet og trives derfor med store risici og kan udvise foragt for egen sikkerhed og velvære og udsætte sig selv og andre for smerte uden at tænke videre over det.
  • Aktiv + Selv: Den antisociale har ikke tillid til andre mennesker og søger derfor at opnå maksimal autonomi. Da andre mennesker alligevel er ligegyldige, så kan den antisociale nemt ofre dem for at opnå personlig nydelse (forstærkning).
  • Psykodynamik: Den anti-sociale personlighed går kompromisløst efter livets glæder, men kan aldrig blive fyldt op. Resultatet er en person, der finder mere glæde i at tage, end i at have. Læs mere her.

Sadistisk personlighed

  • Den sadistiske personlighed kombinerer træk fra den antisociale og den narcissistiske personlighed.
  • Forstyrrelse: Andres smerte er sadistens nydelse. Sadisten føler, at han har forstærket sig selv, når han har nedbrudt andre, men han har i realiteten blot konserveret sin plads i det sociale hierarki. Eksempel: Sergenten, der straffer de menige i sin deling urimeligt hårdt, fordi han underbevidst frygter, at de er bedre end ham.
  • Forstyrrelse: Sadisten undgår smerte ved ”forebyggende angreb”, hvor han påfører andre smerte.

Tvangspræget personlighed

  • Lav på Nydelse: Den tvangsprægede person oplever relativt lidt glæde ved livet. Vedkommende har svært ved at give slip og føler, at han bør holde sig inden for rammerne af det, han kender og har accepteret. Derfor stritter han imod nye oplevelser og konserverer sin livsførelse og sine rutiner.
  • Konflikt: Personens egne ønsker udtrykkes forklædt som hjælp til andre.
  • Konflikt: Bag facaden af at hjælpe andre har personen et dybtfølt ønske om at gøre sig gældende, som ofte er ubevidst for personen selv. Ønsket om at dominere kommer derfor til udtryk ad indirekte kanaler, såsom gennem foragt for folk der ikke kan styre deres vægt, økonomi, karriere og øvrige livsforhold.
  • Konflikt: Personen hjælper andre mere, end hvad vedkommende undertiden har lyst til, fordi han føler, at ”det skal han” for at være et ordentligt menneske.
  • Seksualitet: Visse tvangsprægede personer kan i seksuelle henseender se ud som sadister, da de undertiden tænker på at binde og “dominere” deres partner. Hos den tvangsprægede person skyldes sådanne træk dog ikke psykologisk sadisme, men snarere, at vedkommende er usikker på, hvordan han skal agere i den seksuelle situation; en aktivitet der ofte er præget af uforudsigelig spontanitet. At binde partneren fast og “dominere” repræsenterer således et ønske om kontrol og forudsigelighed, snarere end et ønske om egentlig dominans.
  • Psykodynamik: På overfladen er den tvangsprægede person den, der går mest op i regler og normer, men psykodynamisk siger man, at personen dybest set hader at ligge under samfundets normer, og inderst inde ville ønske, at vedkommende kunne bryde fri og være sig selv. Det sker dog ikke, for personen er bange for at blive socialt udstødt hvis ikke han lever op til alle de forventninger andre har til ham. Følgeligt er hans foretrukne forsvarsmekanisme også Reaction Formation, dvs. at lgive udtryk for det modsatte af, hvad vedkommende egentlig ønsker og tror på.

Dependent personlighed

  • Passivitet + Andre: Den dependente forholder sig passivt, tager få selvstændige initiativer, og er bange for konflikter. Lægger sig gladelig ind under dominerende personer og opgiver gerne egne ønsker for at tilfredsstille folk omkring sig. Den dependente er meget sensitiv over for andres ros og afvisninger, og han kan opleve angst og tristhed, hvis han ikke får påskønnelse fra andre.

Narcissistisk personlighed

  • Passiv + Selv: Narcissisten har det selvbillede, at han selv er så dejlig, særlig, udvalgt og overlegen, at livets goder vil komme til ham helt af sig selv. Mange personlighedsteoretikere (eks. Kernberg) har bemærket, hvordan narcissisten kan ligne den antisociale, men her ser vi, at mens de to har ligheder, så er den antisociale udpræget modificerende og autonom, mens narcissisten lader stå til ud fra en antagelse om, at andre vil kaste sig for hans fødder i beundring. Den antisociale er hyperspecifik om, hvad han ønsker at opnå; narcissisten er ligeglad med hvad han opnår anerkendelse for, når bare han høster anerkendelse og beundring. Hvor den antisociale er bevidst om, at vedkommende skader og udnytter andre, så er narcissisten i reglen så optaget af egne ønsker og mål, at han ikke fatter, at han skader andre og træder på deres følelser ved at bruge dem som midler til at nå sit eget mål.
  • Passiviteten kommer bl.a. til udtryk ved, at narcissister oplever fornøjelse i at nusse om egne behov; de kan tulle rundt i deres egen verden og nyde den ekstra gode luksuschokolade, de holder så meget af, eller dagdrømme om succes og beundring. Alt imens farer verden forbi og belønner de folk, der rent faktisk yder en indsats.

Histrionisk personlighed

  • Nydelse + Smerte: Den histrioniske personlighed minder om den antisociale på den måde, at den histrioniske person også ønsker at opnå del i livets ypperste goder (den hurtigste bil, den bedste vin, den flotteste kæreste, osv.). Men hvor den antisociale trives med risiko og har det med at se stort på egen sikkerhed, så er den histrioniske person næsten lige så bange for at miste, hvad han har, som han er lysten efter at opnå mere, end han har. Han vil gerne spille i livets casino, men kun hvis han på forhånd får garanti for, at han vil vinde, hver gang han spiller. Ellers bør andre spille og give ham en del af indtægterne, som beskrevet i næste afsnit. Et område, hvor den histrioniske person dog kan være særligt risikovillig, er i forbindelse med utroskab, hvor udsigten til en ny parter udgør den sikkerhed og validering fra andre, som han søger, hvilket kan gøre ham mere kæk og autonom i forhold til at risikere forholdet til sin eksisterende partner.
  • Aktiv + Andre: Den histrioniske person tror grundlæggende, at fornøjelse, sikkerhed, tryghed og ”det gode liv” kun kan komme via andre. Han har derfor et stort, ofte endeløst, behov for positiv opmærksomhed og validering fra andre, og følgelig har han lært sig at manipulere folk omkring sig til at lægge ekstra mærke til sig. F.eks. forstår han på udspekuleret vis at fiske efter komplimenter, og han er god til at få andre til at tage ansvar for sig og ligeledes til at få andre til at ”løfte hverdagens byrder” fra sine skuldre. Således er den histrioniske person på sin vis også en narcissist, eller i hvert fald en egoist: Det er naturligt og retfærdigt, at andre skal påtage sig ekstra opgaver for at skåne den histrioniske person, og han har på den måde et instrumentalt forhold til andre mennesker. Den histrioniske person manipulerer altså den sociale situation (Aktiv), samtidig med at vedkommende på paradoksal vis fremstiller sig selv som svag.
  • Psykodynamisk: Psykodynamisk siger man, at den histrioniske bl.a. er så optaget af andres opmærksomhed og det, at være social fordi deres foretrukne forsvarsmekanisme, foruden dissociation, er, at undertrykke ubehagelige erkendelser om, at de ikke er så dejlige, som de selv går og tror. Er den histrioniske person alene, kan sådanne tanker komme snigende, men socialiserer han kan han optage sige tanker af, at høste anerkendelse og beundring fra andre.

Negativistisk personlighed

  • Konflikt: Den negativistiske person har tidligt i livet oplevet en følelse af utilstrækkelighed og udviklet en fornemmelse af, at vedkommende ikke var lige så kompetent som sine jævnbyrdige. Samtidig har den negativistiske person dog en stærk trang til at være egenrådig og original, og derfor foragter han de folk omkring sig, som han opfatter som mere egenrådige og originale end ham selv. Han ønsker, at han selv var egenrådig, men samtidig tør han ikke, og derfor pendulerer han frem og tilbage mellem at forsøge at være egenrådig, for så efter et stykke tid at opgive og lægge sig ind under andre, for så senere igen at begynde at sabotere og foragte dem.
  • Selv-orientering + manglende Nydelse: Den negativistiske person ønsker som nævnt at stå på egne ben, men har samtidig ikke udviklet en evne til at finde nydelse ved selv at opnå nye ting. Den negativistiske person er interesseret i at udvikle et stærkt selv, men er ikke selv-forøgende, hvorfor vedkommendes forsøg på at agere stærk og selvstændig uundgåeligt vil slå fejl. Resultatet bliver en letargisk, stillestående personlighed, der på sin vis minder om en selvbevidst udgave af den skizoide.

Tag en tur rundt i internettets allerhelligste

Ny bog tager læseren med på en kulturantropologisk rejse til undersiden af internettet og den teknikerkultur, der holder den globale informationsstruktur på fode.

af Ryan Smith

Når Andrew Blums første bog hedder ’Tubes’, så er det en henvisning til noget, som folk, der arbejder professionelt med den tekniske side af internettet, altid har vidst: Ted Stevens havde ret. Husker du Stevens? Han var den amerikanske senator, der i offentlighedens øjne blamerede sig, da han i 2006 kaldte internettet for ”en serie tuber”.

Stevens blev gjort til grin, men ikke desto mindre havde han ret. Glem alt om udtryk som at ’surfe’, glem hvad du har hørt om cloud computing og lignende klichemættede metaforer om internettet som en æterisk størrelse, der på magisk vis bare fungerer. På trods af de højtflyvende metaforer, så er internettet i bund og grund blot et stykke ingeniørmæssigt håndværk, og det håndværk er noget så uglamourøst som en hel masse tuber, der sidder sammen på kryds og tværs. En serie tuber som til sammen danner et gigantisk netværk under vore byer. Alt, hvad der foregår online, rejser igennem disse tuber.

Da et intetvidende egern en dag bider det kabel over, som forbinder Blums hjemmecomputer til den store vide verden, så beslutter vor forfatter sig for at finde ud af, hvordan internettet egentlig virker. Det er der kommet en underholdende tekno-antropologisk rejsebeskrivelse ud af, hvor Blum flyver verden rundt for at tale med de mange ingeniører, der i det usete holder internettet kørende, og hvis arbejde tillader offentligheden at tro, at internettet er som en sky, en bølge eller en anden naturlig størrelse, alt imens den håner folk, som siger, at internettet er en serie tuber.

For Blums rejsebeskrivelse afslører først og fremmest een ting: Internettet består vitterligt af en serie af tuber. Der er tuber alle vegne: I grøfter, i luften, under veje, og også på havbunden: På de højeste steder, og på bunden af planetens dybeste oceaner ligger der kilometervis af kabler. Kabler som forbinder Afrika med Europa under Middelhavet, Europa med USA under Atlanten, og som forbinder USA med Kina og Singapore under Stillehavet. Et verdensomspændende undersøisk netværk af kabler, hvis vedligeholdelse har nødvendiggjort en ny type tekniker.

Blum sætter sig for at følge en sådan tekniker, som har fået til opgave at reparere et stykke undersøisk kabel. Forfatteren observerer, mens teknikeren – midt på havet og i høj bølgegang – går i gang med sin opgave, og mens han ser til, noterer Blum for sig selv, hvordan arbejdet kræver tiltagende grader af præcision, idet teknikeren ”først måtte arbejde som slagter, så fisker, så souschef og til sidst som juveler,” da teknikeren til sidst holder to stykker fiber fast mellem sine læber, alt imens hans hænder fifler med kablerne.

Både teknisk og poetisk

Blums bog sparer ikke læseren for de tekniske detaljer, og uden en teknisk baggrund vil de fleste læsere nok komme til kort visse steder i bogen. Men samtidig er Blum også velbevandret i klassiske kulturstudier, og i sin bog blander Blum behændigt de to bestanddele til kunstneriske billeder. IT-folket i Silicon Valley minder ham f.eks. rask væk om ”kardinalerne omkring paven i Rom, men hvis hænder stryger op og ned ad smartphones i stedet for bedekæder.”

Ligeledes beskrives internettet som havende en ”lugt” bestående af en blanding af industriel aircondition og støvluft fra computerblæsere i de enorme datalagrings- og omstillingscentraler, der til sammen udgør rygraden i internettet. Disse centraler er det nærmeste, man kommer på internettets allerhelligste, og dog er de fuldstændig oversete af offentligheden. Som en ingeniør i et af disse centre forklarer forfatteren: ”Vi snakker så meget om Homeland Security, men forestil Dem blot, hvad en fyr med en kædesav kunne udrette herinde.”

Foruden de såkaldte IPX-omstillingscentraler besøger Blum desuden Googles og Facebooks datacentre i Oregon (en populær beliggenhed for datacentre grundet delstatens kolde og tørre vejr, der tillader virksomhederne at spare betragtelige summer på aircondition). Og stik mod, hvordan virksomhederne virker udadtil, så er det Google (og ikke Facebook), som indadtil er mest orwelliansk med de data, de indsamler på os – brugerne.

Mens en PR-medarbejder ser på i baggrunden, så mødes forfatteren allesteds med automatsvar fra Googles ansatte – svar, som er designet til ikke at afgive nogen egentlig information om Googles datalagringsmetoder. Og her kommer associationerne til ’1984’ op i Blum: ”Pludselig virkede Googles legesyge logo med de barnlige farver ikke så uskyldigt længere,” skriver han.

Blum, der normalt skriver for det amerikanske teknologi- og trendmagasin Wired, har med ’Tubes’ kastet sig ud i et projekt af Don Quixote’ske dimensioner. Selv folk, der arbejder professionelt med internettet, og som forstår dets mekanik bedre end 99 % af den øvrige befolkning, må nemlig indrømme, at der stadig er meget, de ikke forstår omkring internettet. Og havde man håbet, at man ville forstå internettet til bunds som følge af Blums redegørelse, må man således skuffes. Måske er den bedste beskrivelse af internettet simpelthen det, som den østrigske nobelpristager i økonomi F.A. Hayek kaldte for et katallaksi: En spontan orden, der vokser op nedefra, og som ingen forstår til fulde.

Men med sin første bog har Blum ikke desto mindre givet os en farverig rejsebeskrivelse, der ikke mindst forbliver spændende ved, at forfatteren fra start til slut formår at holde sit gode humør i orden: Under et besøg på The London Internet Exchange bliver Blum f.eks. bedt om at træde ind i en cylinderformet glascelle, der identificerer folk på vej ind og ud af bygningen, og som tjekker dem for tyveri. Inde i cellen begynder Blum at grine hysterisk – han knækker sammen og kan slet ikke holde op igen. ”Jeg kunne simpelthen ikke lade være,” beretter han, ”- jeg befandt mig jo inde i en tube!”

Tubes – A Journey to the Center of the Internet
Af Andrew Blum
294 sider, ISBN: 0670918989
Viking 2012